Den 13 marts 2018 ringede vi som vi plejer til Holbæk fertilitetsklinik for at få svar på vores 3 forsøg med fryseæg. De andre gange har jeg testet nogle dage inden blodprøven, med denne gang var jeg så overbevidst om at jeg ikke var gravid, at jeg ikke engang gad at teste. Om morgenen tog jeg ned og fik taget en blodprøve.

Klokken 13:00sad vi klar på telefonen. Som altid var det Daniel der ringede, det er alt for hårdt for mig at have en dame i den anden ende fortæller mig at jeg igen ikke er blevet gravid.. Men denne gang sagde hun ’ja, jamen der er jo rigtigt gode nyheder’’ Daniel og jeg kiggede straks på hinanden. Tiden gik stå, damen forsatte ’’stort tillykke’’ og begyndte at fortælle om alt muligt jeg skulle og ikke måtte gøre. Det var så urealistisk og jeg var fuldstændig grædefærdig.

Vi lagde på, krammede og var så glade! Det var så mærkeligt! Jeg havde altid været så sikker på at jeg ville kunne mærke når den var der, der ingeting var anderledes end de andre forsøg. Mit HCG var endda rigtigt flot højt (1119).

Vi ringede rundt til de nærmeste med det samme, men det var faktisk slet ikke en fed oplevelse. For alle sagde bare ’’ej hvor dejligt tillykke. Nu skal i huske at det stadig kan gå galt, når du ikke er længere henne’’. De tanker havde vi nok af i forvejen og var på ingen måde det vi havde brug for.

Da jeg var 5+4 var jeg på arbejde, jeg gik oppe på gangen og følte lige pludseligt der var noget galt. Jeg gik ned for at tjekke at alt var okay, men det var det SLET ikke. Jeg havde blødt! Jeg blev så pisse bange, jeg prøvede at fortælle mig selv at det ikke betød at det var slut. Vi var i forvejen for lidt på arbejde, så jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte tage mig sammen den sidste halvanden time inden jeg havde fri. Jeg prøvede, men efter 10 min. kunne jeg ikke mere. Jeg måtte fortælle min kollega det hele og ringede efter Daniel – han kom selvfølgelig hentede mig med det samme. Jeg kom hjem, viste det til Daniel.. Han sagde ’’ja, du har blødt. Men det er ikke særlig meget’’. Han havde ret, men angsten for at have mistet var så stor. Jeg lagde mig ind i seng, og blev liggende resten af dagen. Jeg blødte ikke mere, indtil næste aften hvor jeg havde gjort rent, jeg havde blødt helt sindssygt meget! Vi var begge sikre på at nu var det slut.

Men jeg blødte ikke mere end det, jeg fik en tid til scanning på klinikken nogle dage efter. Da jeg var 5+6 begyndte jeg at kaste fuldstændig uhæmmet op!

6+1 var vi til scanning, jeg lagde mig op og var forberedt på at de sagde at der ikke var hjerteblink, at jeg var gravid uden for livmoderen eller lignede. Men lige der, var det fineste lille hjerteblink. Hun mente dog at den var en smule lille og det var svært for hende at måle. Så vi fik en tid til en ny scanning 7+5. Jeg forsatte med at kaste op non-stop. Til scanningen 7+5 var jeg igen forberedt at fosteret var gået til.. men igen lå der den fineste lille prut. Det var vokset så fint og var faktisk en smule længere end det burde være

Jeg forsatte med at kaste op non-stop. Jeg blev sygemeldt og fik nogle kvalmestillende piller.

11+0 valgte vi at købe en scanning for at se om alt var okay, det var det! Den lille fis hoppede rundt derinde.

12+5 var vi til nakkefoldscanning, igen der så alt perfekt ud. Men lykken var kort. Om aftenen begyndte jeg at pletbløde en smule, jeg prøvede at bevare roen og lagde mig og faldt i søvn. Da jeg vågnede igen blødte jeg meget, RIGTIGT meget. Jeg var helt sikker på at denne graviditet var slut nu. Vi ringede til vagtlægen og fik en tid med det samme. Vagtlægen mærkede på mig og valgte at sende mig videre til gynækologisk med det samme. Vagtlægen var meget bekymret, og forberedte os på det vi godt vidste. Vi kom op, og der stod 40 læger inde på stuen. Lægen begyndte at scanne mig, scanneren vendte væk mod mig så jeg ingenting andet kunne se andet end Daniels ansigt, som så meget bekymret ud, med tårer ned af kinderne. Lægen siger til sin kollega lavt ’’det er da et helt fint hjerteblink det her ik’’ lægerne svarede ’jo’, ’ja, det er fint’’ uden overhovedet at informere mig. Før jeg selv spurgte om der var hjerteblink. Det var der, og alt så fuldtsændig normalt ud.

En uge efter skete præcis det samme igen.

14+3 fandt vi ud af at det var en lille dreng, nu er det så meget mere virkeligt og så meget nemmere at forholde sig til at der rent faktisk er en derinde.  Min kvalme begyndte at aftage i uge 11 men jeg har forsat dage, hvor jeg kaster rigtigt meget op.

Tusind tak til fertilitetsliv.dk, tak til Søs og Frederik som står bag og ligger en masse tid og arbejde i at hjælpe. Tusind tak til alle jer der har fuldt mig, læst med og skrevet søde beskeder. Fertilitetsliv.dk har været et positivt input i en meget hård tid. Det at skrive har hjulpet mig meget med at bearbejde den sorg, det er at være ufrivillig barnløs. Jeg hepper med på alle jer der stadig kæmper. Held og lykke til jer alle sammen og TUSIND gange tak for alt. Jeg vil nu ligge alt fokus på den lille trold der ligger og bobler og vokser sig stor og dette vil derfor være mit sidste indlæg på fertilitetsliv.dk – i hvert fald i denne omgang.

Du kan læse alle Caroline Zieglers blogindlæg her

Pin It on Pinterest