Puha, ja som de andre opslag jeg har skrevet herinde, startede vi udredning foråret 2018. Blodprøverne blev taget juli 2018, som fortalte jeg var gået for tidlig i overgangsalderen og meget lav æg reserve – FSH var 34 og AMH mindre end 0,5. Efteråret var hårdt og vi gik hurtigt i gang med at snakken om det videre forløb. Som vi så det var der 3 muligheder: 1. kun have et barn (har en datter på knap 4 år, lavet naturligt i 1. forsøg), 2. ægdonation, 3. adoption. Nr. 1 blev hurtigt afskrevet og nr. 3. var i mine overvejelser. Jeg hørte bl.a. Pelle Hvenegaards lydbog og ja adoption kunne sikkert også have været en løsning hvis vi var et andet sted i livet. Dog faldt valget på ægdonation.

For os, var tiden afgørende. Jeg fylder 36 i år, vi har en datter på 4. Processen ift. adoption var for overvældende for os og vi følte begge at hvis der gik alt for mange år, så skulle vi ikke have flere børn.

Overvejelserne omkring valget af donor: anonym, åben, kendt m.m. (ja det er virkelig en NY verden for os med alle de begreber!) og hvornår er man klar til at give op med egne æg og vælge en anden vej, vil jeg beskrive i et særskilt indlæg, kun omhandlende tankerne omkring det valg. Jeg er tilknyttet en gruppe på facebook og kan forstå at det kan fylde rigtig meget hos folk – hvilket det bestemt også gjorde her!

Jeg håber derfor næste indlæg kan hjælpe folk der måske står overfor samme udfordring.

Jeg springer lidt videre… for efter vi fandt donor, gik det pludselig stærkt. I og med jeg er i overgangsalderen (det er stadig helt mærkeligt at sige ordet når man kun er 35?), fik jeg en slags p pille (trisekvens) for at skabe en slags cyklus og det passede tilfældigt med donors cyklus, så vi var så heldige at kunne forsøge med et frisk forsøg (som det hedder) til vores 1. ægdonationsforsøg.

Jeg har ligeledes lavt stofskifte/hashimoto, hvor der selvfølgelig pludselig var udsving i mine værdier en måned før ægoplægning. Nøj jeg var presset, var på diverse besøg ved læge og OUH og fertilitetsklinikken fra dec 2018-jan 2019, med blodprøver osv. Og for at se om tallene artede sig, om slimhinden nu også var klar, om cysten der var kommet nogle mdr. inden var forsvundet osv.

ALT var dog i orden og donor fik taget æg ud januar 2019. 12. styks. ”ja tak” tænkte jeg – det er pisse godt. Allerede dagen efter skrev de dog at 8 var befrugtet. fuck tænkte jeg. jeg troede ”bare” man ventede de der 5 dage og vupti så var størstedelen af dem blevet til blastocyster og alt var godt. jeg havde ikke tænkt den her periode som svær men jo det var den. På 5. dagen (hvor jeg jo også skulle have lagt æg op) ringer de os op for at give en status på æggene. Vi havde en formiddagstid til oplægning men de ville nu alligevel ringe og give os besked om morgenen. Kanon klinik i øvrigt! Mærk virkelig efter i maven når I vælger klinik! Hun sagde der var 1 perfekt æg, måske 1-2 mere klarede den. Jeg var lidt i chok og tænkte ej det er da ikke godt. Suk. Ægoplægning gik godt, og dagen efter ringede de så og sagde der faktisk var TRE æg mere der klarede den som kunne fryses. Sikke en ro det gav! 😊

Jeg kan dog afsløre at vi ikke fik brug for flere æg! Testede positiv 4+0, var igennem 2 episoder med massiv mavekramper og blødning og troede løbet var kørt, men det var det ikke. Hvor har vi dog grædt og holdt vejret gennem HCG blodprøver og scanninger. Det havde jeg slet ikke forventet. Men sikke nogle mdr. Jeg var sygemeldt i 8 uger med kvalme/opkast og hold nu op det var hårdt, mens man bare gik med angsten om abort hele tiden. I går var vi til misdannelsesscanning og so far so good. Alt er OK på nær lidt væske på den ene nyre som vist nemt forsvinder, og nu prøver vi at være positive omkring det videre forløb. Dog tror jeg aldrig man kan give slip for frygten for at miste. Vi har hele tiden kørt delmål, først positiv test, så hjerteblik, så tryghedsscanninger indtil nakkefold, osv. Næste delmål er at klare den over uge 24-26, hvor barnet vil have mulighed for at overleve. Ja det er hårdt at det er sådan, og mange forstår det ikke – men alle os (og jer der læser med) som har været igennem lange seje forløb, aborter m.m. er jeg sikker på forstår mig.

Jeg er så taknemmelig for vi er nået hertil, at det ikke er mit eget æg spøger nogen gange stadig men jeg håber og tror det forsvinder mere og mere i bevidstheden som tiden går.

Tak fordi i ville læse med og tøv endelig ikke med at spørge.