Sommeren 2017

Nu er vi i juni 2017, sidder og tænker tilbage på sommeren 2005 hvor vi begyndte at snakke, om at nu var vi klar til at blive forældre. Tiden flyver afsted, vi køre på snart 12 år som barnløse.

Vi har snakket om lige fra vi mødtes at vi en dag ønskede et barn, og hvis det ikke ville lykkes naturligt eller i behandling så var adoption ikke være udelukket.

Barnløs

Da jeg nok har den alder nu hvor jeg burde have et eller flere børn, bliver jeg tit spurgt: har du så børn? Hvor til jeg høfligt svar: nej det har vi ikke, da jeg ikke kan blive gravid – men vi står på venteliste til adoption. Nogen stopper straks samtalen og næsten løber væk. Andre siger: det gør mig ondt! Eller: når I så får jeres adoptivbarn, så skal I nok blive gravide med jeres eget barn!

Dårlig som kvinde

Jamen, jeg er ikke ude på at andre skal have ondt af mig! Hvorfor? Jeg er nået dertil… For fanden det har været en hård rejse at komme hertil, erkende at jeg som kvinde ikke kan gøre det som en kvinde skal. Nemlig at kunne blive gravid, bære sit eget barn i maven. Men gør det mig til en dårlig kvinde? Nej!

Jeg har fået bearbejdet den sorg jeg har været i, over tabet af det biologiske barn og har kunne se mulighed for at vi som par kan blive forældre, jeg kan blive mor og min mand kan blive far via adoption.

Affundet mig med at jeg ikke skal mærke de små spark i maven, se maven vokse og kunne mærke det liv der er skabt. Jeg er glad for at jeg ikke skal gå med en kæmpe mave her i sommervarmen, med hævet fødder og stønne som en strandet hval. Det er det billede jeg har, men det er lige så meget for at beskytte mig selv for ikke at gennemgå endnu et tab, sorg over tabet af det barn vi ikke kan skabe biologisk.

Men når vi står med vores kærlighedsbarn i lufthavnen, og får at vide nu skal I nok få jeres eget biologiske barn – kan jeg måske godt sige med et smil: nej, for det ønsker vi ikke, for her er VORES EGET KÆRLIGHEDSBARN!

Set tilbage på alle de år

Har det ikke været let, til tider kan sorgen komme op til overfladen og den må så igen bearbejdes. Jeg bruger meget tid på steder som jeg holder meget af, i mit eget selskab og reflekter over mine tanker. For hvis jeg ikke er stærk, min mand eller os som par, så kan vi måske ikke komme hele ud på den anden side. 12 år, kender ikke mange som har kunne holde ud at kæmpe s længe, have tålmodigheden til det eller kærligheden til hinanden.

Remember to enjoy the little things in life.