Jeg har ikke altid vidst at jeg ville have børn. Faktisk var jeg ret meget imod idéen op igennem mine teenage år. Men i de tidligere 20’ere begyndte det at ændre sig. Jeg synes at jeg havde noget at byde på og kærlighed at give. Da jeg mødte min mand tilbage i 2012 som 26-årig, var jeg ikke i tvivl om at vi skulle have børn. Jeps, flertal. To skulle det være og vi skulle helst få den første før jeg blev 30.

Efter møje og besvær (og ICSI) lykkedes det at få et barn, hvilket er fantastisk. Det er hårdt arbejde, men også en helt vidunderlig og uundværlig gave.

Men jeg er grådig. Jeg vil have det hele. Jeg har en fantastisk mand, et godt job, et dejligt hus og en skøn dreng, men mit hjerte vil have et barn mere.

Da vi gik i gang med projektet, var barn nr 2 nice-to-have, ikke need-to have, men da jeg sad med vores andet barn i favnen, alt for tidligt født og kun 200g, og kun kunne vente på at hans lille hjerte ville holde op med at slå, blev det pludselig meget intenst need-to-have.

Jeg vil over flere indlæg skrive om vores historie indtil nu og i skrivende stund er jeg gravid, for første gang siden vi mistede, og det er frygtelig nervepirrende, så der kommer nok en nogle indlæg om processen og frygten og bekymringerne.