Følelsen af fiasko

Alle succeshistorierne i fertilitetsverdenen er oftest om folk der opnår en graviditet og bliver forældre. Det er også en virkelig lykkelig omstændighed og en succes for mange.

Men betyder det så at man er en fiasko hvis man er i fertilitetsbehandling eller er endt som permanent ufrivillig barnløs? Nej, selvfølgelig ikke.

Alligevel er vi alle ofte medvirkende til at tegne et billede af, at en graviditet og børn er lig med succes i livet, og det kan gøre at vi føler os forkerte og som en fiasko hvis vi ikke lykkes med netop det.

Forkerthedsfølelsen

I mit foreløbige 4 års fertilitetsforløb har jeg ofte følt mig meget alene og udenfor fælleskabet. Alene med alle de svære tanker og følelser, fordi jeg ikke er en del af graviditets- eller morfælleskabet.

Vi har været til mange barnedåb. Det har været hårdt, fordi sådan en dag netop er børnenes fest. Her bliver jeg virkelig mindet om hvad jeg selv så inderligt ønsker, men ikke har. Til den seneste barnedåb ramte forkerthedsfølelsen mig ekstra meget.

Jeg glædede mig virkelig til at fejre et nyt lille liv, men jeg frygtede det også. Datoen ramte desværre en dag hvor kæresten var forhindret. Bare tanken om at skulle til barnedåb alene var nærmest ikke til at overskue. Det gjorde bare ondt værre.

Det var tunge skridt mod kirken. Knuden i maven blev større. Ubehaget og uroen spredte sig i kroppen. Angsten kom snigende. Jeg måtte lige stoppe op og tage et par dybe indåndinger inden jeg trådte indenfor.

Aldrig før har jeg følt mig så alene og udenfor fællesskabet som lige i det øjeblik da jeg trådte ind i kirken. Følte at alles blikke ramte mig og følte at de tænkte, at der kom en barnløs single kvinde.

Jeg fandt en plads. Yderst på en bænk hvor der også sad en børnefamilie med mor, far og to små børn. Jeg følte at alle andre i kirken var der med deres kærester, ægtefæller og børn. Jeg var bare mig. Uden børn og uden min store klippe. Tårerne pressede sig på da den første salme startede. Så der sad jeg med våde øjne, og håbede ikke at få øjenkontakt med nogen.

Det var en hård dag følelsesmæssigt. Der var mange børn og derfor meget børnesnak. Jeg under virkelig alle børnefamilierne det de har, og det er vigtigt for mig at kunne rumme netop det. Det ændrer dog ikke på hvor smertefuldt det var for mig at sidde der midt i det hele – helt alene.

Jeg måtte sætte mig selv til side og glæde mig på andres vegne, men jeg ville ikke have været dagen foruden. Jeg kunne sagtens have valgt at sige nej tak til invitationen, men jeg ønskede så inderligt at være en del af denne glædelige begivenhed, og jeg er så glad og stolt over at jeg klarede det godt.

Hvornår er man en succes?

Efterfølgende har jeg funderet meget over hvorfor forkerthedsfølelsen ramte mig så hårdt. Hvorfor følte jeg mig så meget udenfor fællesskabet og som en fiasko?

Vi mennesker har mange forskellige drømme her i livet, og for mange af os er et af de helt store ønsker at blive forældre og stifte familie. Mange ser dette som en selvfølge, da vi ofte er vokset op med et billede af at den stereotype kernefamilie er det perfekte.

Sandheden er, at det desværre ikke er muligt for alle at blive naturligt gravide eller overhovedet at få børn. Det er en kæmpe gave at få børn for dem der ønsker det. Men det er vigtigt at understrege at man sagtens kan opnå glæde og lykke uden børn, både imens man er i fertilitetsbehandling og som permanent ufrivillig barnløs.

Det kræver at vi ser sandheden i øjnene. Nogle skal kæmpe en lang og sej kamp for at opnå drømmen om deres ønskebørn, og andre når frem til den anerkendelse at de er permanente ufrivillige barnløse. Der skal være plads til os alle, og det er vigtigt at vi lærer at rumme hinanden og ikke isolerer os.

Vi skal ikke dyrke forkerthedsfølelsen som ufrivillige barnløse, for så føler vi os netop som en fiasko. Vi skal derimod turde at give plads til alle slags tanker og følelser. Først derefter kan vi finde glæden og meningen med livet. Ved at dyrke taknemmeligheden i selv de små ting i hverdagen, finder vi ud af at livet også byder på andre glæder end nødvendigvis egne børn.

Man kan sagtens have et meningsfyldt liv både i fertilitetsbehandling og som permanent ufrivillig barnløs. Det er ikke et barn der afgør om man er en succes. Det handler om vores fokus, og det kræver mod og hårdt arbejde at nå frem til den erkendelse. Det er en proces som jeg stadig er i gang med.