Vi har længe skullet træffe et valg, om at gå videre i behandling. Vi har haft 8 IUI forsøg. I alt 10 påbegyndte forsøg, hvoraf de to blev stoppet grundet cyster og ingen æg. Vi har fået mange IUI forsøg, fordi man har vurderet, at der har været rigtig gode chancer. Jeg blev jo også gravid i ét af forsøgene, men mistede det desværre hurtigt.
Jeg har været stædig, og har ikke villet opgive. Samtidig så har der været meget tryghed i, for mig, at det efterhånden blev rutine.
I flere måneder, er det med jævne mellemrum taget op til debat.
En klinik er ikke bare en klinik, og en læge er ikke bare en læge. Der ligger utrolig meget tillid og tryghed i det.
Vi har nu truffet en svær beslutning, om at gå videre til en privatklinik og IVF behandling.
For mig er IVF ikke nødvendigvis bedre end IUI – statistisk er chancen større. Men jeg vil ikke gå og tænke, at jeg har spildt tiden i IUI behandling, for det har været en modningsproces. Jeg har mentalt skulle være klar til at accepterer det. Vi har mødt en del pres udefra i forhold til, om vi “ikke snart skulle videre” og om vi “kunne blive ved med det”.
Det dukker igen og igen og igen op i mig, hvor ulykkelig det gør mig, at jeg ikke er “normaltfungerende” kvinde. Jeg skammer mig virkelig uhyggeligt meget over det, og det jeg tror ikke jeg holder op med. Jeg tror det vil følge mig resten af mit voksenliv. En del af det at skrive blogindlæg, for mig, er også at forene mig med det og bryde tabuet omkring det, netop fordi, at den det nok er allermest tabubelagt for, er mig selv. Men ærligt, så har jeg faktisk vanskeligt ved at sige højt, hvorfor jeg ikke kan få børn. På trods af at jeg lider af en sygdom, som man anslår 1 ud af 5 af alle kvinder i den fødedygtige alder har.
Det er derfor også en sorg for mig at skulle have “så meget” hjælp.
Vi har stort set altid haft det sådan, at vi ikke ønsker behandling i det offentlige. Desværre. Vi har hørt for mange dårlige historier. Selvfølgelig er der nogle det går godt for, men generelt har vi mere tillid til behandlingen og kommunikationen, omkring behandling er bedre i det private. Der er ikke noget forkert eller rigtigt. Vi har bare truffet vores valg udfra det der føles rigtigt for os. 🙂 Vi er heldigvis så priviligerede, at vi har muligheden for det. Derudover er valget truffet udfra, at tid er en stor fjende for os og at vi ikke mentalt og menneskeligt har råd til at gå igennem noget, hvor vi risikerer dårlig behandling.
Havde vi været 25, så havde vi nok prøvet det offentlige. Men det er vi ikke. Og alle mennesker bør træffe valg efter bedste evne, udfra den situation de er i og det der er rigtigt for én. Med de historier vi har hørt, så er det bare ikke rigtigt for os.
Så nu rejser vi videre… det er sindssygt angstprovokerende. Men det er også nødvendigt. Nu sætter vi alt ind på det her. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer. Min taktik er, at jeg ligger det hele i lægernes hænder, og gør som de siger. Det er en dejlig tryghed.
Jeg er ikke bange for alt det fysiske. Jeg er bange for alt det følelsesmæssige. For nederlagene. For det, der kommer bagefter. For hvad kommer der bagefter, hvis det her ikke lykkes? Pas. Vi har tømt vores konti og må starte forfra så. Det er vores valg og det må vi tage konsekvensen af, vi er ikke ofte i det her. Vi har truffet bevidste valg i retning mod det, som vi tror kan opfylde vores største drøm.
Fysisk kan jeg slukke fuldstændig for mig selv. Set i bakspejlet, var det nok derfor jeg delvist fornægtede at være gravid i 7. Forsøg. Jeg afskrev fuldstændig chancen. Når jeg tænker tilbage, så kunne jeg i ugen op til godt mærke, at jeg var gravid, jeg har jo prøvet det før, men jeg ville ikke. Fordi det lukker op for så mange følelse. På samme måde, som at være sammen med små børn.
Den værste følelse det lukker op for, er følelsen af at gøre min kæreste til far og det der er imellem os i forhold til det. Jeg kan ikke konkretiserer det mere, men det er der jeg virkelig mærker, hvor stor den længsel er.
Den sidste måned er jeg hver dag blevet mere og mere mentalt klar til at gå videre. Jeg havde håb for vores 8. Og sidste IUI, det har jeg altid, for det skal være der. Men inderst inde, så havde jeg slet ikke forventet eller regnet med noget. Da jeg tog graviditetstesten stod jeg kun og ventede på den ene streg, så jeg kunne smide den ud og komme videre med mit liv. Ærligt talt.
Det var en lettelse, og det var en lettelse, at det der var slut med IUI. Samtidig så græd jeg rigtig meget over den negative test, som over alle de andre negative forsøg, for selvfølgelig er jeg ked af det. Jeg er så ked af, at skulle samle os op igen fra et nulpunkt, hvor drømmen endnu engang bare er sivet ud i sandet. Men det var slut og det var faktisk dejligt. Ikke mindst dejligt, at jeg bare har set i øjnene at vi skal videre.
Det bliver et lille farvel til Fertilitetsliv fra mig, for en periode. Jeg kommer tilbage. Jeg har bare brug for et lille break, hvor det handler om alt muligt andet. Jeg har brug for lidt tid til at finde nye rutiner og tryghed i den nye verden, som venter.
Jeg vil nok gå og pusle med mine blogindlæg hele sommeren, men jeg føler også, at jeg har tømt lidt ud af de følelsesmæssige emner. Jeg er spændt på at se, hvad jeg kan finde på ar skrive om IVF.
Kære dig, som kæmper! Du er stærkere, modigere og sejere end du tror. Vi kan vokse med opgaven, og husk lige på, hvor meget vi i fertilitetsbehandling går igennem før – måske – en dag har babyen i armene – vi er allerede ægte løvemødre. Måske’et er vigtigt, fordi det er den vi kæmper med hver dag: angsten for aldrig at blive forældre. Den nagende lille tvivl.
Så kære dig: du fortjener verdens største knus, pas godt på dig selv. Du gør det godt.
Tak Fertilitetsliv, Søs og Frederik, for den her dejlige mulighed – det har været min måske vigtigste terapi. I gør et vigtigt og godt stykke arbejde med siden her!
Jeg glæder mig til på et tidspunkt at skrive om den nye rejse.
Tak til alle jer, som har læst med indtil nu. Jeg håber, at I vil med på den forhåbentligt sidste del af rejsen i efteråret.
Jeg ønsker jer alle en fantastisk sommer.
Malle
0 kommentarer