Så skete det… for nogle dage siden havde vi vores første ægoplægning(FER). Det er en dag vi har ventet på længe og set frem til.
Jeg var sikker på at dagene op til og dagene efter, ville være fyldt med en masse glæde. For nu ville muligheden for at blive gravid, virkelig være der, MEN sådan var og er det ikke.

Dagene op til ægoplægning var jeg slet ikke mig selv. Jeg kunne ikke være i min egen krop og kunne for den sags skyld ikke være nogen steder. Jeg havde en uro/sitren i kroppen af både positive og negative følelser efter alt for mange varierende tanker. Det føltes som om, at jeg bare holdt vejret og først kunne trække det igen, når oplægningen var overstået.
Alle følelserne blev i gangsat af endnu flere tanker. Blandt andet tanker omkring mulighederne for, at ægget ikke ville klare optøning, at klinikken af en eller anden grund måtte aflyse tiden, angsten for at jeg ville blive syg af corona inden og derfor ville være nødt til at aflyse, at min slimhinde ikke ville være klar, at min krop i det hele taget ikke var klar og sidst men ikke mindst de positive tanker om, HVIS jeg nu blev gravid. Det var for mig nogle rigtig gårde dage.

Vi kom heldigvis frem til ægoplægningsdagen uden at mine bekymringer blev til noget. Ægoplægningen forløb fint og jeg var lettet da jeg trådte ud af klinikken – MEN jeg kunne også mærke at jeg ikke følte den lettelse som jeg troede ville når blastocysten lå på sin plads. Jeg havde fortsat en uro/sitren i kroppen og nu gik tankerne bare på, hvordan blastocysten ville klare sig hos mig. Ville min krop tage imod ægget og gøre et godt arbejde, ville jeg overanstrenge mig og lave nogle forkerte bevægelser eller ville min psyke påvirke ægget negativt og igen, de positive tanker ”måske bliver jeg gravid.

Det er som sagt nogle dage siden og jeg må erkende at tankerne og de medfølgende følelser ikke har ændret sig. Jeg må nok indstille mig på, at det fortsætter frem til testdag. Næsten to uger, puha!! …og måske længere, for så kommer der vel bare nye bekymringer.

Det her må være den vildeste rutsjebanetur jeg har været på følelsesmæssigt i hele mit liv, og det siger en del, for jeg brugte hele sidste år, på en sygemelding med stress, som i hvert fald også var en følelsesmæssig rutsjebane tur. MEN det her det slår dét!

Alle der har været eller er i fertilitetsbehandling ved helt sikkert, hvad jeg snakker om. Dagene op til testdag, tester virkelig ens psyke og tålmodighed. Det er dage hvor man skifter imellem at tænke ”jeg er gravid” og ”jeg er ikke gravid”. Man mærker hver en lille ændring i kroppen, man analysere ændringen og Googler løs symptomerne på tidlig graviditet.

Jeg prøver virkelig at forblive positiv. Ikke at tænke for meget på situationen. Vi har også besluttet at vi ikke tester før testdag, så det håber jeg, at vi kan holde(jeg tvivler dog ☺).
Jeg har heldigvis påskeferie nu og jeg har besluttet at jeg vil bruge dagene på, at være god ved mig selv og gøre mit bedste forsøg på, at aflede mine tanker fra maven.

Til jer der har været igennem lignende; i er for seje!
Til jer der står i samme situation; hold ud!