I oktober 2020 fik vi endelig vores henvisning til fertilitetsklinikken. På daværende tidspunkt var det 1 år siden jeg havde taget min sidste p-pille. Vi vidste begge godt, at selvom vi fik henvisningen, så vil der gå godt og vel et halvt år inden der ville komme plads på klinikken. For at gøre en lang historie kort, så spoler vi lige frem til den telefoniske samtale vi havde med en læge i Januar 2021.

I Januar fik vi et opkald omkring hvilken behandling vi ville blive tilbudt. Min kæreste havde forinden afleveret endnu en sædprøve, som også var blevet behandlet til denne samtale. Da min kæreste i en lang periode havde arbejdet om natten, så tog jeg samtalen alene. Vi havde jo tidligere fået svar på, at hans sæd ikke fejlede noget som helst, så hvorfor skulle der være noget i den nye prøve? Jeg tror egentligt begge vi har fortrudt dette mange gange siden. Det første lægen spørger om, det er, om min kæreste er tilstede, da vi skal snakke om ham. Jeg kan huske den klump jeg fik i maven, det var som at få en bold lige i maven og miste pusten. Min kærestes sædprøve var blevet gennemkigget, og de kunne desværre konstatere, at aktiviteten hos sædcellerne var meget dårlig. Faktisk så dårlig, at de vil sende os direkte i reagensglasbehandling, når der blev plads på klinikken. Det var virkelig en hård omgang! min kæreste var på det tidspunkt 20 år gammel, og eftersom vi havde valgt han ikke skulle deltage, så blev det pludselig mit ansvar at overbringe dén besked. Lægen kunne derudover også berette, at vi begge skulle tabe os. Jeg skulle tabe 5 kilo og min kæreste 15 kilo. Det var ikke som sådan et krav, men det vil forbedre vores chancer for at lykkedes med projektet. Da jeg lagde røret på, så blev jeg helt tom indeni. Vi havde virkelig set frem til det her opkald, og vi havde glædet os til at blive klogere på hvad vores plan blev. Alligevel blev jeg efter opkaldet ramt af opgivenhed og fortvivlelse. Vil vi nogensinde blive gravide? kan jeg holde til alle de hormoner? hvad gør man med arbejde? Pludselig gik babyprojektet fra at være et spændende projekt hjemme i soveværelset til et projekt omhandlende tidsplaner og behandlinger. Jeg vidste – og ved jo godt – at dette er vores lod i livet hvad angår børn, men jeg kan ikke lade være med at føle, at det hele det er lidt uretfærdigt. Vi er super heldige, at der i dag findes behandlingsmuligheder for barnløshed og jeg er taknemmelig for, at vi kan få hjælp. Men jeg kan virkelig også mærke det jaloux “monster” indeni, der finder det hele uretfærdigt og synd for mig.

Min kæreste reagerede som jeg tror mange mænd gør – de finder på løsninger. Det første døgn brugte han på at finde på gode løsninger, men herefter gik det også op for ham, at det her projekt kunne blive en ordentlig omgang, og han blev mindst ligeså ked af det som mig. Han har senere fortalt mig, at han blev ramt af skyld og flovhed. 20 år gammel, anbefalet vægttab og dårlig sædkvalitet? Det er en hård omgang at knække for de fleste mænd, tænker jeg.

Efter nogle dage begyndte vi på livsstilsændringerne og vægttabet. Det går godt, ja faktisk går det rigtig godt. På nuværende tidspunkt skriver kalenderen midt maj, og min kæreste har tabt 14 ud af 15 kg og jeg har tabt 4,5 ud af 5 kg. Vi er mega klar til behandling, og da vi i Marts fik mulighed for at tilmelde os, så sendte vi selvfølgelig en tilmelding afsted og var så klar!

Hvad der skete med den første tilmelding, og generelt hvad der er sket fra Marts og til nu, det vil jeg fortælle mere om i næste blogindlæg.

Mange hilser fra

babydrømme i 20’erne.