Efter 2 mislykkedes insemineringer, efter hinanden, kunne jeg eller min krop ikke klare mere. Min krop skreg på pause. 

Da jeg fik min menstruation blev jeg faktisk meget chokeret. Det væltede bare ud og jeg havde slemt PMS. Min krop skulle bare ud med noget. Min hud var træls oven i, selvom jeg har fået helt styr på den (Både med produkter og vitaminer). Så jeg meldte time-out!! Min mand var helt med på den, da det kun er noget jeg kan mærke. Og på fertilitets klinikken syntes de det lød som en god ide. 

Men det er vildt. Lige nu sidder jeg i forsøg 3. Det sidste inseminerings forsøg. Og jeg kan kun undre mig over at jeg syntes at pausen på 1 cyklus var meeeeeega lang. Det er som om at er forløb slutter lige så hurtigt som det er startet. Og så på den igen med det samme. Ingen udåndinger eller pauser. Det er bare lige på og hårdt. Ingen mulighed for “sove på det” og tage stilling til det i morgen. 

Du bløder, melder ind, igang med hormoner, scannes, ægløsnings sprøjte, scannes, insemineres, voldsom pinsel vente tid, BUM menstruation og så forfra…… Det gik op for mig hvor voldsomt det egentlig er. At jeg ikke kan trække vejret. Så jeg har aftalt med min krop at jeg er nød til at holde pauser hver anden gang, hvis det bliver aktuelt. Det er jeg nød til, ellers drukner jeg. 

Denne gang har vi dog kun sagt at vi er igang. Og kun sagt det, da jeg skal stikke mig med hormoner midt i en lille familie aften. Men ellers ved de ingen ting. Og det føles godt. Jeg har været åben helt fra start, men det har været hårdt at skulle fortælle så mange at det ikke lykkedes. Nu ved de bare at vi er igang. 

Tankerne er stadig hårde ved mig, når jeg tager hormoner. Jeg tænker at det er helt perfekt! Hvis der lykkedes denne gang kan vi måske fortælle det juleaften! Samtidig med de tanker flyver skuffelsen ind over mig, hvorfor skulle det lykkes nu?