Nogle gange er det bare ikke lige så nemt

Blog opslag

Skrevet af Emilie G. Junker

18 nov, 2017

Da vi skulle i gang med vores første IUI var vi vildt optimistiske. Selvfølgelig skulle vi ikke bruge ret mange forsøg før vi skulle blive gravide, og hvis det lykkedes i første forsøg så ville det jo være så vildt! Så hvad skulle der dog gå galt..?

  1. forsøg

Vi havde aftalt med klinikken at vi kunne komme i gang når jeg havde fået en naturlig blødning i løbet af august. Og hvis ikke jeg fik en blødning, så skulle jeg starte op på Provera for at sætte en blødning i gang.

Men d. 8. august på min fars fødselsdag begyndte jeg at bløde om eftermiddagen. Jeg skrev straks til klinikken og få timer senere fik jeg en mail tilbage om at begynde på Menopur, 75 enheder (ei) dagligt fra cyklusdag 3. Vi var meget spændte!

Allerede aftenen efter blødte jeg ikke mere, hvilket var mærkeligt. Jeg plejer altid at bløde rigtig mange dage og have meget voldsomme blødninger, så jeg ringede ud til klinikken og de ville gerne skanne mig dagen efter.

Min slimhinde så fin ud, så det var helt okay at jeg ikke blødte længere tid. De kunne så også se hvor mange ægblærer jeg havde, og jeg havde ca. 10-15 i hver side! Men jeg blev sendt hjem igen og fik grønt lys til at starte på Menopur’en. Samme aften kl. 18.00 stak jeg mig selv for første gang i maven. Det gjorde ikke så ondt som jeg havde frygtet, men jeg skulle alligevel lige tage lidt medløb. Vi havde fået aftalt en tid på klinikken til den første skanning efter 7 dage med Menopur. Og her braste vores optimistiske boble allerede. Der var nemlig ikke ske noget som helst med mine ægblærer. Nul og niks. Så jeg blev bedt om at fortsætte 4 dage mere.

Efter de 4 dage blev jeg skannet igen, og der var stadig ikke sket noget som helst. Ulempen ved at jeg havde så mange ægblærer betød at de alle sugede en lille bitte smule Menopur til sig, så de voksede alle sammen en lille smule, men der var ikke én ægblære der ligesom ‘dominerede’. Nu ville lægen gerne øge mig i dosis så jeg nu skulle op på 112,5 ei om dagen, og det skulle jeg tage i 5 dage.

Endelig skete der noget! Én lille ægblærer havde vokset til ca. 9-10 mm og ét lidt større på ca. 13 mm. Jeg måtte komme forbi 2 gange mere med 2-3 dages mellemrum, før ægblærene var store nok. Så kunne jeg tage ægløsningssprøjten og så blev jeg insemineret 2 dage senere.

Min kæreste havde desværre været syg nogle gange de sidste par måneder, og det havde tydeligt sat sine spor på sædprøven. Jeg var også selv blevet mega syg. Jeg skulle tage en graviditetstest derhjemme en mandag, men allerede fredagen før begyndte jeg at bløde. Selvom jeg havde på fornemmelsen at det ikke ville lykkedes første gang, så blev jeg alligevel enormt ked af det. Men jeg prøvede også at fortælle mig selv at det da ville have været utroligt hvis jeg blev gravid i første hug!

  1. forsøg

Så i vores andet IUI-forsøg prøvede vi igen at være optimistiske, men vi forventede ingenting.

Denne gang startede jeg op med 75 ei i 7 dage og så 11,2 ei i 4 dage før første skanning. Men det krævede alligevel 10 dage yderligere med Menopur før jeg blev insemineret igen. Lægen var desværre bare på ingen måde optimistisk. Sædprøven var stadig ikke helt god, men selvfølgelig skulle vi gennemføre forsøget. Men hvis ikke jeg blev gravid denne gang, så skulle vi videre til IVF.

Men efter denne insemination fik jeg alle mulige symptomer i kroppen og efter den første uges tid begyndte jeg at få daglig kvalme og halsbrand. Kunne det måske alligevel være lykkedes denne gang? Jeg håbede inderligt at det ville lykkedes, for jeg følte allerede at IUI havde været hårdt for mig rent psykisk og fysisk med hormonerne, så jeg kunne ikke overskue IVF lige nu i hvert fald. Jeg glædede mig næsten helt til testdag, for jeg blev mere og mere oppustet og fik kvalme. Men allerede to dage før testdag begyndte jeg at bløde. Jeg røg fuldstændig ned i et sort hul resten af den dag, og jeg følte det hele var så urimeligt.

Vi vidste at vi ikke ville gå direkte til IVF nu. Jeg har taget på igen, så jeg fik brug for en pause til at komme på rette spor. Det syntes sygeplejersken lød som en rigtig fin idé, så vi holder lige nu pause indtil januar hvor vi starter året ud med en samtale omkring IVF. Det glæder vi os til!

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Årsdag

Årsdag

Den 01.06.2021, har vi været kærester i 3 år. Jeg forbinder dagen med glæde for det meste, men det...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!