I dag har jeg sådan en dag, hvor tårerne presser sig på, hvor jeg skal huske mig selv på alt det gode jeg har, og at man sagtens kan leve lykkeligt med kun et barn.

Endnu en i min omgangskreds er gravid. Igen. Hun kom efter mig. Jeg var før hende. Da jeg startede med at prøve igen, fødte hun sit første barn. I alt den tid hun har nydt sit første barn, har jeg kæmpet en kamp for at lave et mere. Nu er hun gravid, og jeg kæmper videre.

Hun er sød, der er ikke noget der. Men det er fandme (undskyld sproget) ikke fair!

Den historie gentager sig gang på gang omkring mig. Når veninder fortæller mig at hende eller hende er gravid, har jeg mest lyst til at sige NÅ?

I dag orker jeg intet. Jeg er trist, og kan ikke tage mig sammen til noget. Jeg har svært ved at finde overskud til at være den mor jeg bør være, på disse dage.

Jeg skulle på posthuset efter en pakke. Foran mig stod en dame med en lille baby i en lift. Sådan en 1 mdr gammel baby. Helt vildt sød og dejlig. Det eneste jeg tænkte på var, om den lift jeg har stående hjemme, nogensinde kommer i brug igen. Ligesom min fine barnevogn, mit lækre babytøj, mine graviditetsbøger og alt det andet jeg har liggende.

For tiden tænker jeg meget på, hvor lang tid man skal bruge på at acceptere at man måske ikke får flere børn. Én ting er mit/vores eget ønske om det, men så er der også min datters brændende ønske om at blive storesøster.

På sådanne dage her er jeg helt vildt pessimistisk. Det svarer nok til at slå sig selv i hovedet med en hammer. Jeg fortæller mig selv at det jo aldrig sker. At jeg ikke bliver mor igen. At min drøm om at skabe et lille menneske, se det vokse op og give det et rigt og trygt liv, ikke kommer til at ske. At min datter skal vokse op alene, og leve sit liv i sorg over at være enebarn.

Jeg kunne blive ved…

Jeg tror det hedder at tage sorgerne på forskud. En måde hele tiden at passe på sig selv, for ikke at svinde ind i en drøm om noget, som man på ingen måde er garanteret.

Jeg føler at det her baby projekt gør mig en smule bipolar. Faktisk trives jeg bedst i den travle hverdag. Med fyldte dage på jobbet hvor der er masser at tage sig til. Hvor mine elever og kollegaer har brug for mig, og hvor den fiktive baby ikke får tid til at fylde i mine tanker. Og hvor jeg, når jeg kommer hjem, kan nyde min familie, lave mad, lege, smøre madpakker og hvad der ellers skal laves. Sådan 5 ugers ferie giver meget plads til tanker og følelser i massevis. Dem forholder jeg mig også til. Men nogen gange er det altså også rart at der ikke er ”tid” til dem.

Jeg har altid (hvis jeg selv skal sige det), været en der generelt har et godt humør. Vi har vel alle vores udsving hver især, men generelt er jeg et glad menneske. Positiv og taknemmelig for livet. Det er svært at skulle lære de sider af sig selv at kende, som kommer frem igennem sådan et forløb her. Nogen gange kan jeg slet ikke kende mig selv. Det er faktisk lidt synd for min mand. Han er meget optimistisk i forhold til mig. Det er en god egenskab. Jeg forsøger at lære af ham. Hans udgangspunkt er, at man skal tro på tingene, at troen og håbet aldrig kommer dårligt igen, og hvis faktum er noget andet i sidste ende, så må man forholde sig til det den dag man er nødsaget til det. Jeg undskylder med at jeg ikke vil tro på det, fordi jeg ikke vil blive skuffet og ked af det hver måned når menstruationen kommer. Men som han siger, man bliver da lige ked af det når den kommer, uanset hvad man havde forberedt sig selv på. Og han har jo ret. Sorgen er lige stor hver måned, så hvorfor ikke bare give projektet og sig selv lidt god energi undervejs.    Forleden da jeg lå og var ked af det holdte han om mig og sagde; ”Det nytter ikke noget at du ligger og er ked af det og bitter, det kommer der ikke nogen baby ud af skat”. Jeg blev i sekundet lidt sur på ham. Men jeg fik den der ”rejs dig op og tag dig sammen” – følelse, og det var faktisk godt, lige på den dag.

Jeg ved efterhånden at det svingende humør er en af de ting der føler med i kampen for at lave et barn, og at det er okay at vi har nogle lorte dage indimellem.