Vi startede i starten af året i vores første ivf forsøg kort protokol. Alt det hermed at være i fertilitetsbehandling er en kæmpe rutsjebane psykisk, og jeg havde ingen ide om, at det kun lige var startet.
Når man starter op i sit første forsøg har man en forventning om, at man ved hvad man skal igennem, og hvordan det vil foregå. Man har jo haft mange snakke med de søde læger og sygeplejersker på klinikken, og man har læst alt for meget på nettet. Selvfølgelig havde jeg en forventning om at det ville være hårdt, men også ekstremt spændende. Men nu hvor jeg sidder her, klar til ægudtagning imorgen, syntes jeg slet ikke det er spændende. Faktisk siden jeg startede op med hormoner, er det eneste jeg har tænkt på, alt det er kan gå galt. Først skulle jeg stikke mig selv, som jeg var overbevist om at jeg godt kunne, men det kunne jeg overhoved ikke, så Christian måtte gøre det. Så kom tanken om, om hormonerne nu gjorde sin virkning, og om der overhoved kom nogle ægblærer ud af det. Vi har heldigvis set til scanning, at de vokser som de skal, og der er seks som er klar.
 Og nu sidder jeg og bekymre mig om, om der overhoved kommer nogle æg ud, og om de nu vil befrugtes. Der er altså altid noget at bekymre sig om, for der er simpelthen så mange ting der kan gå galt, og de tanker overskygger lidt dem om, at der er rigtig meget der kan gå godt også!
Når jeg snakker med min veninde og min familie om det, siger de altid ”hvor er det spændende”, og det synes jeg faktisk slet ikke det er. Mit hoved kører på højtryk i alle vågne timer, med tankerne om alt det der kan gå galt, og jeg sover dårligt om natten fordi der er så meget uvished. Jeg er vandt til at tingene hver dag er planlagt, og den her uvished med, hvornår og hvordan, er svært for mig.
Oveni alle de her tanker, har hormonerne også deres virkning på mig. En knaldene hovedpine er fremme hver dag, og mit humør går op og ned. Men når jeg har mine klare øjeblikke, er håbet selvfølgelig med mig. At alt det her kan faktisk kan ende ud i en lille spirer, hvilket man bliver nødt til at tro på, når tingene ser allerværst ud.
I morgen venter ægudtagning, og jeg er så spændt! Jeg er dog meget nervøs for hvordan smerterne vil være, men uanset hvad, så skal de små æg jo ud. Og jeg håber selvfølgelig på at der er masser af gode æg. Hvis ikke masser, så hvertfald bare ét guldæg.
Til slut vil jeg bare ytre den kæmpe respekt jeg har for alle de kvinder og par, som har været igennem det her alt for mange gange. I er simpelthen for seje, og kæmpe respekt for at i ikke giver op, selv når livet er sværest. Når man går igennem sit første forsøg, og har alle disse tanker, er der så stor en inspiration at læse om jer alle, og følge med i jeres kamp <