Er det ikke snart vores tur?

Blog opslag

12 feb, 2021

Det håber jeg virkelig det er. Det spørgsmål har jeg stillet mig selv i sorg, smerte og frustration, hver gang jeg har stået med endnu en negativ test. Alle de gange hvor jeg er faldet til jorden i gråd fordi jeg kunne mærke min menstruation komme og alle de gange hvor jeg har sagt nej til diverse invitationer, fordi jeg ikke magtede at fake endnu et ”happy-face”. ”Er det ikke snart vores tur?!”. Er det ikke snart os der kan smide sløret scanningsbillede op med teksten: ”når to bliver tre” eller hvad vi nu kunne finde på at skrive.

Følelsen af uretfærdighed kommer snigende, når jeg sidder på de sociale medier. Der går sjældent en dag uden en ny graviditetsannoncering. Jeg sidder tilbage og føler mig overhalet og sprunget over. På samme tid prøver jeg også at sige til mig selv, at det ikke er en konkurrence og at der er ikke nogen baby-kage, som jeg ikke fik et stykke af. Deres graviditeter har nul og niks med mig at gøre. Det hjælper. For det har ikke noget med vores situation at gøre. Jeg bliver hverken mere eller mindre gravid af at andre bliver det.

En gang var det en selvfølge, for mig, at blive glad, når jeg så tidligere klassekammerater eller familiemedlemmer annoncere deres familieforøgelse. Men efterhånden som det gik op for mig, at vi ikke ”bare lige” blev gravide, så forsvandt den selvfølge. Jeg blev utroligt bitter og sagde højlydt grimme ting, når jeg så endnu et opslag på Facebook eller Instagram. I dag er de grimme ord væk, for jeg gider det ikke mere. Jeg er kommet i tanke om den selvfølge igen. Selvom jeg ikke bliver ovenud lykkelig, så er jeg ikke bitter mere. Jeg ønsker det bedste for mine nærmeste og for mine bekendte, selvfølgelig gør jeg det. Jeg ønsker mig jo ikke deres barn, jeg ønsker mig mit og min kærestes.

Jeg håber virkelig snart det er vores tur. Lige fylder håbet det meste i mig, for det føles som om vi er tættere på end nogensinde lige nu. Vores behandling er på standby for en kort bemærkning, da der var stor risiko for overstimulation ved vores første IVF. Derfor blev det lavet om til Totalfrys og jeg fik altså ikke lagt æg op med det samme. Til gengæld har vi fået fire blastocyster på frys og er så lykkelige over at vi er nået så langt. Og så glæder vi os bare til næste skridt.

Så måske (krydsede fingre) er det vores tur til marts <3.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!