Del 2

Det var blevet muligt for Andreas og jeg at tilmelde os behandling! Jeg tror ikke rigtigt, at jeg forstod det eller også turde jeg bare ikke håbe på det. Jeg følte i hvert fald ikke noget særligt. Stik imod hvad jeg havde forventet. Jeg regnede mig frem til, at min cyklus var 1,5 uge fra en mulig tilmelding. Skæbnen ville, at jeg fik min menstruation fredag aften d. 15. maj – dagen hvor vi overtog vores nye lejlighed. Jeg ringede derfor til klinikken lørdag morgen, inden vi skulle mødes med en hel flok venner og familie, der skulle hjælpe os med at flytte. Da jeg ringede, fik jeg besked om, at de ville ringe tilbage i løbet af dagen med besked om vi havde fået en plads. Grundet Corona, ville de være nødsaget til at afvise nogen, hvis der var for mange, som tilmeldte sig. Jeg blev ringet op kl. 8:50, bare ti minutter før alle de søde flyttehjælpere dukkede op, med besked om, at jeg skulle møde op på klinikken om mandagen, hvor de ville afgøre om det var for sent i min cyklus at starte op. Jeg var så spændt og bange på én gang, at jeg rystede. Andreas og jeg nåede ikke at tale yderligere om emnet, da flyttehjælperne dukkede op lige efter. Der var ikke andet at gøre end at holde masken og lade som om. Hvis der er noget, jeg er dårlig til, så er det at holde masken og lade som om. Det gik heller ikke uproblematisk, da vi efter flytningen startede med en vandskade i den nye lejlighed. Jeg havde en voldsom overreaktion, og jeg brød grædende sammen pga. den uheldige start i vores nye hjem. Reaktionen var nok nærmere et resultat af alle de uforløste følelser og tanker, der kværnede rundt i mit hoved og i min krop med tanken om, at jeg måske/måske ikke kunne starte fertilitetsbehandling op om bare 2 døgn.

Senere på dagen ringede de igen fra fertilitetsklinikken. Det viste sig at mine blodprøver var forældede, og at jeg derfor skulle have taget nye blodprøver samme dag som den første scanning skulle finde sted.

Det blev mandag og tid til min scanning, der skulle afgøre om vi kunne starte op med det samme eller om vi blev afvist med besked om at vente til næste cyklus. Endelig efter 30 minutters forsinkelse, blev jeg kaldt ind og efter en ganske kort snak, blev jeg scannet. Alt så fint ud, så jeg fik en ny tid til scanning 1 uge senere. Samtidigt blev jeg informeret om typen af behandling (ICSI), selve hormonbehandlingen, samt instrueret i, hvordan jeg skulle stikke mig selv den kommende uge. Alt dette med forbehold for, at mine blodprøver fortsat var fine – det var de heldigvis.

Samme aften skulle jeg stikke mig selv i maveskindet for første gang. Det gik langt nemmere end forventet, og jeg tænkte fortrøstningsfuldt, at det kunne jeg sagtens klare. Ugen gik og jeg klarede sprøjterne på egen hånd. Andreas var hele tiden en del af processen, men håndteringen klarede jeg selv. Jeg fik dog altid lige et opmuntrende kys og kram inden jeg stak af til badeværelset, hvor jeg kunne udføre opgaven i ro og fred.

Jeg ankom spændt og nervøs til klinikken ugen efter. Jeg kunne intet huske omkring forløbet, jeg havde foran mig eftersom vi deltog i informationsmøde i september 2019, hvor alle detaljerne blev gennemgået. Det var 8 måneder siden! En mandlig læge undersøgte mig. Han virkede distanceret og travl, og kom med kommentarer, som jeg ikke forstod: ”De er godt nok skæve”. ”De skal være mindst 17 mm, ved du nok”. ”NEJ”! ”Det gør jeg ikke, og hvad betyder det, at de er skæve? ”Er der noget galt med mig eller mine æg”? Jeg turde ikke spørge, da jeg åbenbart burde vide disse ting. Jeg gik derfra med besked om at fortsætte uændret på min hormonbehandling, og med en ny tid til scanning 2 dage senere. Da jeg mødte op 2 dage efter, var det med glæde og lettelse, at jeg blev mødt af en anden læge. Hun var langt mindre distanceret og gav sig tid til at lytte og tale med mig. Jeg havde været i hormonbehandling i 10 dage, og kun 3 ægblærer havde den rette størrelse. Lægen kunne se på scanningen, at jeg havde en masse, der kunne blive klar, hvis jeg lige fik lidt mere tid med hormonbehandlingen. Datoen for ægudtagningen blev planlagt efter scanningen. Jeg skulle fortsætte uændret med hormonbehandlingen og møde op 5 dage senere til ægudtagningen. Jeg fik ingen tid til scanning forinden, så jeg bekymrede mig en del, hvorvidt de æg, der allerede var klar, vil gå tabt, og om der overhovedet vil være nogle æg at tage ud.

På dette tidspunkt i forløbet havde jeg stukket mig selv i maveskindet i 10 dage og skulle fortsætte i yderligere 3, og de seneste 5 dage havde det været med 2 forskellige sprøjter. Det var ikke længere en ubetydelig ting at gøre, og da vi var 2 dage før ægudtagningen, hvor jeg skulle tage den allersidste sprøjte, græd jeg. Jeg kunne simpelthen ikke klare det mere. Nu var det hele blevet for meget. Jeg havde ondt og var øm, og havde en mave på størrelse med en ballon. Selv en lille niveauforskel på vejen, gav smerter i mit fyldte og spændte underliv. Jeg var helt ærligt bekymret for om det kunne og skulle briste dagen før ægudtagningen.

På dagen for ægudtagning skulle jeg møde på klinikken kl. 8 med en sædprøve fra Andreas. Andreas havde på intet tidspunkt været med til scanningerne, og fik heller ikke lov til at gå med ind til ægudtagningen, pga. Corona. På trods af dette, tog Andreas med ud til hospitalet om morgenen, hvor ægudtagningen skulle finde sted. Vi vidste ikke hvad tid, jeg ville komme til, og hvor lang tid hele processen ville tage. Jeg kyssede Andreas på gensyn og gik ind i klinikken. Jeg fik besked om, at jeg var nummer 2, så jeg ville komme ind kl. 9:00. Jeg fik en beroligende pille, og der blev lagt en venflon i min arm. Ventetiden alene var lang, og jeg brugte den på at skrive lidt sammen med Andreas, som vandrede rundt som en anden høg ude på matriklen, frustreret over ikke at kunne være der for mig.

Jeg fik taget 10 æg ud og måtte undervejs kapitulere, at udholde smerten, og bede om mere morfin. Efter den succesfulde ægudtagning, skulle jeg hvile mig yderligere 30 minutter. Efter hviletiden og en snak med sygeplejersken om den fortsatte behandling, kunne jeg gå ud til min søde kæreste, der havde ventet udenfor i knap 3 timer. Nu skulle tiden bare gå, så vi kunne få besked, om der var befrugtede æg til oplægning og frys.