Lige et dags dato billede af en meget negativ graviditetstest… Nogen gange griner jeg ved tanken om hvis den en dag på displayet skrev ”Fat det nu, du er heller ikke gravid denne gang”… 😉

Hvem er jeg, den sekundært infertile kvinde, og hvad fanden betyder det egentlig?

De der i forvejen har et barn, kender helt sikkert følelsen af, at vi intet har at brokke os over.. For målt op imod de kvinder som kæmper deres livs kamp for blot at få et barn, der har vi jo allerede fået det mest dyrebare i verden. Jeg sidder her i min sofa, og  bliver pludselig ramt af en lille smule panik angst, for om jeg måske i virkeligheden er den eneste i verden der har det som jeg har det, og om nogen overhovedet gider at læse det jeg skriver? Måske fordi det at dele følelser omkring fertilitetsproblemer, er noget der plejer at besvares med ”det er fint nok, jeg er glad på andres vegne” eller ”nej jeg tager det ikke så tungt, det skal nok komme en dag”. Eller også siger man slet ikke noget fordi man oplever det som en tabu at have svært ved at få børn.

Min top 5 liste over sætninger der kan drive mig til vanvid:

1. ”Ja, det skete faktisk inden det overhovedet var planlagt”…..
2. ”jeg blev gravid på p-piller”
3. ”Det skal nok komme, du skal bare lade være at tænke på det”
4. ”Nååå, hvis de skal nå at have glæde af hinanden skal i vel også snart i gang”?
5. ”Jeg har hørt om den her bog der hedder SPIS DIG GRAVID…. (okay jeg har faktisk selv købt den – men nej jeg kunne ikke spise mig gravid)

For 6 år siden mødte jeg Michael. Min venindes storebror. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han skulle være far til mine børn. Ret hurtigt, efter et års tid, smed jeg p-pillerne. Efter 9 måneder var jeg gravid. Jeg kan love jer for at jeg panikkede mange gange i de 9 måneder! Undersøgte både plejebørn og adoption… Havde jeg dog bare vidst hvor privilegeret det er ”kun” at prøve i 9 måneder. Vi fik en dejlig datter. Smuk, klog, sjov og helt igennem fantastisk. Jeg har prist mig lykkelig for hende hver dag siden hun kom til verden. Jeg havde en hård fødsel og en hård start, og det første år var jeg sikker på at jeg ikke skulle have flere børn, det skulle bare være os tre. Men efter 2 år begyndte der at spire en drøm i mig om at gøre hende til storesøster. Jeg var ved godt mod og var sikker på at det nok skulle ske indenfor de 9 måneder som det tog sidst. Det var først da jeg nåede de 12 måneder at jeg begyndte at mærke frustrationen. Nu, 2,5 år efter, har jeg stadig ikke formået at få de to magiske streger på en graviditets test.

Efter 1,5 år blev vi henvist til fertilitetslæge. Alt blev undersøgt, alt normalt. En smule nedsat sædkvalitet, men ikke noget alarmerende – og med det i mente at vi jo har et godt bevis på at den kan lave børn. Igennem de sidste års tid har vi gennemgået 6 inseminationer. I starten var vi ellevilde. Fuldstændig overoptimistiske og sikre på at NU skete det, for hvordan kunne de ikke? Nå, det sidste år har i hvert fald lært mig at kroppen er mere sin egen herre end jeg havde regnet med.

Status nu er, at vi sparer penge op til at kunne komme i IVF behandling, da der desværre ikke ydes hjælp fra staten når man i forvejen har et barn. Det har jeg bandet væk mange mange gange….

Jeg har en masse på hjerte som jeg kan dele ud af, og hvis der sidder bare en enkelt eller to som kommer forbi mit indlæg, og kan se sig selv i mig og min situation, så er det hele nået for mig. Jeg har søgt nettet tyndt for at finde andre der er ”sekundært infertile”, som det så fint hedder på fagsprog, når man ikke kan lykkedes med at få nr. 2, men synes det har været svært at finde nogen. Så her er jeg…

Jeg håber i vil følge med fra sidelinjen <3