Hvordan passer man bedst på sig selv, når man gennemgår en livskrise? Jeg ved ikke, om jeg endnu har fundet svaret. Men jeg forsøger så godt, jeg kan.

Jeg ligger med lukkede øjne, mens yogalærerens stemme fortæller mig, at jeg på en indånding kan sige til mig selv, at: ”jeg har tillid til….”. Og på en udånding ”….at jeg kan blive gravid”.

Det føles rart at få et mantra, som på en eller anden måde kan erstatte de meget negative tanker, jeg har om mig selv og min krops evner til netop at blive gravid.

Fertilitetsyoga er et af mine forsøg på at få det bedre indeni. For det kan være svært at passe på sig selv, når frustrationerne fyldes overvældende – og de færreste forstår.

Isolation

Forleden spurgte min far, som vi det sidste år har undladt at fortælle om behandlingen, ”om vi mon havde prøvet at tage den lidt med ro?”.

Av, så bliver man bare så ked af det indeni og har lyst til at sige noget grimt tilbage. Og lad mig blot understrege, at han ikke er den første, jeg har hørt dette velmenende råd fra, når jeg har valgt at åbne op. Men jeg tier stille. For de ved jo ikke bedre.

Det er kommentarer som disse, der kan gøre det ekstra svært at passe på sig selv. For i virkeligheden får det modsatte effekt for mig:

Jeg får lyst til at isolere mig. I virkeligheden orker jeg ikke rigtig at se nogen mennesker for tiden. For jeg orker ikke at være ”hende der ikke kan få børn”. Eller at svare på ”hvem af jer er der noget galt med?”.

Jeg ville aller helst bare lukke mig inde i en boble og komme ud igen, når alt det her var overstået. Men det kan man jo ikke. Jeg fortsætter dagens trummerum og tæller dage til næste behandling kan gå i gang.

Sig tillykke!

For nylig fødte et vennepar en velskabt datter.

”Tillykke!” (Skynd dig nu at sige tillykke. Og smil. Smil for h…, siger stemmen indeni).

Men jeg har faktisk ikke engang lyst. Det var jo vores tur (de har et i forvejen), og vi har ’været i gang’ længe før dem.

Det endte med, at min kæreste kørte alene hjem til dem med en gave fra os begge. De vidste selvfølgelig ikke, hvorfor jeg ikke var med. Men jeg har valgt – som den del af det at passe på sig selv – at jeg ikke skal se nyfødte babyer eller være i nærheden af par, der har dem i armene. Det er for hårdt.

Balancegangen er jo sindssyg svær, fordi man ikke vil miste sine venner. Men for nu er det sådan det skal være. Og det har min kæreste accepteret.

På rejse 

Mange af jer har læst Pelle Hvenegaards bog – mig selv inklusive. I bogen fortæller han, hvordan rejser var en stor del af han og hustruens måde at håndtere krisen på.  Jeg kan kun give Pelle ret.

Vores næste rejse er også planlagt. Og det giver energi at have noget at se frem til, som kan give forholdet et skud dopamin. Så sådan kan man altså også passe på sig selv, har jeg fundet ud af.

NUET

Tilbage til yogatimen ligger jeg stadig med lukkede øjne. Mens jeg gentager mantraet, spekulerer jeg på, hvad de andre kvinder i ’klassen’ mon har valgt skal være deres?

Yogalæreren har mange gode forslag, så der er nok at vælge imellem. Jeg kan også godt lide det om, ”at for hver skridt man tager, er man tættere på målet” og noget med ’at man gør, hvad man kan”.

Et øjeblik kan jeg kun være tilstede i nuet. Jeg tvinger mit tankemylder til at stoppe. På en indånding siger jeg til mig selv:

”Jeg har tillid til…. og på en udånding: ”…at jeg kan blive gravid.