Samtalen og den første IVF

Jeg var meget nervøs da jeg tog til samtale på klinikken. Med mig havde jeg min mor, for hvis også denne klinik ville sige til mig at jeg godt kunne droppe ideen om flere børn ville jeg ikke være i stand til selv at køre bilen hjem.

På klinikken var de dog rigtig søde. De kiggede på mine tal og gav mig ret i, at de kunne være bedre. På trods af tallene var de dog også overbeviste om, at man intet kunne sige før man havde prøvet en behandling. Tal er én ting. Kroppen og den luner er en anden.

Jeg var så lettet da vi gik derfra. Tænk at der her var en klinik der ville give mig en chance og ikke mindst så jeg da kunne føle at jeg og ja de gjorde hvad de kunne.

Jeg havde stadig så stor tiltro til min krop at jeg troede på mine tal måtte være en fejl.

Da min søn og jeg havde fundet vores ben lidt igen gik jeg i gang med den første behandling. Første scanning var ikke nogen succes. Kun 6 små antrale follikler. Men 6 er da alligevel bedre end nul, tænkte jeg.

Anden scanning så det bedre ud. 8 follikler var vokset og jeg var lykkelig da jeg forlod klinikken. Tænk at have 8 follikler?!

Tredje scanning var vi nede på 5 og jeg måtte kæmpe for at holde mit humør oppe.

Da dagen for ægudtagningen kom var jeg ved at dø af skræk!

Bare tanken om, at nogen skulle stikke en lang kanyle gennem min skedevæg var nok til at jeg næsten kastede op. Og tanken om, at der så ikke ville være nogen æg var slet ikke til at bære.

Lægen der skulle foretage indgrebet var både sød og dygtig. Han fandt 4 follikler, men desværre var der kun æg i det ene.

Jeg forstod det ikke. Ingen havde fortalt mig, at folliklerne kunne være tomme og jeg var helt slået ud. Et sølle æg.

Over det næste døgn forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at der jo kun skal et enkelt æg til og jeg fik det gradvist bedre.

På anden dagen vidste jeg at klinikken ikke måtte ringe mellem 8-9.

Jeg skyndte mig at få min søn op og afsted i vuggestue så han ikke skulle opleve en mor der knækkede midt over hvis telefonen pludselig skulle give lyd fra sig.

Bagefter tog jeg hjem igen. Lagde telefonen ved siden af min computer mens jeg satte en Netflix serie på. Det var det eneste jeg kunne rumme og det eneste der føltes som noget der kunne få tiden til at gå lidt.

Da klokken var 9 havde de ikke ringet. Og 9.20 måtte jeg ringe og høre om jeg havde forstået det rigtigt. Det havde jeg heldigvis. Mit æg levede, var befrugtet og var klar til oplægning senere på dagen.

Jeg red på en lyserød sky! Tænk at det havde klaret det. Mit lille fighter æg.

Ægoplægningen gik perfekt og de næste 14 dage svingede jeg mellem eufori og troen på en graviditet til angst og usikkerhed.

Jeg følte jeg havde masser af symptomer og Dr. Google bekræftede altid at ligegyldigt hvad jeg følte, så kunne det være tegn på graviditet.

På 14 dagen var der dog ingen tvivl. Jeg var ikke gravid. Endnu engang stod jeg med en negativ test i hånden og jeg vidste, at i fremtiden ville netop dette øjeblik i forløbet det allerværste.