Og her blev vi sat ved et bord med 4-5 andre par, par som vi ikke kendte i forvejen, og som derfor ikke kender til vores historie.

Snakken går, og vi hygger os allesammen.

På et tidspunkt falder snakken på børnene, alle de andre par er nemlig forældre. Der snakkes om løst og fast, om vuggestue og ulvetime, om børn der ikke vil sove, om børn der er i trodsalderen, om hvor hårdt det er at have børn- og jeg toner lidt ud, jeg har jo ikke noget at bidrage med til samtalen. 

På et tidspunkt kigger een af kvinderne så på mig, muligvis for at inddrage mig i samtalen, og siger “ er I ikke bare glade for at I ikke har nogen endnu?” 

Jeg kan ikke lade være med at sige, mens tårerne presser sig på: “vi har forsøgt at blive forældre  i næsten 4 år, så nej, det er jeg faktisk ikke så skide glad for…” 

En akavet og pinlig tavshed sænker sig et øjeblik over bordet, inden kvinden undskylder og beklager, det var selvfølgelig ikke hendes mening at gøre mig ked af det. 

For hende og hendes mand har det været en selvfølgelighed at man bare bliver gravid når man gerne vil, og hun har ikke skænket det en tanke at det måske ikke er sådan for alle par.

Og hvor vil jeg så hen med den historie? 

Jeg vil bare gerne sige at børn ikke er en ting der kommer nemt til alle. Par uden børn har ikke altid valgt det selv.

Så når du, som mor eller far, taler med nye mennesker, uden børn, så lad være med at gå ud fra at det er noget de selv har valgt, og lad være med at kommentere på det. Hvis et barnløst par gerne vil tale med fremmede mennesker om deres barnløshed – så skal vi nok selv nævne det. 

Nogle gange vil vi bare gerne tage til fest og hygge os, uden at blive konfronteret med sorgen der hele tiden ligger på lur.