
EVIG VENTEN
Blog manager
Jeg er 26 år gammel, jeg bor på Frederiksberg sammen med min kæreste på 29 år og i marts 2020 har vi forsøgt at blive gravide i lidt over halvandet år.
Da jeg dagen efter nytårsaften i år stod med min første positive graviditetstest i hånden, troede jeg, at min fertilitetsrejse var slut. Det var den langt fra – og er det stadig på ubestemt tid. Første gang jeg så en rigtig silhuet af min lille bitte baby på skærmen hos lægen, var nemlig også første gang, at jeg ikke længere kunne se hjerteblink.
Efter en kirurgisk abort og utallige tårer senere, skal jeg snart tilbage til livet med fertilitetsbehandling. Et liv jeg hader og desværre kender alt for godt efter fire mislykkede forsøg med IUI og en IVF, der endte i en missed abortion. Dertil kommer et hav af mørke tanker, bitre følelser, jalousi, vredesudbrud, en kæmpe ulykkelighed og meget mere.
Jeg ved, at mange par har været igennem langt mere og i langt længere tid. I bund og grund er jeg da også bange for at komme til at dele samme historie, som dem der har kæmpet længst. For som sagt har min kæreste og jeg stadig ikke fået vores baby i armene, og vi ved heller ikke, hvornår vi får ønsket opfyldt. Så chancen er der, og det skræmmer mig.
På samme tid er det, der holder mig oppe og lindrer noget af min smerte, at læse og finde forståelse og genkendelse i andre kvinders fortællinger. Bl.a. gennem denne blog, som jeg synes er et fantastisk forum. Et forum som jeg ønsker at være en del af fordi, jeg gerne vil stemme i og fortælle, at vi stadig er flere derude, der kæmper os igennem fertilitetsbehandling. Det værste ved at være i fertilitetsbehandling, sådan som jeg oplever det, er nemlig ensomhed.
Jeg håber derfor, at I læsere kan finde forståelse og genkendelse i mine blogindlæg, ligesom jeg selv kan i mange andres.
Velkommen til.
mineBlogposts

En tur på Riget

Tilbage

En rutsjebane

Rub & Stub reglen
