Gruppen af mennesker, der ikke selv kan opnå den graviditet, de ønsker, bliver større, og det gør antallet af enlige og par i fertilitetsbehandling også. Samtidig er der et stigende antal behandlingsmuligheder, som man kan benytte sig af i kampen for et barn. Akupunktur, yoga og ”spis dig gravid” er blot nogle af dem. Det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned. Hvad er der evidens for, og hvad kan egentlig hjælpe dig? Der er ikke nogen tvivl om, at der er et stort potentiale for at blive forvirret og også en ikke ubetydelig risiko for at komme til at bruge penge på noget, der måske slet ikke er nogen gavnlig effekt af. I dette blogindlæg sætter jeg fokus på hypnose i forbindelse med infertilitet og fertilitetsbehandling. Det gør jeg med udgangspunkt i min faglige baggrund som læge og klinisk hypnoterapeut samt de studier, der er på området.
Krop og sind under fertilitetsbehandling
Det kan være en ganske stor belastning at være i fertilitetsbehandling, og vi ved at risikoen for at udvikle angst eller depression er forstærket under behandlingen. Vi ved også, at en del dropper ud af behandlingen, fordi det simpelthen er for hårdt at være i – både psykisk og socialt. Hos mange par kommer tilværelsen til altovervejende at handle om ønsket om et barn, og både parforhold og sexliv kan hurtigt komme til at lide under dette ønske, når det ikke bliver opfyldt. Selvværdet daler, og måske følger der skyld med hos begge eller den ene part, hvor årsagen til fertilitetsproblematikken ligger.
Samtidig spiller stress og belastning formentligt også en negativ rolle i forhold til chancerne for at blive gravid – også i forbindelse med fertilitetsbehandling. Stressreducerende tiltag giver derfor særligt god mening, når man kæmper med infertilitet.
Hvad er hypnose, og hvordan kan det bruges i relation til fertiliet?
Hypnose er en særlig mental tilstand, hvor man er meget fokuseret på noget, mens omgivelserne træder lidt i baggrunden. Vi oplever alle i denne tilstand flere gange dagligt, og du kender den måske fra dagdrømmeri, mindfulness eller afslapningsøvelser i slutningen af en yogatime.
Den hypnotiske tilstand er meget sund for vores hele vores system. Vi slapper oftest af under hypnose, og sindet er mere modtageligt for indlæring, ligesom vi har bedre adgang til følelser og fornemmelser, som vi måske til dagligt ikke er i kontakt med.
Hypnose er vist at virke effektivt i forhold til at reducere stress samt mindske og forebygge angst og depression, og jeg har stor erfaring med at bruge hypnose som terapeutisk redskab til at behandle bl.a. disse lidelser med utrolig god effekt. I forhold til fertilitet, giver det som allerede nævnt, i den grad mening at arbejde med at reducere angst og stress, idet dette alene kan bedre graviditetschancerne og ikke mindst øge livskvaliteten under fertilitetsbehandling.
Der er hidtil kun lavet enkelte studier omkring hypnose i forhold til behandling af ufrivillig barnløshed. I et studie fra 2006 fik kvinder hypnose i forbindelse med ægoplægning ved IVF-behandling. Man sammenlignede derefter chancen for graviditet med en kontrolgruppe. Det viste sig, at der i hypnosegruppen var dobbelt så stor chance for, at behandlingen førte til graviditet, nemlig i 28% af behandlingerne mod 14% i kontrolgruppen.
I et andet studie fra 2013 fik en række par hypnosebehandling mod uforklaret barnløshed, hvorefter 70% af parrene blev gravide.
Selvom evidensen er begrænset peger disse studier og min kliniske erfaring på, at hypnose kan spille en vigtig rolle i forbindelse med fertilitetsbehandling. Både i forhold til at bedre graviditetschancerne men særligt i forhold til at mindske de psykiske konsekvenser af både infertilitet og fertilitetsbehandling.
Hvis du har lyst til at vide mere om hypnose og fertilitet, kan du læse mere på HypnoBabys hjemmeside, hvor du også kan finde et længere blogindlæg om emnet. https://hypnobaby.dk
I HypnoBabys app finder du flere gratis hypnoselydfiler, du kan bruge til at finde mere ro og sænke dit stressniveau, og hvis du har lyst til mere, kan du med et premiummedlemsskab få adgang til en hel fertilitetskategori med hypnoser, der forhåbentligt kan hjælpe dig.
Du finder Hypnobabys app her
Du er altid velkommen til at skrive til mig på info@hypnobaby.dk, hvis du har spørgsmål.
Tusind tak, fordi du læste med 🌷
Kh Anna – mor til HypnoBaby
Kilder:
Impact of hypnosis during embryo transfer on the outcome of in vitro fertilization–embryo transfer; a case-control study, Fertility and Sterility: 85,5, 2006
Hypnosis in patients with perceived stress – a systematic review; Fisch et al. BMC Complementary and Alternative Medicine (2017) 17:323
Psychotherapeutic intervention with hypnosis in 554 couples with reproductive failure; Vyas et al, J Indian Med Assoc, 2013
0 kommentarer