Sidst fortalte jeg om mine bekymringer omkring scanningen og graviditeten generelt. De blev desværre ikke gjort til skamme. Dagen efter scanningen, og jeg havde skrevet indlægget, fik jeg voldsomme mavesmerter – men ingen blod. Jeg tog hjem fra arbejde, for jeg kunne ikke holde ud at være der + hvis det ”bare” var ligamentsmerter, så var det nok bedst at tage det stille og roligt.

Efter et par dage på sofaen med mavesmerter kom der lidt pletblødning, og der vidste jeg, at det var slut…

Et styks scanning, tak!

Jeg er i den ”heldige” situation, at når det går galt, så går det galt i weekenden – hvor ingen læger vi se dig, for de ”kan jo ikke gøre noget alligevel, hvis en spontan abort er i gang”. Så jeg måtte vente til mandag morgen, hvor mavesmerterne var aftagende, men jeg ville stadig undersøges… Det ville de umiddelbart ikke. Jeg fik at vide af min egen læge, at jeg kunne ringe til fertilitetsklinikken, da jeg nok mest var deres ansvar – men jeg kunne få en tid for en sikkerhedsskyld, hvor vi kunne tale om blodprøver. Så jeg ringede til fertilitetsklinikken og forklarede situationen, men de ville heller ikke se mig – jo, en uge efter, for så kunne man lige se om alt ikke var okay! EN UGE EFTER?! De af jer, der har prøvet at miste et barn ved godt, at man ikke kan vente en uge på at få vished, især ikke når man er sikker på, at der ikke er liv – så skal det foster bare ud! Men det blev ikke så nemt…

Jeg tog derfor til min egen læge til ”sikkerhedstiden”, hvor vi skulle snakke blodprøver og måling af hcg-tal. Jeg forklarede hende hele situationen igen, hvordan det ikke havde været så udviklet til scanningen osv., og hun besluttede så heldigvis at sende mig videre til en akutscanning. Jeg troede indtil da, at nu var min tålmodighed da sat nok på prøve – men nej, jeg tog grueligt fejl… for ikke nok med, at du mister dit 2. barn på et halvt år, så skal du også igennem et helvede for at få det foster ud igen.

1… 2… 3 aborter?

Scanningen viste ganske rigtigt, at fosteret var dødt. Men det vidste jeg godt. Den meget uerfarne, unge læge kunne dog ikke rigtig finde ud af, hvad han så på inde i min livmoder? Så der måtte mere erfarne kræfter til. Så her lå jeg, men benene i bøjlerne og dildoscanneren oppe i mig, mens han prøvede at smalltalke lidt – så det ikke blev alt for akavet? En mere erfaren læge kom og hun scannede mig. Hun mente, at blommesækken var begyndt at bevæge sig ned til en spontan abort, så jeg kunne lige få stikpillerne til en medicinsk, for at sætte det hurtigere i gang. Jeg fortalte hende pænt, at sidste gang virkede de piller ikke, så hvis jeg kunne få en kirurgisk abort ville jeg blive ”glad”. Men det kunne der ikke være tale om. Så efter endnu 20 minutters akavethed på akutstuen, spurgte jeg om jeg ikke måtte gå? Men de var lidt betænkelige over at sende mig afsted alene (Min kæreste var til jobsamtale, hvor han heldigvis fik jobbet J)

Dagen efter stak jeg pillerne op og lå stille i en time, faktisk to, som foreskrevet… men der skete ikke noget. Jo, lige inden aftensmaden faldt tre af pillerne ud, hele. Der skete heller ikke noget dagen efter, eller dagen efter. Så da vi endelig nåede til 4. dagen, som tilfældigvis var en fredag, uden nogen blødning, ringede jeg derind og fik en tid til endnu en scanning. Min tålmodighed var ved at være brugt op.

Jeg fik endnu en scanning fredag eftermiddag, der viste, at der ikke var sket noget. Så jeg skulle da have en medicinsk abort mere. Der sagde jeg nej. Jeg skulle ikke gå hjemme og vente på en abort mere – nu måtte de give mig et udskrab. Men det fik jeg ikke lov til at få, men de indlagde mig i stedet, så kunne jeg få en kirurgisk abort om lørdagen, hvis det igen ikke virkede.

Jeg blev indlagt og lagde igen pillerne op, omkring kl. 16.00. Kl. 22.00 ville jeg sove, men der var noget der irriterede. Så jeg stak fingrene op og fiskede fire hele piller ud, der var ved at bevæge sig nedad i livmoderhalsen – jeg optager dem simpelthen ikke. Lørdag var så fastedag, da jeg skulle have den kirurgiske. Så jeg ventede, ventede og ventede lidt mere. Omkring kl. 11.30 fik jeg så lagt drop, da jeg var ved at være rimelig dehydreret. Kl. 12.05 blev jeg sendt til endnu en scanning, for de var stadig ikke sikre på, at den kirurgiske abort var den rigtige vej frem. Jeg var ved at bryde sammen – hvor meget vil I udsætte mig for oveni min sorg? Scanningen viste, ikke overraskende, at der ikke var sket noget ved den 2. abort – så den søde (den første jeg stødte på, denne gang) ville gerne give mig en kirurgisk abort. Så nu skulle jeg bare vente til det blev min tur.

Ventetiden var lang og jeg var, flere gange, ved at slå min kæreste ihjel – han var nemlig sindssygt irriterende. Det havde bestemt ikke noget at gøre med, at jeg var presset til det yderste. Men da klokken blev 17.45 skete der endelig noget – jeg blev hentet!

En halv time efter var det slut og kl. 19.30 sad vi hjemme i vores sofa med mad, et foster mindre og et tab større…

NB. Som man kan mærke, har jeg ikke været imponeret over læger i denne proces, da de overhovedet ikke lyttede til hvad jeg sagde. Til gengæld skal alle sygeplejersker på Gynækologisk dagafsnit i Aalborg have min største respekt og taknemmelighed. De var meget søde og behandlede os så godt! Så tak!