Der er forskning der viser, at hver 6. Kvinde i fertilitetsbehandling får en depression.

Jeg er desværre blevet en af dem. Selvom jeg selv synes, at jeg er fint på vej videre, så er det desværre sket. Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg har haft det, så kan jeg indimellem ikke helt fatte, at jeg faktisk har klaret det her. For FØJ! Hvor har der været hårdt.

Det startede med, at jeg i september 2017 blev sygemeldt med en alvorlig belastningsreaktion. Groft sagt, kan jeg bedst forklare, hvordan jeg havde det, ved at sige, at jeg mest af alt havde lyst til at kigge ind i væggen – hele tiden. Eller tage en virkelighedsflugt på sociale medier.

Det krævede så meget af mig at skulle uden for mit hus, være social osv.  Jeg sov ikke om natten igennem lang tid, og jeg husker egentlig mest den periode, som meget tåget.

Selv de mindste ting pressede mig. Jeg følte at mit arbejde voksede mig over hovedet. Jeg havde haft meget fravær pga. Behandling, og da den tid går fra mit arbejde, så giver det jo sig selv, at jeg over tid kom bagefter. Jeg følte ikke, at jeg duede til noget, kunne noget, var noget og jeg følte ikke der var noget, der var værd at leve for. Jeg kunne ikke se meningen. Det var altoverskyggende for mig og for mit selvværd/selvtillid, at jeg ikke kunne gøre det allermest naturlige for en kvinde – at blive gravid og føde et barn. Jeg følte og føler til tider stadig, at det står skrevet i panden på mig og jeg er reduceret til en defekt fødemaskine. Og hvad kunne jeg så bruges til?

Efter min fuldtidssygemelding, kom jeg hurtigt tilbage på arbejde delvist, for det var vigtigt for mig at prøve at holde fast i arbejdet. Så jeg begyndte at arbejde 3 timer hver dag. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg SKULLE ud at gå en lang tur med hunden hver dag. Hvis jeg ikke pressede mig selv til det, så sad jeg bare og kiggede ud i luften eller i min telefon.

For at sikre mig, at jeg fik lavet noget hver dag, så lavede jeg lister og planlagde hver dag, hvad jeg skulle, udover arbejde og gåtur. Så hver dag, når jeg kom hjem havde jeg 2 ting skrevet ned jeg skulle gøre. Fx “handle ind” og “gå på apoteket”, så jeg var sikker på jeg fik noget gjort.

På de dage hvor jeg var til scanning var der tit ikke meget mere end det, da mange af gange gjorde mig så ked af det, at jeg mest bare havde lyst til at kaste op. Omvendt viste jeg også godt, at når det var gået godt, så havde jeg næsten uanede mængder energi og håb.

Jeg begyndte i psykolog behandling i november og det begyndte at gå lidt fremad.

Julen var SVÆR, fordi det var en påmindelse om, at der var gået endnu et år, og jeg synes julen er meget børnenes fest.

Kort efter jul brød jeg et par gange fuldstændig sammen, hvor alt var sort. Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg ville så gerne bare ud af det her.

En dag brød jeg fuldstændig sammen hos min læge. Hun spurgte mig meget konkret og direkte ind til, hvordan jeg havde det. Hun spurgte også indtil, om jeg havde tænkt på, at jeg ikke skulle leve længere. Det havde jeg, men ikke konkret. Jeg har tænkt, at jeg SKAL ikke leve uden at blive mor… der er en anden udvej. Der er så meget skam i at indrømme det, men jeg tror det er naturligt, at man i en desperat situation tænker, hvilke valgmuligheder har jeg?

Det endte med min læge lavede en depressionstest og konstaterede en moderat depression. Min læge anbefalede, at hvis jeg ikke inden for en måned havde det bare lidt bedre, så skulle jeg påbegynde antidepressiv behandling. Det kunne jeg slet, slet ikke se mig selv i. På nogen måde.

Jeg går meget op i, hvad jeg spiser, hvilke ting jeg udsætter mig selv for og også hvad der er i de ting jeg bruger, fx make up m.m. Det var simpelthen så forkert for mig at forestille mig, at jeg skulle have antidepressiv medicin, fordi det føltes, som det modsatte af at kæmpe for en graviditet. Desuden føltes det, som om at jeg fik taget endnu mere kontrol over min krop fra mig. Det kunne jeg ikke bære. Og jeg havde slet ikke brug for at miste mere kontrol.

Med det samme tog jeg en beslutning om, at det skulle jeg ikke. Selvom jeg i mine sorteste øjeblikke tænkte, at det kunne være rart med en hjælpende hånd og lidt “medvind på cyklen” (ja, det kalder min læge antidepressiv…)

Jeg talte længe med min psykolog om, hvordan antidepressivmedicin virker og hvordan man kan hjælpe sig selv på vej uden medicin.

Min læge og min psykolog vendte flere gange tilbage til at anbefale mig at blive fuldtidssygemeldt igen. Men det ville jeg ikke. Hvis jeg ‘gav slip’ på mit arbejde, så ville jeg give slip det sidste af mig selv. Det var sindssygt hårdt, selvom jeg var delvist sygemeldt, at holde fast i arbejdet, men det ville jeg bare. Mit arbejde har altid været vigtigt for mig, og en stor del af mig. Jeg har været tvunget til nogle omprioriteringer, fordi fertilitetsbehandling bare tager den plads den tager. Men jeg havde brug for at være noget andet end bare barnløs, og mine tanker larmede så frygteligt, når jeg var alene derhjemme.

Jeg begyndte at have mere fokus på, hvad der gør mig glad. Og på at, ja, plan A er børn, men plan A kan godt køre, samtidig med man har en OK plan B rullende parallelt… jeg må faktisk gerne have det sjovt og hygge mig, tage til arrangementer osv. Selvom plan A er at blive mor – for jeg er også meget andet end det.

Jeg begyndte at løbe og har forsøgte at fremprovokere nogle glade situationer, som en form for kunstig antidepressiv, fx gjort ting som jeg er glad for. Tit har jeg ikke haft lyst til det, men jeg har tvunget mig selv til det, fordi jeg vidste det nok skulle blive rart. Jeg vidste også, at jeg ikke blev mere glad af at sidde derhjemme, for jeg gik bare mere og mere i stå ved det.

Jeg føler mig stadig ret skrøbelig. Forstået på den måde, at når der sker dårlige ting i behandling eller jeg bliver presset mere end normalt, så blinker alle de røde lamper. Da jeg aborterede i maj måned, mens vi var på ferie, var min første tanke “hvor mange etager er der på det her hotel og dør jeg, hvis jeg springer ud? For det her skal jeg ikke.”

Men jeg kommer lidt nemmere videre nu, når livet giver de dyk. Det er jo ikke en kamp man vinder over natten, det tager lang tid. Jeg føler mig stadig max stresset af fertilitetsbehandling til tider, det stresser mig også, fordi problemer med at blive gravid ofte ledes sammen med stress. Så enkelt tror jeg ikke, at det er, men tanken rammer mig. Det lærer jeg ligeså stille at håndtere. Men det tager lang tid. Jeg har ikke lært det endnu helt.

Jeg ville virkelig ønske at jeg havde været det her for uden. At vi bare havde vores to små ønskebørn rendende rundt i haven, men det har vi ikke. Efterhånden så har jeg fået det vendt til en taknemmelighed for, hvad jeg har lært af det. Det har også en værdi.

Jeg har gået ned i tid på arbejde, for på den måde at kunne komme helt tilbage, blive raskmeldt og få en lille succes med det.

Tak fordi du læste med. Det betyder mere end ord kan beskrive. Fertilitetsliv har uden tvivl også været en form for terapi for mig. Og er det stadig. Jeg er kommet af med nogle ting her og har lært at sætte ord på nogle ting, som sjældent ellers er kommet ud. TAK!

Malle