Jeg er gravid for første gang siden vi mistede i uge 19+5. Jeg er nu 22+4. Uge 19 trak tænder ud. En konstant knude i maven, en hyper-opmærksomhed på min krop (får jeg veer nu?) og et mylder af grimme minder, der gerne ville have plads i mit hoved. Jeg brugte alle distraktioner, venner, deres børn, div medier og allerede 19+6 begyndte det at lette. Til misdannelses scanningen 20+0 fik vi at besked om at vi venter en helt normalt udseende pige. Moderkagen ligger på bagsiden, så hun er ret nem at mærke, nu også udefra. Så det har hjulpet på nerverne

Det er dejligt at være ramt uge 22. Nu er hun officielt et barn. Da vi mistede vores lille dreng var det jo “bare” en senabort. Det passede bare ikke med mine reaktioner, så jeg omtaler ham som ekstremt præmatur. Uge 22 er også der, man begynder at behandle de fødte børn, det går sjældent godt, men man prøver. Nu skal vi nå uge 25, der overlever ca halvdelen af de børn, der bliver født. Så har vi uge 32 hvor langt de fleste børn overlever. Uge 34 hvor man ikke længere giver lungemodning og selvfølgelig uge 37 hvor man er inde for termin.

Min verden går fra milepæl til milepæl og jeg kan næsten ikke bære at se længere ud i fremtiden. Vi har snakket om at booke en hytte på en campingplads i slut august, men jeg kan slet ikke holde ud at forestille mig, enten har vi et spædbarn med, ellers er vi kun os tre… Jeg har lovet mig selv at tro på det når vi rammer uge 25, men jeg ved ikke om jeg tør. Samtidig er det svært at lade være, når hun danser tango i min mave.

Der er så lang tid til, jeg vil bare gerne holde en lille færdigbagt baby i favnen, så jeg ved at jeg får hende med hjem. Jeg er bange for at gå i stykker, hvis vi ikke gør.