Siden lookdown med covid-19, har vi først ventet på en tid og så selve dagen. Og det skete endelig d. 26/6-20!

Det har mest været mig, som har gået og tænkt meget over det. Frygtet hvad svar vi ville få og hvad der er galt med os. Vi har snakket meget igennem hen af vejen, hvilken har gjort, at jeg syntes vi er meget klar til det hele. Vi er begge meget enige om at vi ikke ønsker sæddonation, da vi ikke føler at det bliver en del af os begge to.

Vi skulle være på klinikken 8.40 og jeg valgte hårdnakket at jeg skulle køre. Hr. Mand har tildens til at være lidt en brokrøv i trafikken og det havde jeg ikke brug for i dag. Vi var ved klinikken kl. 8.25 og vi fandt klinikken med det samme, da jeg havde været der i sidste uge med en sædprøve. Det ligger lidt specielt, da det er i kælderen.
Jeg scannede mig kort og vi sprittede hænderne godt, inden vi satte os i venteværelset. Hr. Mand fortalte mig, om jeg egentlig vidste at der er et bestemt stadie i graviditeten, hvor fosteret ligner alle andre pattedyr. Så min kommende baby kan blive til en hjort!
Inden 8.40 kom den mest søde kvinde ind og hentede os. Hun fortalte med det samme at hun låste døren, så ingen kunne komme ind, når hun skulle undersøge mig. (Rigtig god start!)
Vi startede ud med mig. Og alle mine tal var rigtig gode, der var også tal som var helt fantastisk gode. Jeg fik en kugle i maven, for så måtte der være noget med min mand. Men nej! Intet. Alt var normalt.
Vider til at scanne mig og det var som det skulle være. Så det næste er en video samtale med en sygeplejerske som skal fortælle om hvordan jeg strikker mig korrekt med hormoner og hvornår jeg skal startet. Dette skal ske d. 7/8 (efter sommerferien.)
Og herefter starter vi op med inseminering.

Og vi er klar!
Selv manden har fået vitaminpiller!

/A.