Hvad er dit tal?

Blog opslag

Skrevet af Rebel Princess

17 jan, 2021

Hvad er dit tal? Mit er 2-0.

Le Gammeltoft, satte emnet på dagordenen for nogle år siden og nævnte at hendes tal var 3-2. Hun havde mistet tre graviditeter og fået to børn. Jeg har mistet to og har fået 0 børn indtil videre. Derfor er mit tal 2-0.

Den første gik til over fem uger, hvor jeg måtte en tur forbi hospitalet i Hillerød to gange, for at blive sendt hjem med budskabet om at spise panodiler, se lidt Netflix og passe på mig selv. Anden gang døde min graviditet i niende uge og måtte fjernes på Hillerød.

Jeg er til scanning om fredagen på fertilitetsklinikken og får en tid til at blive tilset mandag morgen på Hillerød. Efter beskæftigelsen af, at min graviditet var død, måtte jeg vente i fem dage- indtil fredagen efter, hvor de laver aborter på Hillerød. Fem dage! Fordi man samler kvinder sammen, der skal havde fjernet graviditeter kirugisk og ordner dem om fredagen…

Det var et helvede at gå rundt med noget dødt indeni i en uge. Jeg troede ikke at jeg ville overleve.  Jeg var så frygtelig ked af det. Heldigvis har jeg en god ”landsby”. Jeg var 42 og min mor tog fri fra arbejde, for at være sammen med mig. Det havde jeg aldrig troet skulle ske.

Efter min ”fjernelse af retineret foster” om fredagen, fik jeg det skidt et par dage senere. Jeg ringede til hospitalet, som sagde at jeg var velkommen til at kigge forbi til et check, hvis jeg følte at det var nødvendigt. Her sendte man mig hjem igen med budskabet om, at min krop skulle have tid og man hentydede til, at jeg havde det skidt psykisk, da det jo havde været et ønskebarn. Jeg blev dog stadig ved med at være syg og henvendte mig igen. Her fik jeg pencillin, da en anden læge på Hillerød tænkte, at jeg måske havde raget en underlivsbetændelse til mig.

Jeg var stadig syg. Jeg havde til sidst svært ved at tisse og jeg fik voldsomme smerter, hvor jeg også måtte kaste op når kraftige smerter i underlivet rullede ind over mig. Jeg havde det rigtigt dårligt. Da der var gået over en uge, ringer jeg til hospitalet igen. Her får jeg- efter en del frem og tilbage med en sygeplejerske i telefonen, tilbudt at jeg kan komme forbi dagen efter til et check ”hvis det gav mig en tryghed”.

Dagen efter mødte min mor og jeg op på Hillerød og blev mødt af den læge, som havde opereret mig. Hun siger til mig, at det nok ikke er så slemt det hele og at jeg nok sikkert har det fint. Da hun scanner mig, bliver hun helt stille. Man kan se, at hun bander indeni. Hun får sagt meget stille, at de vist ikke fik det hele med, da de lavede fjernelsen på mig. Jeg var ikke overrasket. Både min mor og jeg vælger, ikke at påtale den måde, hvorpå hun bagatelliserede min tilstand- i håbet om at hun havde indsigt nok, til at se det alvorlige i situationen. Det var svært. Det var rigtigt svært.

Straks bliver vi sendt op til dagkirugisk, hvor der laves en aftale om at komme igen om to dage og få styr på det. Her bliver jeg opereret af en sød læge, der udover at foretage en udskrabning, går ind og laver en kiggertundersøgelse og får dobbeltchecket, at alt ser fint ud. Allerede et par dage efter, havde jeg det meget bedre.

Det viste sig, at det væv som de ikke fik med, var gået i forrådnelse. Jeg var rigtig syg.

Jeg føler mig svigtet. Man lyttede ikke aktivt til patienten og fordi jeg ikke passede ind i deres ”feber kasse”, blev man ved med at glide af på hvordan jeg havde det. Som om at feber er et krav. Jeg har ikke længere tillid til Hillerød Hospital og derfor vælger jeg Herlev, som fødested i 2021.

Jeg vil gerne have lov til at nævne, at personalet på dagkirugisk var fremragende. De sygeplejersker, narkoselæger o.s.v. der findes der, er engle. Da jeg var der første gang, begyndte jeg at græde, fordi jeg havde det voldsomt dårligt med det hele. Den sygeplejerske, der havde ansvaret for mig, rummede det med et stort kram og jeg fik lov til at hulke imens jeg var i hendes arme. Det føltes ikke unaturligt og det var i orden at være ked af det. De passede så fint på mig, da jeg vågnede og der kan overhovedet ikke klages over den kærlige og omsorgsfulde behandling, som jeg fik. På dagkirugisk har de rigtig travlt, men man følte på intet tidspunkt, at man blot var ”et nummer i rækken”.

Jeg er stadig indebrændt over, at jeg skulle kæmpe sådan med systemet. Som om det ikke er slemt nok at miste en ønsket graviditet? Det er ikke rimeligt. Hvad hvis jeg ikke havde været stædig nok til at blive ved med at ringe til akut gyn på Hillerød?

Hvor ville jeg ønske, at jeg blot havde været en af de kvinder, der ”bare” havde fået en lidt kraftigere menstruation og aldrig havde opdaget det, men sådan er det bare ikke, når man er i fertilitetsbehandling. Her har man håbet. Man håber hele tiden. Det er derfor at man udsætter sin krop for alt det, som vi gør- os der har brug for hjælp med at få børn. Det er pisse svært.

Når man mister, er der en masse følelser involveret. Man går måske rundt og tror at man er alene? Man taler ikke om det, for det er en sorg. Måske ville det hjælpe, hvis flere kvinder fortalte hvad deres nummer er?

         

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Taknemmelig

Taknemmelig

Det følgende indlæg er et eksperiment fra min side, hvor jeg har fået tilsendt noget, min forlovede har skrevet, som jeg vil svare på, så vi har en slags dialog med hinanden. Det seneste 1½ år har vi været i fertilitetsbehandling, indtil videre er resultatet to graviditerer uden for livmoderen, en masse hårde tider og en smule håb.

læs mere
Nu sker der noget

Nu sker der noget

Efter ægudtagning i slut januar, hvor vi fik fire embryoner (befrugtede æg) på frys, har vi ventet...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!