For to år siden flyttede jeg og min kæreste i nyt hus.

I huset er der rigeligt med værelser.  Et af værelserne i huset er på nuværende tidspunkt gæsteværelse. Det har det været længe nu.

Drømmen er, at det med tiden bliver til et børneværelse.

Jeg undgår for det meste værelset, fordi det minder mig om, alt det, jeg ikke har.

I starten dagdrømte jeg om at indrette værelset med børneseng og legetøj osv. De tanker er væk nu. De gør for ondt at forholde sig til.

Skulle vi nogensinde have købt det her hus, tænker jeg? For det skriger jo på, at flere flytter ind end bare os.

Naboen har tre børn nu. De har overhalet os som alle andre.

Børnene på vejen leger og hilser på mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. De er glade og skal altid snakke med mig. Det er skønt at have den slags børn i sit liv.  Jeg bliver glad af at tale med dem.

Men det er også en sorg at jeg ikke har sådanne små væsener helt tæt på i mit liv. Som er mine. Jeg er på en eller anden måde bare tilskuer til alle andres børns liv.

Jeg ved ikke, om det værelse nogensinde bliver fyldt med andet end en gæsteseng. Det er virkelig smerteligt at tænke på.

Så jeg skyder tanken fra mig igen.

Faktisk oplever jeg, at når jeg siger den tanke højt, så er det næsten mere tabu, end at sige man er i behandling. Ingen kan rigtig håndtere tanken om, at lægerne ikke kan hjælpe os. For det er jo det, man hører derude – at miraklerne sker, og at lægerne er dygtige. Ingen fortæller historien om, at det sommetider ikke går.

Jeg ligger her på sofaen efter min niende ægudtagning.

Men jeg forventer ikke noget mere.

For så falder jeg ikke så dybt.