“Hurra scanningsdag på cyklusdag 3” har ingen nogensinde sagt.

Blog opslag

Skrevet af dagbogQ

19 maj, 2020

Hej mit navn er ….. Det må du gætte dig til. For jeg vil gerne være anonym, derfor kan du bare kalde mig Q. Faktisk er jeg Fru Q, for jeg har været gift i snart 3 år. Om få dage bliver jeg 30, og på mit cv for barnløse står der, at jeg har været ufrivillig uforklarlig barnløs siden februar 2019. Egentlig burde jeg arbejde lige nu, men jeg kan ikke koncentrere mig. Mit hovede er fyldt med tankemylder. For i dag har jeg taget endnu en negativ graviditetstest, og jeg er begyndt at pletbløde. Sådan er starten på min menstruation altid.

Nu venter jeg på, at der kommer gang i afløbet, så jeg kan melde mig til mit 5 iui-forsøg, imens jeg krydser finger for, at cyklus-dag 3 ikke bliver for splatterfilms-agtig. Beklager hvis du er følsom. Men jeg har altid undret mig over, hvorfor der ikke er særligt mange, som fortæller de mere uelegante og intime sider af fertilitetsbehandlingen? Bevares. Der er ikke mange elegant sider af fertilitetsbehandling. Men scanningen på cyklusdag 3, er et kapitel for sig. Sådan er det i hvertfald for mig. Og det har ikke hjulpet, at jordmorderen der scannede mig i min forrige cyklus, blev nødt til at holde mig nede, da jeg i alt hast ville skynde mig hen for at få trusser på. ‘Du skal lige blive liggende ellers får du våde sokker’. Og ja, hvis du skulle være i tvivl, var det ikke fordi, at hun havde spildt vand på gulvet.

Men jeg har altså lige fået min menstruation. Eller det er først om et par dage, at min livmoder sådan rigtig tager sig sammen til at lave nogle ordenlige sammentrækningsøvelser, så jeg kan registrere 1. blødningsdag i Clue. For ved vi ikke godt alle sammen, at det er først, når det er registreret i Clue, at det rigtig gælder? Det er lidt det samme med løbe apps. Du har ikke rigtigt været ude og løbe, før du har registreret det i en app.

Men nu starter jeg forfra med min 7-7-14 rytme. Det er nemlig den rytme mit liv har kørt i, siden vi besluttede os for at lave et barn. Måske lyder 7-7-14 for dig som en nervøs skoleelev, der forsøger at stamme sig igennem 7- tabellen. Eller også lyder det måske som nummeret til en akuttelefon. Men hvis du, ligesom mig, er ufrivillig barnløs, så har du nok allerede gættet, at 7-7-14 er inddelingen af den kvindlige cyklus. 7 dage med menstruation, 7 dage hvor man venter på ægløsning og 14 dage hvor man går og håber på, at man er gravid, inden det hele så alligevel skal starte forfra. Jeg ved selvfølgelig godt, at vi alle  er forskellige og måske er din rytme anderleds. Måske variere den. Måske er den længere eller kortere. Eller måske er den en uforudsigelig algoritme. 7-7-14 lød bare bedst i denne sammenhæng.

Og det er måske et meget godt eksempel på, hvilke nogle tanker der fylder så meget I mit hovede, at jeg ikke kan koncentrere mig om at arbejde, før jeg har fået sat det hele i system. På en eller anden måde, giver det for mig, det meningsløse ved at være ufrivilligt barnløs, lidt mere mening når jeg får sat tankerne i system. Ikke fordi at det nogensinde ville give mening at være ufrivillig barnløs. Men måske kan de tanker, følelser og oplevelser jeg har ved at være ufrivillig barnløs, blive genfortalt i nogle andre perspektiver, som kan få mig til at acceptere og forstå dem bedre.

Det er det jeg håber på, at denne mulighed for at gæsteblogge (eller hvad man skal kalde det) kan give mig. Jeg håber at du vil læse med? For måske har du det lige som mig, og ville også ønske, at du havde fået et godt fif med på vejen til at gennemføre en drypfri scanning på cyklusdag 3?

2 Kommentarer

  1. S

    Jeg kan da godt høre, at jeg er heldig, men har heller aldrig prøvet IUI 🙂 ..
    Da jeg skulle have lagt fryseæg op var det, hvis ikke jeg havde deltaget i et forsøg, tidligst på cyklusdag 12 jeg skulle scannes 🙂

    Svar
    • Fru Q

      Tak for din kommentar
      Det kan være et blodbad uden lige, men men venner sig heldigvis til der.
      Når vi skal videre til ivf skal jeg også scannes på cyklusdag 3 for at de kan sikre sig, at der ikke er cyster.

      Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!