Mine veninder har børn, og de er fantastiske. Jeg får heldigvis lov til at passe dem i ny og næ, hente dem fra vuggestue o.lign.

Mine veninder syntes jo at det er fantastisk, at de har en ”fast” babysitter. Jeg siger altid ja!
Det er jo både skønt for mig og for dem som forældre, men sådan har det ikke altid været.
Jeg er netop kommet ud af en periode i mit liv, hvor mit hjerte ikke kunne klare at jeg hverken så ungerne jeg normalt passede, eller blot at få tilsendt billeder af dem. Er det synd for mine veninder, at de skal begrænses på den måde? Er det synd for mig? Er det overhoved synd for nogen? Skal vi bare acceptere tingene som de er?

Jeg blev simpelthen nødt til at sige til mine veninder med børn, at jeg for en stund ikke kunne magte at modtage billeder osv. af de ellers så skønne unger. Det er ikke fair, nej. Det var dog en nødvendighed, for at beskytte mit hjerte.

Det er heldigvis kun i perioder at jeg har det sådan. Dog skal jeg ”komme mig” hver gang jeg passer ungerne. Mere vil have mere, og når jeg har passet dem, bliver jeg hurtig ”afhængig” af det rush af barneglæde der går igennem min krop. Jeg bliver simpelthen knyttet til dem. Særligt én pige har jeg passet for min veninde mange gange. Åh, hun er så skøn!

Jeg prøver sådan generelt at være glad og positiv på mine veninders vegne, over at det er lykkedes dem at få børn, og at de har det godt. Det gør jeg virkelig! Jeg prøver ikke at virke som et offer, for det er jeg ikke. Jeg udvikler mig som menneske og lærer af de ting der går mig imod.

Hele det her fertilitets-halløj er generelt med til at gøre mig til en bitter sur k******. Groft sagt! Jeg er bitter, det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg syntes det er SÅ uretfærdigt. Jeg stiller mig selv tonsvis af spørgsmål hver eneste gang jeg får min menstruation. Selvom jeg har glæden ved mine veninders børn, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om følgende:
Er det her naturens måde at skille de svage fra på?
…. Den lader vi stå et øjeblik