Efter at jeg besluttede mig for at jeg gerne ville have børn, har drømmen været 2. Vi var gennem tre ægudtagninger og 4 ægoplægninger før vi fik vores søn, så jeg har været meget bevidst om at nyde oplevelsen, da barn nr 2 ikke var givet.

Derfor gik vi hurtigt i behandling. Jeg fik først menstruation 1 år efter fødslen. Efter 6 måneder med regelmæssige menstruationer og intimitet, besøgte vi den klinik, der er i vores lokalområde. Han ville stå for behandlingen og scanningerne og så skulle vi til en klinik i Århus mhp ægudtagning, ICSI og ægoplægning. Vi købte en pakke med 3 ægudtagninger og op til 5 ægoplægninger.

Jeg forventede et par tidlige aborter og ikke noget barn, men det var OK, for barn nr 2 var mere Nice-To-Have, end Need-To-Have. Forventningsfulde gik vi i gang med samme behandling som førte til vores søn. Det var som tidligere. Smerter og sygemelding en uge før ægudtagning. Det var en super lækker klinik i Århus. Som man forestiller sig et privat hospital. De havde en narkoselæge til bare at koncentrere sig om at jeg var smertedækket og vi fik vores eget værelse før og efter hvor jeg kunne ligge ned. Det var en rigtig god oplevelse.

De får 8 æg ud. 4 er egnede til ICSI. 1 bliver befrugtet og udvikler sig heldigvis til en blastocyst. Vi spurgte lidt ind til om det var en fordel at fryse den og få den lagt på i en senere cyklus, da jeg tidligere har fået meget store ovarier (mild overstimulering) ved graviditet. De synes ikke at det er nødvendigt, da der kun er taget 8 æg ud og der er jo en risiko for at ægget ikke klarer processen med at blive frosset og tøet. Så Jeg får lagt æg op, vi tager og spiser en lækker frokost for at fejre at jeg er gravid.

Ventetid
Dagen for blodprøven kom endelig. På sygehuset har de ikke fået nogen rekvisition. Lægen på min klinik har glemt at bestille min blodprøve! Og han er på ferie! jeg ringer til min egen læge og sekretæren vil gerne bestille den til mig. Den er positiv! Hvilket ikke er helt uventet for smerterne efter behandling er stadig ikke helt væk

Blødninger
I uge 6 begynder jeg at bløde mens jeg er på arbejde. Jeg bryder fuldstændig sammen og er egentlig overrasket over min reaktion, for det er jo egentlig det jeg har forventet. Jeg er sygehuslæge og har vagt telefonen, men én af mine kollegaer ser mig og tager telefonen og sender mig hjem, men synes at jeg skal tage fat på gynækologerne først. Jeg sluger min stolthed og ringer. Forvagten har heldigvis tid til at se mig. Hun er ikke den mest rutinerede til at scanne, men efter lidt søgen lykkedes det at finde et foster i livmoderen, og der er hjerteblink!

Jeg bliver scannet på klinikken en lille uge senere og det ser stadig fint ud, men har dog store ovarier (mild overstimulering). Han tilbyder en tryghedsscanning i uge 9, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Med vores dreng pletblødte jeg en del frem til uge 10, så jeg acceptere det. Jeg bliver dog ved med at pletbløde, ikke hele tiden og ikke meget. Det giver nogle begrænsninger i forhold til badekar og svømmehal, men det går. I uge 18 vågner jeg fordi det føles vådt under mig. Jeg tror først at jeg har tisset i sengen, men sengen er tør. Jeg går på WC og der falder en stor klump størknet blod ud af mig. I forhold til størrelsen omkring 100 mL. Jeg synes at det er så meget at jeg har svært ved at forestille mig at det er godt for fosteret. Jeg ender med at kontakte vagtlægen, som får en tid til mig på gynækologisk akutstue. Det er midt om natten og jeg er nød til at køre derind alene for min mand skal være hjemme med vores søn.

Heldigvis trives barnet. Fin størrelse, fint med fostervand og Lægen kan ikke se tegn til problemer med moderkagen. Der står måske lidt mere blod, som skal ud. Jeg tager hjem og føler mig lidt dum og skyldig fordi jeg har spildt hendes tid, men også glad for at alt er godt og affinder mig med at jeg har en graviditet hvor jeg bløder.

Bækkenløsning
Vi går lidt tilbage i tid. I løbet af uge 7 er jeg i dyrepark med min søn på 1½ år. Han er over det hele og anlægget er ikke lavet til klapvogn. Til sidst begynder jeg at få ondt i mit bækken. Det ligner de smerter jeg kender fra min graviditet med vores søn, men jeg tænker at det ikke kan passe når det er så tidligt. En uge senere, hvor det stadig gør ondt går jeg til en fysioterapeut, som kan bekræfte at det er fuld bækkenløsning i alle tre led. Jeg får hurtigt brug for skånevilkår på arbejdet og går til fys hver uge til noget rystebehandling som gerne skulle hjælpe. Det hjælper også lidt, men kun kortvarigt.

Det er noget lort. Jeg har svært ved at være huslig, jeg kan ikke tumle med min søn, kan dog sidde på gulvet og lege. Jeg går gradvist ned i tid på arbejdet, men prøver virkelig at være pligtopfyldende. Jeg har tidligere haft gode erfaringer med varmtvandsbassin, men pga blødningerne er det sjældent at jeg tør. Der går mange weekender hvor min mand tager vores søn med på legeplads, for han bliver frustreret og forstår ikke hvorfor jeg ikke kan det jeg plejer. Jeg er hurtigt nød til at opgive at hente ham om eftermiddagen, for han vil bare ud på eventyr og jeg kan simpelthen ikke bære ham.

Nakkefoldsscanning og jordmoder
Det er dejligt at komme til nakkefoldsscanning. Alt ser fint ud og vi får en risikoscore på 1:400. Det synes jeg er frygtelig lavt. Alt for tæt på 1:300. Min mand spørger om ikke jeg ville spille med i et lotteri hvis jeg havde 99,75% for at vinde og det måtte jeg jo give ham ret i.

Var ved jordemoder i uge 16. Det er lidt sjovt, jeg får lov til at snakke en masse om min søns fødsel (som var ret hurtig) og vi snakker en del om at den næste fødsel også kan komme til at gå ret hurtigt. Hun snakker om at det er vigtigt at vi husker at sige det til fødegangen, når den tid kommer. Som en sidebemærkning, siger hun også at de jo kan guide én i telefonen, hvis ikke vi kan nå at komme på sygehuset.

Afslutningen
Jeg var egentlig ret glad, havde en masse vidunderlige fantasier om hvordan vores liv ville se ud som en familie på 4. Vi sad i bilen en dag og snakkede om at “tænk hvis det denne gang skulle gå nemt for os”. Jeg glædede mig til at komme ud på den anden side, af graviditet især, men også af barsel og småbørns liv. Det endte ikke sådan… 19+5 fik jeg veer og fødte en lille velskabt dreng, der var alt for lille til livet. Det er det værste jeg har oplevet, sorgen over at miste ham. Jeg tror at jeg vil skrive om den dag, om forløbet, og måske efterforløbet, men ikke nu.