_{Kommer barnløshed og fertilitetsbehandling andre ved?
Ja, det synes jeg faktisk det gør.
Jeg tror ikke på glansbilleder – heller ikke på sociale medier. Der er ingen menneskeliv, der er glansbilleder. Jeg elsker at følge med hos andre på sociale medier, også i helt almindelig hverdagsting.
Og fertilitetsbehandling er bare min hverdag. Sprøjter og at smide tøjet foran en fremmed mand flere gange om ugen, prøve at undfange en baby – også med en fremmed mand til assistance – og alt det andet, det er bare hverdagskost for mig.
Så holder man på et tidspunkt op med at være sart omkring det meste i sit liv, skal jeg hilse og sige.
Jeg kan godt lide, når mennesker deler helt ærligt og jeg synes det er stærkt.
På Instagram og Facebook er der en hel samling af totalt seje kvinder, der deler og er ærlige omkring alle deres sorger og glæder og bekymringer i det her. Nogle af dem har
prøvet virkelig meget af det her, og det giver lidt håb for mig, for at jeg så måske kan klare lidt mere.}

Jeg er blevet meget ærlig omkring fertilitetsbehandling. Det er jeg af flere årsager, bl.a. fordi jeg tror det er godt at være ærlig, jeg kan ikke skjule længere, hvor meget det her fylder og hvor svært det er.
Jeg har simpelthen ikke energi til at skjule det længere. Jeg har også fået rigtig meget positiv respons, og mange har sendt mig varme tanker og kram, og det er rigtig rart!
Samtidig har jeg fundet ud af, hvor mange der har det samme problem, og der er spiret et par nye venskaber ud af det. Tak for jer!

At vide, at man ikke er alene, tror jeg er en helt grundlæggende følelse af at være menneske. Der er flere og flere mennesker, der åbner op omkring det.
Rune Klan har lavet et helt stand up show om barnløshed (som i øvrigt, er mega godt!). Pelle Hvenegaard udkommer med sin bog “Kære Zoe Ukhona” til foråret, som handler
om deres lange rejse mod at blive forældre. _{Jeg synes, at de begge to er så sindssygt seje!}

Jeg har ikke altid været ærlig omkring min/vores barnløshed. Det er mig, der ikke kan få børn, og det har vi vidst i ret lang tid.
For det første, så får man jo en mistanke efter et par år uden prævention og man ikke ligefrem skyder børn ud i raketfart, jeg fik det at vide i 2015. Jeg sagde det til meget få dengang,
også har det egentlig bare været noget der ligesom var der i de to år. Jeg har tænkt meget på det, men ikke snakket om det. Kun med meget få mennesker.
Når folk spurgte, om vi ikke snart skulle have børn, undveg jeg altid at svare, svarede afvigende eller lignende. Jeg magtede virkelig ikke at svare og fortælle.
Jeg var altid lidt bekymret for spørgsmålene om, om vi ikke snart skulle have børn.

Jeg er ikke fuldstændig ærlig omkring alt, ift. barnløsheden, fx den specifikke grund til, hvorfor jeg ikke kan, har jeg det rigtig svært med at sige højt eller skrive, for den sags skyld.
Fordi jeg skammer mig over det, og jeg er flov over det. Egentlig så er årsagen til, hvorfor man ikke kan få børn jo på sin vis også ligegyldig. Jeg tror det gør lige ondt, uanset hvad der er årsagen –
der er ikke nogen, der har det lettere end andre i det her game!

Men udover ovenstående, så er jeg faktisk ærlig omkring mange ting, det fylder på min Facebook og i særdeleshed på min Instagram.

_{Og hvorfor så det?
Da vi startede i fertilitetsbehandling var det min klare holdning, at ingen skulle vide det. Ingen overhovedet. Vi kunne måske sige det, hvis jeg blev gravid, at vi faktisk havde fået hjælp, men at vi var i gang med det, skulle ingen vide.
Jeg skammede mig rigtig meget over at være i fertilitetsbehandling.
Så begyndte det at fylde mere og mere, jeg følte mig rigtig ensom og jeg følte samtidig, at det stod i skrevet i panden på mig. Det ved jeg jo godt, at det ikke gjorde, men jeg følte at alle mennesker kunne se, at jeg er “defekt”.
Jeg blev nødt til at sige det til min chef, fordi jeg jo ret tit var væk.
Jeg blev lettet over at få det sagt, og langsomt begyndte vi at fortælle det til flere og flere. Det var rigtig godt at få det sagt! Så begyndte det også fylde rigtig meget på min Instagram og til sidst på min Facebook. Det var og er umenneskeligt hårdt, og jeg kan ikke gemme det væk.
I dag har jeg det så fint med, at “alle” ved det. Jeg er sluppet for rigtig mange spørgsmål. Derfor deler jeg heller ikke anonymt på Facebook og Instagram. Er det grænseoverskridende? Ja for fanden da, men for mig er det nødvendigt.
Fertilitetsbehandling er en gigantisk del af ens hverdag, når man står i det. Det fylder meget i hverdagen i fysisk form, såsom daglige sprøjter, mange scanninger/lægebesøg
Min kalender står altid åben for behandling, scanninger m.m. (og man kan vitterligt ikke planlægge en skid, for kroppen vil kun det den selv vil). Jeg har ingen kontrol over det her, overhovedet. Den eneste udvej jeg har til kontrol er, at sige stop – men hvem kan vende ryggen til det barn, man håber så meget på at få? Det barn, som lever i ord og billeder i hovedet, i hjertet, som har et navn og som er så ønsket.
Derudover er der den psykiske del af det, som også er stor – og den del bliver en sprængfarlig cocktail, for mit vedkommende, når der er hormoner involveret – det fylder vitterligt alt; angsten for aldrig at blive forældre, tankerne omkring hvad meningen med mit liv er, hvis det ikke er at blive mor (og det er jeg langt fra kommet frem til endnu). Jeg skal jo kun bevæge mig lige udenfor min hoveddør, for at møde mødre med barnevogne m.m., som kan minde mig, om det jeg ikke selv har og måske aldrig får.}

Der er masser af god hjælp, støtte, positive tanker og virtuelle kram og highfives at hente her på fertilitetsliv, Facebook og Instagram.
Vi der er i fertilitetsbehandling forstår hinanden, og har en form fællesskab, som kun vi, der står midt i det eller kender til smerten og angsten forstår. Det betyder ikke, at vi ikke er glade for al den anden støtte – det er vi (ikke for den støtte der hedder “bare slap af, så bliver du gravid” eller “tænk på noget andet”, men alt det andet), men det er en anden støtte
man får fra mennesker, som kender alle sider af det, også de rigtig grimme sider, som vi ikke nødvendigvis er fuldstændig ærlige omkring – de rigtig grimme følelser,
de dage, hvor man tænker “nu kan jeg ikke mere”, de sider som vi ikke kan fortælle til nogen som helst andre, fordi det ville virke fuldstændig vanvittigt, hvis man ikke
ved, hvor desperat, ulykkelig, vred og fyldt med sorg man kan være.

Jeg har fået varme tanker og hilsner fra mennesker på Facebook osv. – og tusind tak for det. Det varmer virkelig – det hele.
Samtidig så kan Facebook og Instagram bruges som en lille dagbog til mig selv. Jeg kan se, hvor meget jeg har klaret og overlevet – så jeg skal nok klare lidt mere.
Jeg forstår godt, hvis det er svært at forstå, hvorfor man vil dele noget så privat. Jeg forventer ikke at alle forstår.
Barnløshed rammer mange. Og også flere end man sådan lige ved/tror (det finder man ud af, når man åbner op omkring det).
Hvis det nogensinde rammer dig, så skal du bare vide, at du ikke er alene! 🙂 Og hvis det, at jeg er ærlig omkring det bare kan mindske følelsen af smerte og ensomhed hos et enkelt menneske, så er det det hele værd.

Derfor deler jeg, og hvis man ikke har lyst til at følge med eller tænker, at det er for meget/forkert/for tabuiseret, så står det den enkelte helt frit for.

Det her er mit fertilitetsliv – tak fordi du læste med.

Malle