Hormonerne ved dette forsøg, havde jeg det meget nemmere ved at stikke ind i mavsen end første gang. Jeg var blevet helt haj til det nu følte jeg. Jeg havde fundet ud af hvor jeg ca. skulle stikke for, at ramme nogle punkter, hvor det ikke gjorde ondt, at få nålen igennem huden. Mega sejr!! Hormonerne var fuldstændig de samme som første gang, dog i en mindre dosis. Det var ikke meget mindre, og derfor hobede angsten sig lidt op omkring ÆU. Tænk hvis jeg igen blev overstimuleret. Dog var jeg fast besluttet på, at jeg ikke skulle have nogle æg op i denne cyklus. Jeg nægtede det. Jeg ville hellere vente, end at gå igennem samme helvede som første gang.

Som dagene gik, skulle jeg ind til tjek, hvor de kunne se, hvordan mine æg udviklede sig. Til alles store overraskelse, var der kun 4!!! Jeg blev faktisk mega skuffet. Så skulle jeg til, at gå igennem en ÆU for kun 4 æg.. Tænk hvis ingen overlevede. Og jeg vidste ligesom, at en ÆU på mig gør mega nas. Sidste gang tømte de 17 follikler på mig, hvor der var 15 æg, 9 blev befrugtet og 6 overlevede til blastocyst stadiet. Hvordan ville overlevelsesprocenten så lige være på de sølle 4 æg?

Jeg gik igennem behandlingen med den tanke og trøst om, at de havde lovet at smertedække mig bedre og at med færre æg, tog ÆU også kortere tid. Det skulle bare overståes. Beundre virkelig dem, som ikke synes det gør særlig ondt og nemt kan klare en masse ÆU. Hvor må det være dejligt. Men mine æggestokke ligger længere bagud, hvorfor der er en længere vej ind til mine. Og så sagde lægen, at nogle bare har ømmere æggestokke end andre. Og hertil kan jeg bare række en hånd langt op i vejret. På trods af den dobbelt dosis af smertestillende, kunne jeg lige følge lidt med på skærmen i starten. Det gik MEGET bedre end første ÆU, men jeg synes stadig det gjorde ret nas.

Lægen tømte folliklerne og fandt utroligt nok, en ekstra follikel. Så i stedet for 4, så var der 5 æg. Det gjorde virkelig meget for mig psykisk. Puhaa.. Det synes jeg alligevel var et okay fint antal. Chancen for der bare var 1 æg, følte jeg nu var SÅ meget tættere på. Tankerne kørte dog alligevel rundt. For tænk nu hvis der kun var 1 æg der overlevede. Så havde vi brugt et helt forsøg, for kun 1 æg.

Tanker, bekymringer, stress og angst følelser dukkede op og så føles de pokkers 5 dages udvikling af æg og ventetid altså bare som en evighed. Ville nogen af dem, mon udvikle sig til blastocyster overhoved? På 2-3 dagen var jeg nervøs for, at min tlf. skulle ringe fra klinikken. Åh hvor jeg ikke håbede, at de ville ringe og sige, at løbet var kørt. Der var dog ingen der ringede, hvilket virkelig overraskede mig. Jeg var SÅ forberedt på dårlige nyheder….5 dagen kom, klinikken ringede, og følg med i næste blogindlæg, for at finde ud af hvad der så skete…. <3