Rikke, 26 år. 9 års forhold med Daniel, 27.

Som 21-årig går jeg til lægen, da jeg ikke længere får menstruation. Vi ser tiden lidt an, og til sidst bliver jeg henvist til en gynækolog. Jeg får at vide, at jeg har cyster på æggestokkene og jeg tror, ud fra de informationer at jeg får, at jeg har PCO. Jeg får at vide, at jeg enten kan komme på p-piller, for at få en kunstig cyklus, eller jeg kan prøve at blive gravid – jeg var ikke interesseret i nogen af delene på daværende tidspunkt. Bliver informeret om, at jeg helst ikke skal gå i mere end 3 år uden en menstruation.

3 år senere, som 24-årig er tilstanden uændret. Jeg går igen til lægen, som med det samme vil have mig til en gynækolog. Denne gynækolog vil gerne have en beskrivelse af ’problemet’, inden første konsultation. Jeg informerer ham om min tilstand, og tilføjer at jeg på dette tidspunkt er ved at træne op til Copenhagen Ironman som jeg skal deltage i et par måneder senere, og at jeg i løbet af de sidste år har løbet en del halv- og helmarathon. Desuden informerer jeg om, at min kæreste og jeg ønsker os et barn inden for nærmeste fremtid.

Er det sportens skyld?

Det er sommer da jeg kommer til konsultation hos gynækologen, og træningen fylder på dette tidspunkt utrolig meget, da Ironman venter lige om hjørnet. Han kan meget hurtigt se at jeg er underernæret og har så lav en kropsvægt at kroppen ikke har energi nok til at have en normal cyklus. I øvrigt viser blodprøverne at mine hormonkoncentrationer er fuldstændigt i bund! Desuden er jeg også langt nede i D-vitamin, som er ret betydningsfuld for optagelsen af calcium, hvorfor alle de sportsskader jeg har haft giver mening. Jeg har altså umiddelbart ikke PCO..

Vi aftaler, at jeg med det samme skal starte op på p-piller idet jeg kan nå at få et par menstruationer inden jeg skal lave Ironman, og at vi så mødes dagen her efter, for at ligge en plan. Jeg er ikke henrykt over at skulle tage p-piller, da jeg i det hele taget er afvisende over for medicin af al slags. Derudover føler jeg mig så selvforskyldt i at min krop ikke kan dét en kvindes krop skal kunne. Det er først nu, 3 år efter, at det går op for mig, at min kæreste og jeg ikke kan skabe et liv af os selv. Jeg har ikke rigtigt tænkt over det i årene der er gået og har ikke taget problemet særlig seriøst. Det er altid andre omkring mig, der har insisteret på, at jeg skulle gå til lægen. Det er med en klump i halsen og en meget ambivalent følelse, at jeg træner videre og stiller op til Ironman. Jeg ved jo, at min krop har været hårdt udsat i for lang tid og at jeg ikke har kunne finde ud af at indtage en tilstrækkelig kost i forhold til min træningsmængde. Det har også betydet, at jeg i 2 år ikke har haft en ’normal’ søvnrytme. Har gennemsnitligt sovet 3-5 timer hver nat…

Ironbaby coming up

Min kæreste og jeg gennemfører begge Ironman, og han frier til mig da jeg er kommet i mål, foran hele vores familie og venner, der har været inde og heppe dagen lang. Det var en stor dag fyldt med glæde og lettelse, og samtidig med høje forventninger til den kommende tid; projekt baby.

Totalt uvidende om, hvad der egentlig ventede os i forhold til fertilitetsbehandling, havde vi ret naivt troet, at vi meget hurtigt ville kunne overraske omgivelserne med, at en Ironbaby var på vej. Vi havde derfor besluttet os for, at ingen og virkelig INGEN skulle vide, hvad det egentlige formål var med at tage til gynækologen i starten af sommeren.

Jeg var blevet gjort opmærksom på at løb og intensiv træning nu var NO GO, men det skulle vise sig at blive virkelig svært for mig, kun at motionere på ’almindeligt’ plan og samtidig spise mere, for at få lidt på sidebenene. Dét at jeg ovenikøbet skulle fyldes med hormoner i form af piller og/eller sprøjter gjorde det på ingen måde nemmere.

Vi blev insemineret 3 gange hos gynækologen, desværre uden held. Hormonstimuleringerne trak hver gang noget ud, idet mine æggestokke virkelig ’sov tungt’ og havde brug for en højere dosis!

IVF overtager for insemineringer

Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital tog os ind, og overtog nu behandlingen. Vi gik direkte i gang med IVF (reagensglas) da vi havde de mislykkede inseminationer i bagagen. Her blev der ikke sparet på medicinen i forhold til at få ægproduktionen i gang. Jeg synes det var hårdt, for det var tydeligt at min krop forandrede sig, og opførte sig anderledes. Ikke fordi man kunne se det, og ingen mennesker omkring os fattede mistanke, men jeg kunne bare mærke, at der skete en hel masse. Mine (mange) æg voksede helt vildt, og efter ægudtagning følte jeg mig så træt i maven og underlivet. Forventningerne til forsøget var tårnhøje, men skuffelsen over at det mislykkedes var selvfølgelig endnu højere. I hver periode mellem forsøgene trænede jeg stadig en del. Men på Herlev hospital var de endnu mere modstandere af sport og særligt løb på det niveau jeg fandt tiltalende. Jeg har nok haft et ’træningsmisbrug’ eller en forstyrrelse i forhold til kost (hvis ikke det måske var en kombination) i hele fertilitetsbehandlingsperioden. Som tiden gik blev jeg mere og mere nedtrykt over ikke at kunne præstere – hverken i forhold til at blive gravid eller træne. Jeg skulle egentlig også have løbet et maraton i Paris for 3. gang under dette forsøg, men måtte naturligvis lade være at stille op. Omgivelserne fik at vide, at jeg var skadet og at jeg for en gang skyld var nødt til at respektere skaden og lade være at løbe på den, som jeg ellers altid havde haft gjort..

Så lykkedes det! ..Og så alligevel ikke

På en ferie til Mallorca fik jeg det største sammenbrud (dem har jeg haft flere af, i højere eller lavere grad undervejs i forløbet), så da vi kom hjem, var jeg var nødt til at foretage mig noget jeg var tryg ved – og noget som jeg følte jeg havde kontrol over. Og det var så at løbe. Det resulterede derfor i, at jeg 11 dage inden det næste forsøg løb maraton i København. Det skal siges at jeg havde fået en del ’røde lys’ i forhold til at løbe, og aldrig rigtigt fik et grønt, men altså… Just couldn’t help myself! Dét at jeg havde løbet motiverede mig til at skrue rigtig meget op for kosten og forstå at min krop virkelig ville have brug for næring, hvis den både skulle håndtere løb og være modtagelig over for en graviditet.

Nå men, jeg fik så sat et fryseæg op – jeg slap altså for selve ægudtagningen denne gang. 14 dage efter, kunne en blodprøve vise en positiv graviditetstest, men.. HCG-nivaeuet var meget lavt, og det var derfor uvist, om det reelt set var en graviditet under udvikling, eller en graviditet der var på vej væk igen. Så vi ventede en uge mere på en ny blodprøve. YES! HCG var steget og det var lykkedes! Vildt altså. Yderligere to uger efter skulle vi til en ultralydsscanning for at se hjerteblink på vores lille liv. Troede vi. Der var ikke noget levedygtigt foster at finde og jeg følte mig kørt over med 200 km/timen. Jeg var så knust at jeg ikke engang kunne udtrykke det, og lægen prøvede at forklare, at vi havde alt ret i verden til at tillade os selv at være kede af det. Ved ikke om han sagde det i manglen af en reaktion fra min/vores side, men indvendigt var jeg et vandfald. Det var nogle hårde uger i sommeren, men skulle man se det på den lyse side, så kunne min krop selv finde ud af at abortere, og ikke mindst havde graviditeten givet os endnu mere håb.

IVF med ægudtagning igen igen.

Da min krop var klar til næste runde skulle vi beslutte os for om vi ville tage endnu et fryseæg eller om vi skulle lave en frisk omgang med hormonstimulering og ægudtagning. Jeg kunne næsten ikke overskue tanken om ægudtagning igen, men på den anden side, ville vi gerne gemme vores fryseæg til, hvis vi engang skal være så heldige at få barn nr. 2. Det synes jeg lød grådigt, men personalet på Herlev forstod det fuldt ud og bakkede op om den beslutning. Jeg var heldigvis ved godt mod, og siden aborten en måneds tid inden, gik jeg all-in på at spise NOK og få sovet. Jeg havde ligeledes været ved egen læge for at fortælle om situationen og lyn hurtigt var jeg henvist til en psykolog, hvilket gav mig ro. På dette tidspunkt var der gået præcist et år siden vi gik i gang med fertilitetsbehandlingen. Det blev hårdt i længden ikke at være ærlige over for vores omgivelser om hvad der rent faktisk foregik, men for os var det bare mest rigtigt ikke at fortælle hele sandheden, end før vi kunne afsløre en graviditet. Heldigvis skulle det LYKKES denne gang, og vi så hjerteblink da jeg var 6+3! Vi blev tilbudt en scanning allerede en uger efter i og med at det gik som det gjorde sidst. Endnu engang så vi hjerteblink og vi begyndte at tro mere og mere på det. Som tiden gik kom kvalmen, og ømheden efter ægudtagningen var stadig til stede, men lykken (og bekymringerne) ville ingen ende tage. Nakkefoldsscanningen gik ligeledes fint og her efter besluttede vi os for, at fortælle vores nærmeste familie om vores rejse. Vi, eller særligt jeg, kunne ikke overskue en offentliggørelse på Facebook eller andre sociale medier, selvom jeg selvfølgelig var SÅ glad! Det tog mig noget tid at forstå alt det der var sket. Ikke mindst skyldte jeg mine veninder og øvrige familiemedlemmer, at fortælle dem hvad vi har gået og arbejdet på og hvorfor jeg til tider har været meget skadet eller fraværende og trist. Alle omkring os har virkelig udvist forståelse og respekt, og det er jeg så taknemmelig for, for dét at gå og ’pakke tingene ind’ overfor ens medmennesker er bestemt ikke nemt! Og slet ikke når man ikke ved hvor lang tidshorisonten er.

Lidt kortere sagt..

Vi var et år i fertilitetsbehandling og har termin den 11. maj 2017 med en pige. Vi har ofte oplevet at høre, at det ikke er længe i forhold til mange andre – og bevares, et år er ikke længe – ikke hvis man på forhånd ved det, men ingen kan fortælle folk i fertilitetsbehandling hvornår det vil lykkes! Som en læge sagde til os for nyligt: ’man vil altid kunne finde nogle der har det værre end én selv, men derfor har man fandeme ret til at synes at man har haft det hårdt! – tænk på dem der smider p-pillerne og bliver gravide i 1. forsøg. Så er det I har været igennem sgu da hårdt’. Jeg synes at det er så rigtigt sagt. For det hjælper altså ikke altid at tænke på at andre har det hårdere – det bliver man jo ikke gravid af. Vi havde hele tiden fået at vide at vi var godt stillet fordi vi er unge, er aktive og i god form, hverken ryger eller drikker, havde gode sædprøver, osv. osv. Når man derved har så fine odds, så kan et år med så meget modstand føles som en evighed.

Hvad end årsagerne, udfordringerne eller modstanden kan skyldes, håber vi, at andre i fertilitetsbehandling får skabt og bragt det lille menneske de fortjener, til verden!