Hvem skal man fortælle det til, hvad vil de sige og rager det egentlig dem?

Blog opslag

Skrevet af Drømmen om nr. 2

18 jul, 2018

Det første år efter at vi smed p-pillerne i 2016, var det top hemmeligt for os at vi nu prøvede at lave et barn mere. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg tror at tanken var, at det var ”sjovere” at overraske folk med det, hvis de ikke vidste at projektet var skudt i gang.  Det tog 9 måneder med den første, så vi forventede da heller ikke at noget skete i første hug, men vi havde bestemt heller ikke regnet med at vi, nu, efter 2,5 år og 6 iui forsøg, stadig skulle være i gang med projektet!

Efter et halvt års tid,  fortalte jeg mine to tætteste veninder at vi var i gang. Men jeg sagde til dem at de ikke måtte sige noget til nogen! Som det første år gik, blev vi ret gode til den der, ”Jo vi skal da have en mere, men vi har ikke så travlt”, eller ”Vi skal lige have styr på begge at have fast job, og vi vil også gerne købe et hus først”. Alle der er i den her proces har sikkert deres egne vendinger og sætninger, som de sender retur til nysgerrige spørgende.

Efter 1,5 år startede vi i fertilitetsbehandling. Vi fortalte det til vores nærmeste venner, og også til vores tætteste familie. Vi var jo spændte, og følte ligesom at nu var det bare et spørgsmål om tid før vi kunne udvide familien. Det føltes rart at fortælle folk om det. Det har altid været mere mit behov end min mands. For ham har det været mere privat end for mig, og jeg tror ikke at han har ligeså stort behov for at tale med ”andre” om det som jeg har. Måske fordi han er en mand, og måske fordi han hviler mere i sig selv end jeg, men helt sikkert også fordi det ikke er ham der lægger krop og psyke til på samme måde som jeg gør. Det er svært at møde hinanden i de tanker og følelser man hver især render med! Ofte tænker jeg på jer som endnu ikke har fået opfyldt drømmen om et barn, og som har kæmpet sammen med jeres partner, igennem flere år, hold nu kæft hvor er i seje! Det er så vanvittigt hårdt det man går igennem, og det kræver virkelig et stærkt fundament i sit forhold, at kunne holde sig selv og hinanden oven vande.

Efter vi startede i behandling blev det ligesom nemmere for os begge at fortælle om det til folk der spurgte. Man bliver jo træt af at lyve, eller ”lade som om at man ikke ønsker sig et barn mere”.

For fanden, der er ikke noget vi ønsker mere i hele verden end det, og hvorfor skal man ikke have lov at fortælle det til andre mennesker, når de selv spørger?

Min mand har ofte sagt ”Det er jo alligevel en offentlig hemmelighed”. Og ja, han har sku nok ret. Folk kan jo godt regne ud, at hvis man har et barn på 4,5 år, og man endnu ikke har fået en 2er eller har en på vej, så er det nok fordi man er en smule udfordret i det.

Jeg har det godt med at når folk (perifere venner, bekendte, kollegaer, familie) spørger, at kunne sige ”Ja, vi prøver, men vi har desværre lidt svært ved at få børn”. Det er rart at være ærlig. Det er rart nogen gange at give nysgerrige mennesker en forståelse for, at det at få et barn ikke nødvendigvis blot er et valg, men også en kamp for nogen af os.  Jeg har det rigtig godt med at kunne italesætte noget som desværre stadig er et tabu. Jeg tror mange mennesker lyver omkring ”hvor lang tid det tog”, fordi det ligesom er mere perfekt at sige at den var der i første forsøg, eller endnu værre, at det kom uden at være planlagt.

Det gør mig ikke længere noget hvis nogen spørger nogen, at nogen fortæller at vi har svært ved det. Folk må gerne snakke om det, det er faktisk okay. For som min mand og jeg ofte har talt om, så VED vi, at når der i en forsamling er nogen der nævner nogen som de kender, der har svært ved at lave børn, så sidder der helt sikkert nogen andre i samme båd, og føler sig knap så alene, selvom de ikke nødvendigvis er der endnu, hvor de har lyst til at dele det.

Folk spørger ikke så meget. Jeg tror det er svært at være familie eller venner til nogen der drømmende ønsker sig et barn og kæmper for det, for hvad skal man sige? For nogen er det naturligt at tale om. Nogen mennesker er gode at tale med, andre forstår det ikke og tager afstand til emnet. Men det er okay. Jeg forstår det godt.

For mig er det vigtigste at kunne være ærlig når folk spørger. Både for mig selv og dem. Vores datter spørger også. Hun synes det er snyd at alle andre i børnehaven får babyer derhjemme når vi ikke gør. Nogen gange har hun grædt over det. Det gør ondt. Vi fortæller hende at mor og far prøver at lave en baby til vores familie, men at det kan tage meget lang tid at lave en baby. Hun har spurgt hvordan man gør. Jeg har forklaret hende at far skal putte et lille frø ind i mor, som så vokser sig til en baby. En dag sagde hun ”Mor, hvis Far har svært ved at putte kernen ind i dig, kan jeg så ikke prøve at gøre det”?? Det har vi grint meget af 😉 Mest at ”et frø” blev til en kerne.

Men på trods af alt den åbenhed, så har jeg alligevel mødt en barriere. Jeg har valgt ikke at lægge billeder op af mig selv her på siden, eller linke til min private instagram konto, men oprettet en til formålet. Altså har jeg skilt tingene ad.  Jeg har tænkt meget over det. For det handler jo ikke om at folk ikke må kende til vores situation, det gør de jo i forvejen. Og det handler ikke om, at de som læser med her ikke må vide hvem jeg er, for det må de gerne. Jeg tror det handler om, at det er helt vildt grænseoverskridende hvis folk jeg kender skal læse det jeg skriver herinde…… Jeg VED, at vi der skriver og læser med hos hinanden herinde, anerkender og respekterer og forstår hinandens tanker og følelser. Men folk der ikke står i samme situation, de har det ikke nødvendigvis sådan. Min mand er den eneste der har læst det jeg har skrevet. Han kommenterer ikke på det, men han læser med og det må han gerne. Han kender jo mig og mine følelser ligeså godt som jeg selv.

Måske bliver jeg klar en dag til, at det hele må gå op i en højere enhed. Jeg har aldrig delt noget om vores fertilitetsforløb på hverken instagram eller facebook. Det har ikke faldet mig naturligt, og jeg har ikke haft brug for det, endnu. Måske når vi næste år starter i IVF behandling, at det giver mening at gøre det der. Jeg ved det ikke. Jeg synes det er mega sejt med de som udover at skrive herinde, også deler ud af tanker og følelser på deres private sociale medier.

Jeg kan ihvertfald konstatere, at det er lidt selv terapi at skrive og dele herinde J

Nanna

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!