Farvel og tak

Blog opslag

Skrevet af MisseK

24 feb, 2020

Vi har nu været igennem vores sjette og sidste fertilitetsforsøg.

I dette forsøg har vi selv vitterligt gjort alt hvad vi kunne. Jeg har gået sygemeldt, så der var 100% ro på mig. Jeg har gået til fertilitetsfys. Vi har begge fået laserbehandlinger. Vi har begge taget alverdens kosttilskud. Vi har holdt os fra alt der kunne skade æg og sæd.

Derudover har behandlingen være anderledes denne gang også. Jeg har været i lang behandling i stedet for kort. (Dette pga. mistanke om endometriose). Det betød hormonbehandling i lige knap 2 måneder. Egentlig havde vi ikke de store forventninger til dette forsøg. Men da vi nåede til ægudtagning, var resultatet markant bedre end det plejer at være. Normalt har jeg omkring 10 folliker, og så er der kun æg i ca. 4 af dem. Men denne gang kom der hele 9 flotte æg ud. Vi var derfor meget optimistiske og tænkte at nu måtte den da være der. Da vi kom hjem fra klinikken havde vores ene ko født en lille kalv. Det føltes som en tegn, og vi var ikke til at skyde igennem. Normalt har jeg fået lagt æg op på 5. dagen (såfremt de har overlevet). Men denne gang fik jeg i stedet lagt æg op 2. dagen. Det var min mors fødselsdag og solen skinnede da vi kørte fra klinikken. Jeg havde endda fået lagt 2 æg op – og alt så rigtig lyst ud. Vi drømte om at vi helt sikkert stod overfor en ombygning, hvis vi skulle få plads til 2 børneværelser.

Desværre var det kun 4 æg der var befrugtet. Jeg fik jo så lagt 2 æg op. De to andre dyrkede de videre til 5. dagen med henblik på nedfrysning. Desværre overlevede de ikke til 5. dagen.

Herefter var der 14 dages ventetid. De 14 dage er de værste. Tiden snegler sig afsted. Samtidig bliver man fortsat fyldt med hormoner. Bivirkninger ved disse hormoner er de samme som ved graviditet; træthed, ømme bryster, kvalme og murren i underlivet. Så det er rigtig svært at skille tingene ad, og man er meget opmærksom på alt i hele kroppen.

Dagen for blodprøvne kom – Vi var spændte. Vi håbede så inderligt på en positiv test. Men inderst inde var vi nok forberedt på et negativt svar. Og da svaret kom, var det da også negativt. Vi sad lidt sammen i sofaen, holdte om hinanden og græd. Snakkede om hvor uretfærdigt det hele er og ikke mindst rigtig trist. Men så rejste vi os, gik ud i vores fantastiske have og fik ordnet en masse ting. Vi var sammen hele dagen og nød hinandens selskab og ikke mindst vores dejlige lille landsted.

Bevares det ER rigtig trist og vi ER hammer kede af det ikke lykkedes for os. Vi ville da allerhelst have haft en baby sammen. Allerhelst helt naturligt og uden alt det her fertilitets-cirkus. Men nu har vi kæmpet i over 2 år, og det har været det hårdeste jegnogensinde har prøvet. Både for mig selv personligt, men også for parforhold og familielivet. Jeg har trods alt også Hjalte at tage hensyn til. Inden vi gik i gang med dette forsøg, havde vi aftalt at uanset udfaldet så blev det vores sidste forsøg. En beslutning der trods den er rigtig hård, er den eneste rigtige for os. Det har fyldt hele vores liv i over 2 år, nu skal det ikke fylde mere. Det faktum at jeg aldrig mere skal igennem en hormonbehandling med alt hvad der dertilhører, gør mig så ubeskrivelig lettet og glad.

Vi har så mange andre gode ting i vores liv som vi kan glæde os over og nyde. Først og fremmest har vi hinanden, det i sig selv er en kæmpe gave for større kærlighed har jeg aldrig før oplevet. Dernæst så har vi Hjalte. Godt  nok kun hver anden uge, men det er dejligt og vi nyder når han er hos os. Jeg savner ham når han er hos sin far, men på den anden side giver det også en frihed. En frihed som vi ville skulle give afkald på hvis vi havde et fællesbarn. Derudover har vi begge skønne familier og venner. Vi har en fantastisk ejendom, som kræver en masse tid hvis den skal blive ved at være fantastisk. Vi har en masse søde dyr (og lur mig om ikke der kommer flere til hen af vejen). Vi elsker at tage på ture med campingvognen, både som familieture hvor Hjalte er med. Men også som kæresteture.  Derudover har jeg fået et nyt spændende job, som jeg glæder mig rigtig meget til at starte på. Så vi HAR allerede så meget at være lykkelig over – og det vil vi dyrke og glæde os over. Indimellem vil sorgen være der, sorgen over vi ikke fik et barn sammen. Den må gerne være der, og det vil den nok altid være. Men vi vælger at vores fremtid skal være lykkelig sammen.

Dette bliver mit sidste indlæg her på bloggen. Tusind tak til alle der har gidet at læse med. Det har været en kæmpe hjælp for mig selv, at kunne få luft for alle tanker herinde. Jeg håber selvfølgelig også jeg har hjulpet et par stykker, til ikke at føle sig så alene i det her urimelig game.

Jeg sender hermed en kæmpe portion kærlighed til alle jer andre der kæmper – Jeg håber det lykkedes og at i får det liv i drømmer om, baby eller ej.

De kærligste Hilsner

/Misse

Relateret indlæg…

Tid til reflektion

Tid til reflektion

2019 er snart slut og det giver naturligvis anledning til at reflektere over året der er gået....

læs mere

2 Kommentarer

  1. Maria

    Puha. Sikke da et opslag! Mine øjne render i vand og jeg sender en tanke til min datter, som også blev til ved en hård kamp i ‘gamet’ og en lille tanke mere ned til mine æg som endnu engang skal have hjælp til at modnes for at min datter kan få en søskende. Det er så uretfærdigt et game, men hvor er det stærkt kæmpet! Jeg håber at I sammen kan få et fantastisk liv også uden børn. Det åbner op for nogle andre muligheder, selvom det modsatte var at foretrække og det lyder absolut til at jeres kærlighed til hinanden er nok. <3

    Held og lykke til jer fremover og tak fordi du delte din historie!

    Svar
    • Misse

      Tusind tak ❤️ Held og lykke med æggebasserne.

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Behandlingstilbudkalender

No event found!