Jeg tænker nogle gange over, hvordan det er at blive gravid naturligt? Hvad mon der sker inde i paret,  når kvinden har tisset på en test og de ser, at hun er gravid? Hvilke tanker og følelser går igennem dem? Jeg er ret sikker på, at de fleste er forskånet for de tanker, som par i fertilitetsbehandling går igennem. For desværre er det sådan, at når du er i fertilitetsbehandling, så er du ikke bare gravid, nej – for trygheden og sikkerheden, følger de lidt ekstra op på dig. Hvad er der i vejen med det, kunne man driste sig til at spørge? Hvem vil ikke gerne se babyen lidt flere gange og blive betrygget i, at alt er godt. Og det er også et perspektiv i det og det er netop trygt at vide, hvis alt er godt. Udfordringen bliver, når du har stået der før med den positive test og du ikke bestod de efterfølgende, så føles det som en eksamen. Jeg er selvfølgelig glad for, at det bliver opdaget, hvis noget ikke er som det skal være, men nogle gange, ville jeg da også bare ønske, at jeg kunne tisse på en test og efterfølgende gå i lykkelig uvidenhed om alt det ulykke, der efterfølgende kan rammer os.

Dagen før eksamen

Mit lille stjerneskud har nu været i maven i ti dage, jeg har håbet (og ind i mellem frygtet), men denne gang har jeg virkelig gjort alt for at håbe, jeg har endda skrevet en lille sang til det, som jeg synger for det hver dag. Dagen før blodprøven begynder håbet og svinde lidt ind, for jeg har jo ingen symptomer – det er måske også for tidligt? Men jeg har hørt om kvinder, der begynder at brække sig med det samme de har undfanget ca og jeg vil gøre alt for at være en af dem! Men det er jeg ikke og det har jeg heller ikke været de andre gange, hvor jeg har stået med en positiv test. Jeg er urolig og har brug for J, brug for at være tæt opad ham og låne hans nervesystem. Men det hjælper ikke tilstrækkeligt og jeg går rundt med en knude i maven, en uro ligesom at skulle til eksamen. Jeg vil faktisk heller gå i lykkelig uvidenhed! Så længe jeg går i lykkelig uvidenhed er der håb og jeg elsker håb! Jeg vil ikke have taget den blodprøve.

Eksamen bestået

Jeg er afsted tidlig morgen og efterfølgende tager jeg hjem og arbejder – jeg arbejder hjemmefra pga COVID-19. J og jeg har aftalt, at han ringer kl. 15.00, så tjekker vi svaret på sundhed.dk sammen. Inden jeg kigger efter svaret, får jeg ham til at love mig, at vi kan klare svaret og at vi fortsætter. Jeg tror ikke mine egne øjne, da jeg ser en hcg langt over 400! Jeg græder og J græder lidt og ingen af os forstår det. Jeg tager et screenshot og sender, da jeg er bange for, at jeg ser forkert og jeg tjekker flere gange den dag af frygt for, at de har lagt et forkert tal ind. Det er så uvirkeligt.

Ned på jorden igen

Vi er på en lyserød sky og jeg siger flere gange, at uanset udfaldet er vi igen kommet så langt og det giver håb! Dagen efter ringer jeg til afdelingen for gentagne aborter, som jeg er tilknyttet. Jeg får at vide, at det er et fint tal, men nu skal vi se det fordoble sig på to dage, jeg skal derfor have taget to blodprøver på to forskellige dage, for at sikre, at de skal fortsætte behandlingen. Det er som en brat opvågning og jeg føler pludselig, at vi er de eneste, der tror på det – vi skal bestå endnu flere eksaminer! Så nu går jeg igen og venter, urolig, usikker og tolker på hvert et signal min krop giver eller undlader at give. Hvorfor er jeg ikke skrup sulten her til morgen, det plejer jeg at være? Alt i mens jeg igen prøver at holde håbet oppe.