Jeg tror på, at hvis tabuet skal brydes, så skal vi snakke højt om det. Jeg var rigtig god til at snakke højt om alt det tekniske i fertilitetsbehandling. Men de følelser som jeg gennemgik, er noget som jeg først er blevet bedre til at snakke højt om, efter Aja kom til verdenen.

Vi havde inden vi gik i gang valgt at fortælle det til familie, de tætteste venner samt på vores respektive arbejdspladser. Vi følte det var vigtigt, at dem vi så til dagligt vidste præcis, hvad det var vi gennemgik. Jeg vidste godt, at der ville komme spørgsmål om behandlingen, da mange er meget uvidende omkring, hvad det egentlig vil sige at være i fertilitetsbehandling. Disse spørgsmål var nemme at besvare. Der kunne jeg repetere det, som lægerne på Køge havde forklaret os. Men jeg havde ikke fået forbedret mig ordentlig på, at jeg ville få spørgsmål omkring, hvordan jeg havde det. Spørgsmål som jeg ikke bare kunne forklare med tekniske begreber. Spørgsmål, der er svære at svare på, når man ikke selv ved det.

Når jeg tænker tilbage på hele forløbet, går det op for mig, at jeg på en måde lukkede af for mine følelser rimelig tidligt i forløbet. Jeg var bange for at blive såret, hvis det ikke gik godt, så jeg satte nærmest autopilot på. Vi skulle bare igennem det.

Jeg havde svært ved at mærke mig selv. Inderst inde tror jeg det bunder i, at vi under hele forløbet, havde svært ved at finde ud af, om vi skulle være optimistiske eller pessimistiske. Hver gang vi var på fertilitetsklinikken, fik vi en blanding af gode og dårlige beskeder fra lægerne. – ”Du har svær endometriose, så det kan gøre det svært. I er unge, så det øger jeres chancer. Du responderer ikke særlig godt på medicinen, det gør det svært. Nicklas har god sædkvalitet, så det er godt”. Jeg følte at, hver gang vi havde været der, så gik jeg derfra med en ny følelse.

Vi prøvede at være positive og bevare optimismen, men der var dage, hvor det eneste jeg havde lyst til, var at lægge mig under dynen og græde. Dage, hvor det hele var for meget og jeg følte at jeg fejlede som kvinde. Det var min skyld, hvis det ikke lykkedes at få ønskebarnet. Men det var også de dage, hvor jeg var ekstra glad for, at vi havde valgt at åbne op omkring behandlingen. Det var nemmere at få den støtte, som jeg personligt havde brug for, når jeg ikke skulle forklare, hvorfor jeg var nedtrykt. Også fordi når jeg var nedtrykt behøvede det ikke at bunde i, at vi havde fået en dårlig besked. Det kunne bare lige være den dag, hvor det hele blev lidt for meget. Hvor jeg havde brug for at stortude og bare være ked af, at det lige var os, der skulle det igennem. Den dag, hvor den optimisme alle siger, er så vigtig at have bare ikke var nok, til at holde de negative tanker væk.

Når jeg bliver spurgt i dag, om det var følelsesmæssigt hårdt, så svarer jeg altid; ja.

For uanset om et fertilitetsforløb varer 3 måneder eller flere år, så er jeg af den overbevisning, at det er noget af det mest følelsesmæssige hårde, du kan gå igennem. Og en af de største prøvelser som par.