09Hormoner
Før jeg startede i fertilitetsbehandling, tænkte jeg meget på, hvordan hormonerne ville påvirke mig, særligt min vægt, og så det at skulle stikke sig selv. Jeg var sikker på, at det ville blive det værste ved fertilitetsbehandling.

Hvor tog jeg dog fejl.

Det er vigtigt for mig at pointere, at alle oplever fertilitetsbehandling forskelligt, så min fortælling er helt subjektiv, og jeg er sikker på, at der sidder masser, der har oplevet det hele helt anderledes.
Men der er nok også nogle, der kan genkende dele fra min fortælling, hvis de selv har været/er i fertilitetsbehandling. Til dig der måske skal i gang, så husk at intet behøver at være for dig, som det har været for mig.

For dig der måske overvejer at blive ægdonor, så husk at det er en meget begrænset tid, du skal tage hormoner, så du vil sandsynligvis ikke opleve problemer med vægten og humøret, men du kan godt få lidt luft i maven.

Det med at stikke sig selv
For lige at springe tilbage til det med hormonerne og det at stikke sig selv. Det er ikke spor slemt. Første gang er det grænseoverskridende, fordi det er sært, anderledes og lidt ”farligt”, derefter bliver det ren rutine. Man kan en time før stik smøre lidt Emla creme på, hvis man er sart. Det har jeg altid gjort, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke kan stikke uden, det er bare det, at så kan jeg slet ikke mærke det, og så er der i hvert fald ingen grund til at jamre…. Men ærligt er det ikke nødvendigt, det er bare mig, der er lidt fjollet.

Det der er træls ved at skulle stikke sig er, at ligesom meget andet fertilitetsmedicin skal det tages på et ret præcist tidspunkt, det betyder, at man skal have det med ud, hvis man skal besøge andre, og da det ofte også skal være på køl, så skal man enten indvie andre i sin behandling eller have en køletaske med i bilen, hvis man har sådan en. Det er bøvlet, og derfor begrænser ens sociale aktiviteter sig lidt. Men det er ikke noget, der ikke kan løses, men de første par gange man konfronteres med problemet, skal man lige lave en plan.

Vægten
Så er der det med vægten. Jeg tror, at mange tager lidt på af hormonerne, men ærligt er det minimalt. Det, jeg er blevet rigtig tyk af, er træthed og ventetid. Før jeg startede i fertilitetsbehandling, red jeg hver dag, jeg løb de fleste dage i ugen, og jeg var meget aktiv. Men for mig hang det ikke sammen at have hest, jeg håbede jo hele tiden, at snart blev jeg gravid, og så turde jeg ikke tage chancen at ride samtidigt, så jeg besluttede at låne min hest ud.

Samtidigt blev motivationen til løbeturene mindre. Dels var jeg hele tiden enormt træt, slået ud af skuffelser i forbindelse med behandlingen eller også var jeg i gang med behandling og turde ikke løbe. Så løbeturene blev færre og færre, og hyggespisningen tog til.

Nogle går igennem et fertilitetsforløb relativt let, men langt de fleste skal igennem mange forløb, skuffelser, sorger og smerter. Det har også ramt mig. Så den gode mad, hjemmebag og chokolade er blevet en måde at forsøde livet på, når alt andet bare har ramlet.

Mens jeg skriver det, synes jeg faktisk, det lyder lidt ynkeligt, og jeg håber, at der sidder nogle og tænker, det skal ikke være mig! For ærligt er det ikke sjovt at veje 30 kg for meget og nu sidde i en situation, hvor jeg ikke har kræfterne til at tabe mig. Omvendt håber jeg også, at der sidder nogle derude og tænker, ”PY HA – Der er andre der har det som mig”, for fertilitetsbehandling kræver trøst. Det er så hårdt, og der er så mange nederlag og skuffelser for rigtig mange.

Jeg har ikke tænkt mig at være overvægtig resten af livet, for jeg synes ikke, det er rart eller sundt for mig. Derudover bliver jeg en gammel mor, hvis jeg er så heldig at blive mor, og mit barn er ikke tjent med en mor, der både er gammel og overvægtig, da begge ting sætter en stopper for fysisk aktivitet i et eller andet omfang.

Så jeg har lovet mig selv, og mit barn, at når vi er på den anden side af fertilitetshelvede, så skal mine kræfter ikke længere bruges på det, men på at være den bedste mor jeg kan være, også hvad angår sundhed.

Humøret
I forhold til humørændringer i forbindelse med hormoner, så synes jeg ikke, det har været så slemt. Min kæreste er ikke helt enig, men helt subjektivt, så er jeg sluppet for store tudeture eller andre udbrud. Jeg er nok i perioder bare blevet mere træt og stille, hvilket er meget langt væk fra min natur, så naturligvis kan det mærkes i et parforhold. Jeg tror også, min kæreste synes, jeg er lidt mere nærtagende, men det er først for nyligt, at jeg har konstateret, at han måske har lidt ret i det.

Jeg har i halvandet år ført en online dagbog på en app, der hedder Daylio. Der kan man skrive, men man kan også ved hjælp af ikoner notere sit humør, og hvilke aktiviteter man har lavet. Desværre viser der sig et ret klart billede af mit humør og mine notater i forbindelse med hormonerne, som jeg faktisk ikke selv var bevidst om. Så jo lidt har hormonerne nok ændret mig. Fra den positive vinkel af så har det tydeligvis været værre for min kæreste end for mig.

Ægudtagning
Så kommer vi til ægudtagning, det er der mange der frygter ægudtagningen, det gjorde jeg også selv, hvilket er helt naturligt, da det jo ikke lyder særlig rart, og derfor vil jeg gerne slå et lille slag for oplysning på dette område.

For det første er der ret stor forskel på, hvordan de enkelte klinikker smertedækker. Jeg går nu et sted, hvor der er narkosesygeplejersker, hvilket betyder, at de faktisk smertedækker mig tæt på 100%. Da jeg gik offentligt, fik jeg også smertelindring, men jeg skulle have mere og var ikke dækket helt.

Ved ankomst til klinikken får man langt et drop. Hvis man er lige så sart som mig, kan man hjemmefra have smurt lidt Emla creme på begge sine håndrygge, så kan man ikke mærke, når de lægger droppet, og så er man den bekymring mindre. Hjemmefra bliver man også anbefalet at have taget et par Panodiler, så de virker, når man er færdig, det er jo op til en selv at gøre det, jeg har aldrig gjort det.
Når så det er tid til ægudtagning, så får man smertelindrende sprøjtet ind via droppet. Derefter lægger lægen en lokalbedøvelse med en sprøjte oppe i skeden på en. Det lyder virkelig forfærdeligt, og man skal ikke se den der sprøjte, før det bliver gjort, men ærligt så gør det altså faktisk næsten ikke ondt, det spænder lidt, man piber lidt, og så er det overstået. Det er ikke slemt, og jeg er ellers ret sart.

Så snart bedøvelsen i skeden virker, så starter ægudtagningen. Det er ikke super rart, men med bedøvelse og en gavmild sygeplejerske, så går det hele, og det tager ganske kort tid. På den private klinik jeg går nu, bruger de som sagt et andet præparat, så der skal jeg næsten ikke have noget, og det virker virkelig godt. På den offentlige klinik fik jeg rigtig meget, og det dækkede knapt så godt, men altså det gik, og jeg tror at langt de fleste kan klare det uden særlig gene, hvis jeg kan, for jeg er ingen superhelt.

Jeg ved fra andre, at de har været ømme en dag eller to efter ægudtagning, det har jeg ikke. Jeg har aldrig brugt smertestillende efterfølgende, og jeg har været i fuld gang dagen efter. Samme dag som udtagningen har jeg slappet af, men ellers har der ikke været noget, jeg ikke kunne bagefter.

Jeg tror nok, jeg har fået taget æg ud 9 gange, 5 gange på offentlig klinik og 4 gange på privatklinik, så jeg har da lidt erfaring at øse ud af. Så uanset hvor du skal have taget dine æg ud, så skal det nok gå, og du har helt sikkert prøvet noget, der var værre end at få taget æg ud.