Erkendelsen – ikke flere biologiske børn
Det her opslag har været længe undervejs. Jeg har været meget i tvivl om hvornår jeg skulle skrive det – ift den proces vi er gået – og går – igennem pt.
Vi startede som sagt udredning i maj måned 2018. Min cyklus har på det tidspunkt været skør i et års tid. Dog opnår jeg meget regelmæssig cyklus foråret 2018, samt to graviditeter på hinanden følgende cyklus – dog aborterer jeg begge gange 🙁
Jeg får taget de første blodprøver dagen før vores 3 ugers sommerferie. Nogen blodprøver jeg overhovedet ikke havde skænket en tanke. (Som så meget andet man googler sig rundt i, for at få en masse viden om hvad f.. der sker, hvad det betyder og hvad kan jeg gøre ved det).
Jeg havde ik engang tænkt jeg ville kigge på sundhed.dk men bare vente til engang efter ferien.
En veninde fik mig til det og ja tak for det..
mine værdier var helt skæve. FSH var 34 og AMH mindre end 0,5. Hele min verden brød sammen lige der…
Det viser sig det er “begyndende” overgangsalder, og vi nok får svært ved det. “Men det gælder bare om at finde guldægget” siges der.
Vi blev direkte henvist fra udredning til privat klinik (har en datter på 3- derfor skal der penge op af lommen). Sjovt nok var vi så heldige at jeg blev gravid i 1. Forsøg med vores datter – på naturlig vis. Det er lidt vildt at tænke på hvad der kan ske med ens krop på så få år!
Der havde vi så tid 15. August – i ugerne forinden – fra vi fik de dårlige nyheder – havde jeg googlet nettet tyndt og jeg mener tyndt!
Fundet alt muligt alternativt som fys inden for underliv, arvæv m.m, en healer, en psyko terapeut, en der kunne rense tarmene for alt muligt, en klinik i Norge som havde held med diverse ting, kosttilskud i hoved og røv – indland og udland. Kost og dit og dat – alt simpelthen! Alt sammen for at føle jeg gjorde ALT i min magt for at vise det altså ikke kunne passe med overgangsalder!
Dagen kom, som vi havde ventet på spændte – havde informeret arbejde m.m ift vores fremtidige forløb og var mentalt klar på hvilket efterår vi ville gå i møde med ivf. – havde naturligvis læst (googlet) en masse om ivf.
Lægen scanner mig og siger hun ingen æg kan se. Hun kigger virkelig grundigt – lidt i håb om at finde bare det mindste lille æg på vej – for at gøre os glade følte vi.
Hun sagde derefter at de ikke kunne tilbyde ivf heller. Så røg tæppet endnu engang væk under os. Næste sprinkle håb som vi havde holdt fast i var nu også streget.
Vi føler vi gik fra A-Å på 2 mdr og har slet ikke haft mulighed for at kæmpe – kæmpe for det kunne lykkes. Eller kæmpe for at sige – at vi trods alt kæmpede og gjorde hvad vi kunne.. for måske til sidst at kunne finde en accept i det der er sket og en måde at kunne forlis sig med det. Det er bare ikke rigtig muligt 😪
Det hele er en rutsjebane og mange ting i livet føles bare ligegyldige nu.
Jeg kommer selv fra en søskendeflok på 5. Og har da altid troet jeg skulle have 2 børn. Har ik brug for mere. Bare 2 unger der kan lave ballade med hinanden og lære hinanden en masse ting om kærlighed, samarbejde, empati, søskende skab og meget mere.
Det er der vi står og ved ikke lige hvad fremtiden bringer for vores familie❤️
De aller varmeste tanker til dig, det er så vanvittig en rutsjebanetur når virkeligheden overhaler fantasien og lyset slukkes. Er selv igang med 8. IVF forsøg med mine åbenbart dårlige æg. Lykkes det ikke denne gang, et det videre til ægdonation. Noget der var udelukket da rejsen startede for 3 år siden, men nu er en helt on mulighed. Pøj pøj til jer, håber i vælger det der er bedst for jer. Kram
Mange tak for din hilsen – føler med dig også .. ja ens grænser rykker sig hele tiden- det der er allerhårdest lige nu er at se alle andre blive gravide og få deres dejlige børn mens man selv står her- føler meget urimelighed i det 🙁