Er der nogen, der er imod, at jeg bliver mor?!

Blog opslag

Skrevet af Guldægget

16 aug, 2020

Jeg vidste ikke, at jeg havde et behov for at skrive om vores forløb, før jeg så et opslag om, at blive blog manager. Eller måske vidste jeg godt inderst inde, at jeg var nødt til at finde en måde at være i det på. Det her er altså blevet metoden – måden hvorpå jeg kan holde ud at være et sted, hvor jeg INTET kan styre selv. Jeg skal bare vente. Vente på den næste cyklus, vente på en plads i klinikken (for vi kan risikere en afvisning pga corona). Det er sandsynligt, at der ikke er plads til alle, som ønsker at tilmelde sig fertilitetsbehandlingen! Vente på at få besked om hvilke hormoner og hvor stor en dosis, jeg skal i gang med. Vente på at få sat et æg op. Vente på at få taget en blodprøve for at undersøge om ægget, vores fælles gener, har sat sig fast i min livmoder, så det endelig kan blive min tur til at blive mor – vores tur til at blive forældre. Jeg er ærlig talt ved at brække mig over at vente, og ikke selv at have indflydelse. Hvis bare jeg vidste, at jeg en dag i fremtiden ville være mor, så ville det måske være nemmere og mere udholdeligt? Jeg ønsker i hvert fald ikke for noget andet menneske, at vedkommende skal gå igennem de følelser og oplevelser, som jeg har, som vi har i fertilitetsbehandlingens uendelige forløb.

Vores historie starter i april eller maj 2019, hvor jeg har været kæreste med Andreas i 2-3 mdr. Jeg havde oprindeligt en plan om at blive solomor, da jeg ikke havde formået at etablere et roligt og stabilt forhold, hvor det gav mening at sætte børn i verden. Jeg var blevet single igen kort før min 33 års fødselsdag og besluttede ret hurtigt, at jeg ville være solomor. Mit ønske om at blive mor skulle ikke bremses pga. umulige forhold. Jeg gik derfor til lægen i februar 2018 med et ønske om at blive solomor. Jeg var i perioden mellem februar 2018 og november 2018 i endnu et kaotisk forhold, hvor solomor projektet var på hold. Da jeg i november 2018 endnu engang blev single, var jeg fast besluttet på, at NU skulle jeg have et barn alene. Skulle der dukke en mand op, så måtte han gerne være der, men han skulle ikke forhindre mig i at få et barn, alene.

I december 2018 møder jeg Andreas til en julefrokost. Ikke et første møde for vi har arbejdet i samme firma i 2 år, men vi har aldrig talt sammen. Èn af grundende er, at Andreas er 9 år yngre end mig, og på det tidspunkt fylder han 25 år. Jeg fylder 34 år, og tænker kun, at han er ALT for ung. Vi formår at blive uvenner til julefrokosten, men noget får os alligevel til at skrive sammen efterfølgende. Det viser sig, at Andreas er meget vedholdende og fast besluttet på at få en date med mig. Vi skriver sammen nærmest dagligt i 2,5 måned indtil jeg indvilger i en date i februar 2019. Under vores mange korrespondancer i månederne op til vores date, har jeg flere gange pointeret aldersforskellen. Det har ingen betydning for Andreas, INGEN! Jeg orienterer ligeledes Andreas om min plan om at blive solomor. Igen gør Andreas mig mundlam – han vil gerne være der, det betyder ikke noget for ham, så længe, at jeg gerne vil have barn nummer 2 med ham.

Andreas ender med at feje benene væk under mig, og vi bliver kærester. Jeg bliver i tvivl om jeg vil gå i gang med et solomor projekt, selvom jeg havde lovet mig selv ikke at lade mig stoppe af en mand. Fertilitetsklinikken oplyste mig i forbindelse med mit første besøg i november 2018 om, at jeg kunne få testet en kærestes sædkvalitet hos dem, så vi ikke risikerede at prøve et år, hvis der nu skulle være noget galt. Jeg fortæller Andreas om klinikkens opfordring og han indvilger i at afgive en sædprøve uden at tøve. Ingen af os havde forestillet os, hvad der ventede. Svaret kom i juni 2019; ”stærkt nedsat sædkvalitet, ICSI behandling anbefales”. Min verden braser sammen, og jeg føler, at de højere magter har besluttet, at jeg bare ikke skal velsignes med et barn. Jeg mener, hvad er oddsene lige for, at jeg møder en mand, der er 9 år yngre end jeg med stærkt nedsat sædkvalitet?! Helt ærligt, det er da ikke fair. Jeg havde det skidt, men Andreas havde det uden tvivl værre. Det var jo en hel grundlæggende funktion som mand, der pludselig var sat ud af spil. Det gjorde ondt på ham, så ondt, at han frygtede, at jeg ville forlade ham. Jeg havde ingen tanker i den retning. Tværtimod var mine tanker, at HAN skulle forlade MIG. Han skulle forlade mig for en langt yngre kvinde. En yngre kvinde med friske æg, hvor fertilitetsbehandlingen ville give bedre odds. Ingen af os ønskede at afslutte forholdet, det havde vi det alt for dejligt sammen til at kunne se som en mulighed. I stedet bestilte vi en tid til samtale på fertilitetsklinikken og fik en tid i august 2019. Uvidende som vi var på daværende tidspunkt, bestilte vi i slutningen af juni en rejse til USA i november 2019. Vi glædede os ved tanken og kunne næsten ikke klare ventetiden til afrejsen.

Vi når endelig til august 2019 og sidder på klinikken til første samtale. Jeg spørger efter undersøgelserne om der er noget, vi skal være opmærksomme på i forbindelse med vores kommende rejse. Svaret der kom, fik mig til at ønske, at vi ALDRIG havde bestilt den rejse. Vi skulle i karantæne efter hjemkomsten. Risiko for Zikavirus i området ville betyde 3 måneder i karantæne efter hjemkomsten. Rejsen var planlagt, bestilt og betalt med afrejse i november. Vi kan altså først komme i gang med vores babyprojekt i marts 2020!! Årh hvor jeg hadede den rejse og beslutning, men fertilitetsklinikken anbefalede os rejsen, da fertilitetsbehandlingen ville blive hård. Jeg var særligt bekymret fordi jeg ville fylde 35 år i december samme år, og jeg havde læst en masse om, hvor hurtigt en kvindes fertilitet falder efter de 35. Klinikken forsikrede mig om, at det ikke ville være de 3 mdr., der ville gøre forskellen. Vi besluttede derfor at fastholde rejsen og vente til marts 2020 med behandlingen.

Ventetiden var lang og hård, men vi havde det dejligt sammen og jeg trøstede mig med, at vi kom nærmere og nærmere opstarten. 3 dage før vi ville kunne ringe og tilmelde os behandlingen, lukkede corona virus ned for alt, inklusiv vores fertilitetsbehandling. Jeg sad endnu engang tilbage med følelsen af, at der er en eller andet et eller andet sted, der ikke ønsker, at jeg skal få et barn.

5 Kommentarer

  1. Charlotte

    Modige Rikke!

    Bliver meget rørt over at læse din beretning. Jeg er helt sikker på, der er en baby derude, der venter på at blive født af dig ❤️

    Svar
    • Rikke

      Kære Charlotte, tusind tak! Jeg blev rørt over din kommentar <3 Jeg håber virkelig, at du får ret!

      Svar
  2. K

    Al held og lykke med den kommende fertilitetsbehandling til jer

    Sikke meget I har været igennem det sidste år. Både med kedelige nyheder og ventetid på ventetid. Kender det al for godt selv. Har været i fertilitetsbehandling i over et år uden succes. Min første graviditet endte i en MA i februar, og siden da blev vi både bremset af corona samt har haft to forsøg uden held. Nu er vi i gang med 8.forsøg (4 insiminationen og 4 ivf/icsi) og håber det vil ende med en baby denne gang

    Dejligt I har hinanden og kærligheden. Er sikker på I nok skal få jer et barn og lykkes med behandling ♥️ selvom sædkvaliteten er lav, så kan I finde ro i, at ICSI netop er med til at hjælpe med at dette ikke bliver en forhindring.

    Ps jeg var 24 da vi begyndte behandling så en ung alder er ingen garanti 🙂

    Svar
    • Rikke

      K. Tusind tak for din kommentar. Jeg håber, at det lykkes for jer. Det lyder som I har været utrolig meget igennem <3 Krydsede fingre og tanker til jer.

      Svar
  3. Rikke

    Kære Charlotte, tusind tak! Jeg blev rørt over din kommentar <3 Jeg håber virkelig, at du får ret!

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!