Hvad er det hårdeste ved at være i fertilitetsbehandling?

Blog opslag

Skrevet af Wishmeluck

28 jan, 2020

”Hvad er egentlig det hårdeste ved at være i fertilitetsbehandling?” Tja, dette spørgsmål kan være vildt svært at svare på. Til tider føles alt hårdt og uretfærdigt, og andre gange føles det måske nemmere at overskue og gennemgå. Når man er i fertilitetsbehandling går humøret op og ned, følelserne sidder udenpå tøjet og psyken kan være let påvirkelig, og disse tre ting er i sig selv mega hårdt at skulle vænne sig til og mærke på ens ellers så normale krop. Hvad der er hårdest i selve behandlingen, vil være meget individuelt tænker jeg, og det kan være svært at vælge netop én ting ud (men hvorfor skal man også det?)

Er det den daglige medicin og bivirkningerne? Er det at skulle stikke sig selv dagligt? Er det scanningerne, hvor man måske skal overskride en grænse, når man skal smide bukserne foran en masse læger? Er det ventetiden? Er det humøret og skænderier det måske medfølger i hjemmet? Er det samtalerne med lægen, hvor de nævner sætningen ”har i overvejet donor?” Er det at se alle i ens omgangskreds blive gravide? Er det at blive mødt af folk der spørger dig, om du ikke snart skal have børn? Er det at skulle lades som ingenting og bare være tilstede? Er det at forsøge, at få folk til at forstå, hvad man gennemgår, selvom man kan mærke at de slet ikke forstår hvordan det egentlig føles rent psykisk og fysisk? Eller er det måske noget helt andet hos dig?

Det kan være mange ting, endnu flere end dem jeg lige har remset op. For mig springer følelserne omkring hvad der er hårdest ved at være i fertilitetsbehandling måske lidt, alt efter hvorhenne jeg er i selve forløbet og behandlingen. Når jeg opstarter nyt forløb, og skal til at stikkes dagligt og overvinde min nåleskræk synes jeg dét er noget af det værste jeg kan udsættes for. Nogle gange kan jeg næsten ikke få vejret bare ved tanken, så under stikkeprocessen er jeg meget fokuseret på min vejrtrækning og på at kigge væk fra nålen. Men når alt kommer til alt, så tror jeg (uden jeg kan sige det med sikkerhed), at noget af det der fylder allermest i min hverdag, må være uvisheden om, hvordan forløbet ender, og hvor langt forløbet bliver, inden vi når vores største drøm. Som det ser ud lige nu er jeg/vi ikke opgivende, men jeg må da indrømme at jeg har haft perioder, hvor jeg har været helt nede i kulkælderen, og hvor jeg nærmest har måtte græde mig selv i søvn. Jeg har været helt utrøstelig fordi tankerne fylder i mit hoved, om hvorvidt vi nogensinde får vores eget barn. For én ting er sikkert, vi skal nok blive forældre på den ene eller anden måde, det er jeg sikker på, og selvom vi har haft adoption oppe at vende, så er og vil drømmen selvfølgelig altid være, at få et biologisk barn, hvor både mig og min mand er biologiske til.

Jeg er en meget reflekterende type der tænker over tingene hele tiden, og jeg kan få helt hovedpine af, at spekulere for meget, især før sengetid. Frustrationen om at der ingen garanti er ved at være i fertilitetsbehandling, og at ingen kan svare på hvordan vores forløb ender, fylder enormt meget i min hverdag. Jeg prøver at skubbe det til side og tage en dag ad gangen, og se hvad dagen har at byde på, og så krydser jeg dagligt fingre for at historien (både vores og jeres) ender lykkeligt en dag. Alle os der er i fertilitetsbehandling bliver nødt til at have troen og håbet på, at det nok skal lykkedes en dag, selvom det nogle dage er sværere end andre. Hvad er det hårdeste for dig i behandlingsforløbet?

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!