Man ved aldrig hvad man får!

Man venter og venter på ens menstruation kommer så man kan komme i gang! Og Yes! Så kommer den… Så er der lige en opstartsscanning der skal overstås. Normalt så er det jo I N G E N T I N G at skulle scannes – indtil man prøver at det slår fejl (whaaat – kan det gå galt allerede dér?).

Man kan risikere at, man ikke har udstødt slimhinden ordentligt. Eller der kan være en cyste (godartet – som ALLE får i ny og næ) og så kommer man ikke i gang denne cyklus!… Så ringer man da bare lige næste gang man får mens! Whaaaat! Ja! Så venter man da bare lige en måned mere. I andres verden er en måned jo intet. Men når man bare gerne vil i gang – så der det jo helvede på jord at skulle vente!

Hvis alt er ok – så er det i gang med sprøjter og piller (afhængig af hvilken type behandling – IVF/frost/donor – dette eksempel – frost) i et antal af dage.

Så er der lidt kontrolscanninger af slimhinden. Så starter man  på progesteron (Crinone/Lutinus ect.) og dernæst æg oplægning! Så skulle man tro at det er ’done deal’! Men nej nej – man bliver’ klogere. Meget klogere.

De første par dage går ok. Mærker jeg noget! Hvad var det! Hmm ømme bryster – det plejer at være gode tegn…. osv osv. Så kommer tvivlen. De ualmindelige forfærdelige lange 14 dage man skal vente på testdag. Kroppen fortæller og viser dig alverdens tegn. Gravid? Ik gravid? Lidt gravid?

Teknisk set er man jo gravid indtil andet er bevist. Jeg syntes det er forfærdelige 14 dage. Hele vejen igennem. Man overvåger egen krop. Den krop som er dopet op på hormoner, som får den til at sende ‘mixed signals’. Jeg har haft alle symptomer på graviditet tror jeg. Og så alligevel aner jeg, det ikke. For jeg har ikke en eneste gang været gravid. Ikke engang i nærheden. Så ved jo faktisk ikke hvordan det er. Desværre.