Historien om ‘masken’

Hvorfor skal man altid være så skide glad på andres vegne? Er man så et bedre menneske? Bliver man så ramt af den gode karma på livets vej? Det vil jeg fløjte højt og flot på! Jeg har en ‘maske’ som jeg til tider tager på.

Det er et ansigt jeg påtager mig, når man får af vide at der igen er nogen der har vasket undertøj sammen og blevet gravide. For hvor er det dog herligt. Hurra for det. Bliver jeg et bedre menneske af at tænke det? Af at smile og se påtaget ud? Af at give store krammere og sige ting som “eeeeeeej hvor godt!” Eller “det kan man slet ikke se!”

Hvis man er glad på andres vegne, er alt godt.

Men betyder det at jeg skal sætte andres lykke over min egen? Betyder det, at jeg bare skal være glad?

Nu skal sandheden på bordet. Er jeg glad på andres vegne når de bliver gravide? Ja. Helt oprigtigt og bundærligt. Ja, det er jeg.

Går jeg et sted hen alene bagefter og græder? Absolut! Jeg er ikke et offer, og det er ikke synd for mig, men jeg græder alligevel. Jeg græder fordi jeg ikke kan andet. Det er blevet den mest naturlige ting at gøre – kort tid efter at jeg tager ‘masken’ af. I bund og grund græder jeg jo, fordi lykken tilsmiler nogen andre end mig. De får hvad jeg så inderligt ønsker for mig selv. Var det egoistisk sagt? Måske. Var det ærligt? Ja.

Jeg står med en følelse af afmagt, også har jeg i grunden egentlig bare lyst til at give den stork et lag tæsk! Det fortjener den.

Dette er min beretning om, når ‘masken’ bliver brugt lidt for ofte.