For lidt over 1 år siden begyndte vi for alvor at snakke om projekt baby. ’’Hvornår er det rigtige tidspunkt?’’ – ’’Tidspunktet kan nå at ændre sig meget på 9 måneder.’’ Der kom ikke en dag hvor vi begge i munden på hinanden blev enige om at nu var det nu. Jeg ville smide min prævention og så var det op til min mand om han ville gøre det samme. Det var med et glimt i øjet og vi griner stadig af den mærkelige situation.

Jeg opsøgte min egen læge om emnet. For kan man egentlig stoppe på p-piller på et forkert tidspunkt? Hun fortalte alt hvad jeg burde vide og også ting jeg vidste. Men jeg gik der fra helt målløs. Det var som at blive voksen. ’’Ægløsning?! Kan man ikke blive gravid alle dage man ikke har sin menstruation?!’’

Så jeg købte os fattig i ægløsnings test og graviditets test. Også en helt ny verden for mig. Der findes så mange forskellige og til forskellige priser. (Note til min selv: Fingrene i skidtet og køb en graviditets test, når du er gået flere dage over tid.)

De første nætter sov jeg ikke. ’’Tænk hvis jeg egentlig er gravid lige nu?’’ – ’’Har jeg egentlig ikke en bedre lugtesans i dag end i går?’’ – ’’Jeg er mere træt end jeg plejer.’’ Osv. Alle de typiske internettegn, havde jeg de første 3 måneder.

Jeg er den første fødte i min familie af 5 børnebørn, til min mormor og morfar. Så jeg har altid været den som skulle prøve alting først, og igen nu. Der var ingen ved min skulder. Jeg følte at jeg manglede en ’’voksen’’ til at guide mig lidt. Heldigvis havde min svigerinde fået et barn et pr måneder inden vores beslutning. Men de smed prævention og blev gravid efter 2 måneder. Så det var kun i starten jeg brugte hende.

Der skete bare ingen ting. Som i slet ingen ting. Min menstruation kom præcis som den plejer og min ægløsning ligesom. Og efter 6+ måneder begyndte de fleste kommentarer: ’’Tag det nu roligt! Der er masser af tid.’’ – ’’Du tænker for meget over det.’’ – ’’Du er sikkert for stresset.’’

Vi nærmede os 1 år og jeg kontaktede min lægen i frustration. Hun forstod mig med det samme og satte alt i gang samme dag. Og så kom Corona krisen og lukkede alt ned en uge efter… Alt på standby. Ingen vished og nu kom tankerne for tæt på.

’’Hvad hvis jeg ikke kan blive mor?’’
På de fleste billeder fra min barndom, sidder jeg med en dukke. Og lege som jeg husker, har været med min lillesøster og vores baby dukker. Så jeg følte at jeg havde øvet mig hele mit liv på det her. Jeg følte mig alene.

I de første uger af ventetiden kom der hele 5 baby nyheder. Enten fødsler eller graviditeter. Følelsen af at det bare ikke var okay, at de kunne men ikke jeg, slog ned hver gang. Jeg begyndte at søge efter lydbøger her efter. Jeg havde brug for at høre at jeg ikke var den eneste. Og jeg fandt et par stykker som skar ind til benet og som fik mine tårer til at trille.

Jeg har brug for det, det ved jeg nu.

Hvad er status nu? Jeg er startet til zoneterapi for barnløshed. Om det virker ved jeg ikke, men det gør noget godt i min krop som jeg kan lide. Jeg slapper af og kommer godt af med affaldsstoffer. Så jeg vil fortsætte uanset hvad.
Og så har vi fået brev fra fertilitetsklinikken. Om jeg er i panik? Jeg er skrækslagende.