Den nye cyklus kom, det var sidst i august, og vi skulle endelig melde os til behandling igen, efter klinikkens sommerferie. Ventetiden var lang men produktiv, så nu var vi mere end klar til, at komme i gang igen.
Da jeg ringede til klinikken sagde de så, at pga travlhed efter ferie og Corona, tog de ikke nye behandlinger ind, før efter den 24. august, og her stod jeg men en mens to dage for tidligt. Skuffelsen nåede lige at ramme mig, hvortil sygeplejersken så siger, at hvis vi ville være med i et forskningsforsøg, så kunne vi godt melde os til i dette forsøg.
Det krævede nogle flere besøg på klinikken end normalt, da der skulle laves nogle flere scanninger og tages blodprøver løbende som viste, hvordan mine hormoner udviklede sig i løbet af en cyklus.I forbindelse med forsøget, ville der blive trukket lod om, hvilken slags behandling vi skulle i. Vi ville derfor ikke vide ret meget på forhånd. Den dag, hvor jeg skulle have Ovitrelle, ville vi få af vide, om vi ville få lagt æg op 6 eller 7 dage efter æggeløsning, og først der også få af vide, om jeg skulle have Crinone eller ingen Crinone.

Da vi kom til scanning for at se, hvordan mine æg havde vokset, var jeg selv gået i æggeløsning. Jeg blev ked af det, da jeg fik beskeden, da jeg troede vores forsøg var ødelagt, og at jeg så ikke kunne få lagt æg op. Det kunne jeg heldigvis godt. Jeg skulle bare ikke tage Ovitrellen alligevel. Vi blev trukket ud til den behandling, hvor vi skulle have lagt æg tilbage i dag 6 og det skulle være uden Crinone. Det betød altså, at vi gik igennem et helt forsøg, uden nogen former for hormoner overhoved. Blodprøverne kunne derfor vise et præcis billede af, hvordan mine egne hormoner udviklede sig. Det var ret interessant. Hormon mæssigt er der ikke noget at komme efter. Alle tal ser fine ud. AMH 29 og progesteron på 51,2. Det jo lige til, at blive glad i låget af.

Kort tid efter ægoplægning, fik jeg niv og jag i underlivet. Dagen efter fik jeg lyserødt udflåd på papiret, hvilket er et godt tegn på, at ægget har sat sig fast. Alt virkede lovende og nu hvor jeg endnu engang, ikke havde fået Ovitrelle, så var det svært ikke, at teste løbede derhjemme. Jeg fik på den første en meget utydelig streg frem, og derefter var alle test bragende negative. Da jeg kom ind til blodprøven og fortalte sygeplejersken om hvilke symptomer jeg havde haft, var hun overbevist om, at den var der, og at det bare var for tidligt til, at jeg kunne teste det positivt derhjemme. Da svaret på blodprøven kom, var den negativ. ØV!!! Af en eller anden grund, ramte det mig ikke lige så hårdt denne gang, da jeg var lidt forberedt på svaret. Allerede dagen efter kom min mens, og så var vi klar til endnu et forsøg. Læs med i kommende blogindlæg…