Er jeg nok?

af | august 6, 2019 | 6 Kommentarer

Det er det helt store spørgsmål lige nu… både over for min kæreste, men også i forhold til mig selv.

Da vi euforisk startede vores babyprojekt, havde min kæreste allerede talt om babyer i et par år – men jeg var ikke klar. Han er godt nok to år yngre end mig, men mentalt er jeg nok yngst på nogle punkter – jeg elskede at feste med mine veninder og var ikke klar til at opgive friheden… og så skal man bare ikke have børn, når man ikke er klar til at tilsidesætte alle sine egne behov.

Derudover havde jeg også en plan i hovedet – jeg skulle have fast job først! Da jeg gik ud af gymnasiet havde jeg en klar plan, der bid for bid gik i opløsning – så jeg havde ikke lyst til at gå på kompromis med endnu en ting. Men livet sker, og jeg nærmede mig de fertilitetsfarlige tredivere, så jeg måtte nok hellere smide den overbevisning væk, da jeg jo helst ville have det første barn inden jeg blev tredive. Derudover følte jeg mig klar – jeg følte mig klar til ansvaret for et andet menneske. Jeg oplevede at stå i byen og være træt… mest træt af irriterende mandspersoner, der var alt for fulde og ikke forstod et ”nej”. Så det endte tit med, at vi aldrig tog i byen, men bare hyggede med vin og spil.

Så i sommeren 2017 smed jeg min faste følgesvend gennem 14 år – hver morgen havde p-pillerne været det første jeg gjorde, inden jeg stod op. Forventningens glæde var rigtig stor – det havde jo været så nemt for begge mine søstre, så der gik nok bare et par måneder… resten er historie og her står vi to år efter, uden resultater det første halvandet år, men med to missed abortions inden for et halvt år.

Da vi fandt ud af, at jeg havde PCOS, og at det ville blive svært at lave et barn – pga. de meget laaaange cyklusser, sagde jeg til min kæreste, at det var nu han skulle gå. Jeg kunne måske ikke give ham det han havde ønsket sig så længe – i cirka 3 år. Han skulle i hvert fald gøre op med sig selv, om jeg ville være det værd. Elskede han mig nok til ikke at blive far?  (Altid meget dramatisk – I know – men det er af bitter erfaring)

Som I kan regne ud, valgte han at blive og vi skulle gennemføre denne fertilitetsbehandling – det skulle jo nok lykkes. Hvorfor skulle det ikke det?

Nu står vi her igen… efter at have mistet to fostre, har jeg mest lyst til at bede ham om at gå. Elsker han mig virkelig nok til ikke at blive far? Det forsikrer han mig om, at han gør. Jeg håber bare ikke, han fortryder det senere.

Grunden til, at tankerne kommer igen er, at jeg er kommet i tvivl om et barn er alt det her værd. Alle de hormoner. Alle de undersøgelser. Alle de nederlag. Alle de tårer. Bringer barnet virkelig så meget glæde og kærlighed, at alt det er ”glemt”. Man kan jo ikke sætte sig ind i moderkærlighed, når man ikke er mor. Det tætteste jeg er kommet på, er i mine graviditeter, hvor jeg har ville gøre alt for at beskytte de fostre – men er det bare en flig af det? Jeg er jo moster, og man siger at man elsker sine niecer og nevøer på samme måde som sit eget barn… helt ærligt, jeg er vild med og elsker mine niecer og nevøer – de fleste er nogle rigtig dejlige unger, men jeg ville ikke gå igennem alt den behandling for dem. Det er hårdt at sige, men det ville ikke være det værd – så jeg håber, at det er noget andet med ens egne.

Samtidig med alle de her tanker om jeg kan gennemgå behandlingerne igen, når det er så hårdt at miste – er jeg heller ikke klar til at give op. Jeg ved inderst inde, at jeg om 4 år ville fortryde, hvis jeg sagde stop nu. Det er et svært limbo at stå i. Den ene dag vil jeg bare gerne i gang nu, men de fleste dage vil jeg helst have min menstruation bliver væk lidt længere – for så er jeg fri for at forholde mig til spørgsmålet om, hvornår vi skal gå i gang igen.

6 Kommentarer

  1. Line

    Det tog min mand og jeg 4,5 år fra vi besluttede, at vi ville være forældre, til vi stod med vores søn i armene. Vi var igennem 1 MA, en endometriose diagnose, 4 iui, 4 ivf + 1 fryseforsøg med ialt 3 ægoplægninger. Det er og bliver det hårdeste, jeg har gennemgået især uvisheden tærede på mig, og det har været omkostningsfuldt på så mange måder.
    I dag kan jeg uden at blinke sige, at ja, det var det hele værd.
    Alle tårerne, frustrationerne, undersøgelserne, endo symptomerne som blev værre, alle nederlagene og alle hormonerne, det var det hele værd. Jeg glemmer det aldrig, men jeg fortryder intet.

    Svar
    • Ingensmor

      Hej Line

      Det er jeg glad for at høre, at det er det hele værd. Det er også det, jeg går og håber 🙂

      Tak for din kommentar, det giver lidt mere mod på det hele!

      Knus ingensmor

      Svar
  2. Anne

    Jeg var igennem 4 missed abortions inden, vi fik vores søn, som er 9 mdr. Jeg har svært ved at genkalde mig alle tårerne, uvisheden og fortvivlelsen i dag, så ja det er det værd. I dag er de mørke år glemt og jeg tænker meget sjældent på alt vi gik igennem for at få et barn. Jeg/vi lever 100% i nuet og kan næsten glemme livet før vores søn kom ind i det, selvom det er forholdvis kort tid siden.
    Tanker her fra.

    Svar
    • Ingensmor

      Hej Anne

      Det lyder rigtig godt! Jeg er glad for, at det lykkedes for jer og at alt fortvivlelsen stille og roligt er blevet glemt <3

      Det giver håb for fremtiden!

      Tak for dine tanker og kommentar 🙂

      Knus Ingensmor

      Svar
  3. Kristina

    Tak for er modigt og ærligt indlæg! Vi skal til første undersøgelse på fertilitetsenhed om en uge, og jeg stiller mig selv præcis de samme spørgsmål. Og de er velbegrundede og værd at overveje, selvom alle med børn vil sige at ja, det er det værd.

    Svar
    • Ingensmor

      Hej Kristina

      Det var så lidt.
      Det lyder spændende med jeres første undersøgelse – jeg håber, det kommer til at gå godt for jer <3

      Det er forfærdeligt, at man skal stille sig selv så kritiske spørgsmål om noget der burde være fundamentalt.
      Men ja, man kan nok ikke sætte sig ind i den kærlighed til et andet væsen, før det lykkes 🙂

      Knus Ingensmor

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest