Når man gerne vil have børn, så overskygger det egentlig alt. Min drøm var altid og blive ung mor, få børn inden jeg blev 25 og det ville da ikke gøre noget hvis jeg havde 2. Det krævede selvfølgelig lige en mand, og han var ikke klar før vi kom i hus og fik et godt fundament og bygge en familie på. Så jeg måtte jo holde ud. Jeg accepteret også hans valg, da jeg ikke var ude på og narre ham til børn.

Jeg snakkede med en veninde forleden dag, hun er lige blevet mor til den skønneste lille baby, og som hun så fint skrev, ”det bedste råd jeg kan give dig, NYD HINANDEN”. Det ramte egentlig og satte en masse tanker i gang, for trods det er lort og lagkage og negative test hele tiden, så skal man forsøge og tænke positiv i den her verden, selvom det til tider ikke er nemt.

Man kan hurtig glemme hinanden i processen. Men en ting jeg har lært i det her er, at man skal nyde tiden som kærester. Nyde at kunne tage ud på en spontan tur og bare se hvad der sker. Ja vi har en hund og skal tage hensyn til, men han kan trods alt godt være alene en del tid og kræver ikke det vilde, eller også kommer han da bare med på tur. Et barn kan man ikke bare lige give noget mad og så daffe på tur, og det er også mere besværligt at skulle tage på tur med et lille barn, lidt hårdt sagt måske, men man forsøger virkelig og vende ting til positivt når man er lidt nede.

Vi har kæmpet i godt 3 år nu, og det første år hver gang vi havde oplevet noget, så strejfet tanken; ”det her er sidste gang vi kun er 2 her” så man har forberedt sig lidt mentalt på at os to forhåbentlig snart bliver til os 3. Man sætter lige pludselig ret meget pris på de oplevelser man får alene som kærestepar. Vi skal giftes om små 3 måneder, og den oplevelse er jeg egentlig også taknemlig for vi får, bare os to, uden en skrigende baby, at vi kan nyde den dag, glemme alt det sure, og bare holde en fest og fejre kærligheden.

Så ligeså træls alting er, med at det ønskebarn ikke bare snart sætter sig fast, ligeså meget nyder vi stadig og kan gøre ting uden og skulle bekymre os om andre.

Jeg er dybt ulykkelig og savnet og håbet om børn forsvinder da også indimellem, men jeg forsøger og holde mig selv oven vande ved tanken om og være taknemlig for de ting vi så får oplevet bare os to, AK og mig. De ting vi kan, netop fordi vi ikke har børn og skal vise hensyn til.

Så uanset hvor svært alting er, hvor hårdt hvert et mislykkedes forsøg er, så skal man huske på det og for guds skyld holde liv i kærligheden. For alting kan pludseligt godt kun gå op i ægløsnings tidspunkt, planlagt sex og test. Og det kan dræne et hvert stærkt forhold.

så det jeg vil med det er, at husk for pokker og nyd kærligheden, glem ikke hvorfor i kæmper kampen, glem ikke hinanden i den her hårde og til tider uretfærdige fertilitetsverden.