Dagen for ægudtagning var kommet, det var spændende, men alligevel også angstprovokerende. Lægen havde fortalt hvordan det hele foregik, der var noget med nogle store nåle der skulle ind i Frk. Jensen og stikke! Jeg har ikke noget imod nåle, men når de skal ind igennem skeden, så får jeg sku lidt imod dem.

Vi mødte op på hospitalet til aftalt tid, normalt kommer man nogle timer før udtagning, da manden skal levere sæd til proceduren, men i og med at Mads har fået foretaget testikel biopsier, har han som tidligere nævnt på forhånd afleveret sæd i sædbanken, og det er det sæd vi skal bruge. Derfor mødte vi bare op til den tid vi havde fået for oplægning.

Jeg fik lagt et drop i hånden til morfin m.m. Sygeplejersken der lagde droppet, fandt ud af jeg strikker meget, så vi snakkede om strikketøj imens hun ligger droppet. Mads synes det var ret imponerende at jeg bare kunne snakke normalt imens hun lagde den, for som han sagde; ”havde det været mig, så havde jeg pivet en del”

Jeg skulle tisse af lige inden vi skulle ind, da vi kom ind i det lokale hvor udtagningen skulle foregå, var der mange mennesker. Det synes jeg. Normalt er vi vant til en læge og en sygeplejerske. Her var der en læge, tre sygeplejersker og en laborant. Laboranten spurgte om cpr nummer og navne på os begge, så smuttede hun ud i laboratoriet igen.

Jeg blev gjort klar og kom op på briksen og ligge, der gjorde de mig ren indvendig, det gjorde lidt ondt, men jeg tror det gjorde ondt fordi jeg var anspændt, nervøs og havde ekstra æg og en stor vandcyste. Så når de fører en tang med gaze og jod ind i skeden for at tørrer af, så presser det lidt og det kan godt gøre ondt.

Den ene sygeplejerske skulle montere ledninger på mig, til at måle blodtryk, puls og ilt, det var også hende der gav mig morfin. Lægen skulle foretage ægudtagningen, det giver lidt sig selv. Den anden sygeplejerske sørgede for at der var reagensglas forenden af den nål og rør der suger æg ud, som hun så efterfølgende gav laboranten igennem en låge i væggen, så kan laboranten tjekke om der er æg. Den sidste sygeplejerske, hun observerede blot hele forløbet.

Mads blev placeret på en stol oppe i min hovedende, hvilket nok er et meget godt sted for en mand at sidde. Samtidig kunne han sidde og kigge på en skærm der vidste udsugningen af æg og æggene under et mikroskop.

De gik stille og rolig i gang, selve den indvendige lokalbedøvelse gjorde ikke ondt, ikke på mig. Jeg fik morfin en enkelt gang (jeg bryder mig ikke om morfin). Hele udtagningen gik fint, indtil de opdagede vandcysten, jeg forklarede at lægen på det andet hospital havde givet os lov til at gennemfører forløbet, efter min forklaring gik lægen i gang med at tømme den. Den var så stor at væsken fyldte 8 store reagensglas!!!
Jeg fik efterfølgende antibiotika for at undgå infektion, fordi de havde fjernet vandcysten. Der kom 9 æg ud i alt, som umiddelbart så fine ud. Vi kom efterfølgende ind og hvile, hvor jeg skulle indtage masser af væske og jeg skulle ud og tisse før vi måtte gå hjem. Jeg havde ondt bagefter, men jeg tror det primært er pga af cysten, det føles som menstruationssmerter.

To dage efter skulle vi på hospitalet igen for at have sat et befrugtet æg retur i livmoderen. Hospitalet kan ringe imellem 8 og 9 på selve oplægningsdagen, hvor de kan aflyse hvis æggene ikke dur. Det er verdens længste time! Men de ringede ikke! Så afsted med os, der var 5 befrugtede æg, vi fik det bedste retur. Jeg skulle de efterfølgende 14 dage tage crinone hver morgen, det er noget klamt stads, som giver samme bivirkninger som graviditetssymptomer, det er ret provokerende. Jeg tænkte, at jeg var gravid, men samtidig vidste vi også godt at det kunne være medicinen der påvirkede. Tre dage før blodprøven, lagde jeg på sofaen, pludselig forsvandt spændingerne i brystet, det gjorde mig bange. To dage før jeg skulle have taget blodprøve, begyndte jeg at bløde. Jeg blev så ked af det, jeg tog fri fra arbejde i en uge, for at kæmpe mig op igen. Mads tog på job hver dag, han har svært ved at navigere i de her krisesituationer, så han har altid haft behov for at komme væk hjemme fra.

De sidste æg, som de prøvede at dyrke videre til blastocyster, som skulle på frys, klarede det ikke. Og i og med at vi ikke fik en graviditet ud af dette forløb, så skulle jeg igennem en operation, hvor højre æggeleder skulle fjernes.