Oplægning og glæde

Den 4/4 fik jeg lagt min allerførste blastocyst tilbage. Det var en glædens dag. Der var vitterligt ikke andet jeg hellere ville lave lige præcis den dag. Jeg smed velvilligt tøjet og lagde mig op i bøjlerne og selvom jeg var ved at sprænge, fordi jeg skulle tisse så meget, så var jeg bare ufatteligt glad.

Vi kunne jo se den lille runde blastocyst på skærmen, inden den blev suget i den lange dims, som skulle føre den op i min livmoder, og efterfølgende en lille lysende prik på det slørede scanningsbillede. Vi fik tilmed at vide at blastocysten var af meget høj kvalitet og at den allerede var ved at klække, dvs. topklar til at sætte sig fast i min livmoder. Med den besked var jeg ikke til at skyde i gennem. Jeg havde bare den bedste dag.

Ivrighed og utålmodighed

Jeg var fast besluttet på at holde modet oppe. Så højt jeg kunne faktisk, for efter fem mislykkede insemineringer, så siger min erfaring mig, at jeg bliver lige skuffet om jeg taler håbet ned eller op. Derfor vil jeg nu allerhelst bare forblive glad og positiv så lang tid jeg kan. Håbet levede jeg også højt på, men min tålmodighed blev allerede sat på prøve to dage efter oplægningen. Jeg fik nemlig lyst til at teste.

Det var ikke så meget fordi jeg ville teste netop den dag. Jeg fik bare lyst til at teste før den officielle testdag. I følge de fleste graviditetstests så kan man teste med 99% sikkerhed på dagen hvor man forventer menstruation. Jeg skulle først teste 3 dage efter den dag, derfor følte jeg jo, at jeg stod i lidt af et dilemma. Skulle jeg vente til blodprøven på den officielle dag og risikere at min menstruation dukkede op inden? Eller skulle jeg teste hjemme på dagen for forventet menstruation?

Heldigvis er jeg ikke alene i alt det her. Så jeg tog en snak med A, for jeg havde brug for at vi tog en beslutning sammen. Vi blev enige om at vi ville vente til blodprøven. Den beslutning lagde en dæmper på min ængstelighed. Heldigvis.

Jeg fik ikke nogen hormoner efter oplægningen, så alt jeg mærkede i kroppen kunne jeg jo i princippet regne med. Det der bare er med symptomer så tidligt er, at de enten er symptomer på en graviditet eller symptomer på at menstruationen er på vej. Så egentlig kunne min krop jo ikke fortælle mig en fløjtende fis.

De første tegn og frustation

Det jeg kunne mærke efter nogle dage, var ømme bryster, en irriterende hovedpine og pletblødning. Sidstnævnte fik jeg at vide var helt normalt og ikke noget at bekymre sig over. Men helt ærligt, når man prøver at blive gravid og ser blød i trussen, så er det ikke ligefrem lykke der blusser frem som det første. Dog trøstede jeg mig selv med, at der ikke kom frisk blod.

Det varede ikke ved. To dage inden forventet menstruation, som den første dråbe friske blod. Det ødelagde den sidste tro jeg havde. Jeg var knust og tårerne pressede sig på. Vi var på vej i seng og først forsøgte jeg at skjule det over for A, men det kunne jeg ikke. Han krammede mig i sengen og sagde ”vi håber lidt endnu, ikk?”. Og jo, jeg håbede stadig af hele mit hjerte, men troen var væk. Det var mine tårer vidner på.

Nej og bare nej

Helt efter planen fik jeg min menstruation to dage efter. Den kom fra morgenen af. Jeg havde knapt tid til at tage mig af det, da jeg havde en aftale med min akupunktør. Hun var den første jeg sagde det til. Og imens jeg lå med nåle på ben, hænder og i hovedet, så piplede tårerene frem igen. Det fortsatte hele dagen.

Det endte med at min blodprøve blev flyttet frem til samme dag, som min menstruation kom. Dagen efter kunne jeg tilmelde mig en ny oplægning, vi blev godkendt og humøret vendte sig 180 grader. Fra gråd til glæde. Kontrasterne er til at føle på i det her fertilitetsliv.