Hvem skal man fortælle det til?

af | november 13, 2019 | 1 Kommentar

Dét at være i fertilitetsbehandling er for mig (og sikkert også mange af jer) en meget personlig ting at dele med andre, men omvendt kan man også have et behov for at dele det med sine nærmeste, når man er i behandling, da det til tider kan være mega hårdt for både kroppen og bestemt også psyken. Hvilke tanker gør i jer – og hvem fortæller i det til, eller holder i hele forløbet for jer selv? Der er mange tanker man kan, skal og bør overveje, før man åbner munden om det. Her er lidt om mine og vores tanker og overvejelser i forhold til at åbne op om det her fertilitetshelvede, som det jo nogle gange føles som.

I starten af vores forløb, holdte vi det hele meget tæt. Vi fortalte ikke noget til nogen om, at vi skulle til at starte i fertilitetsbehandling. Jeg ville egentlig gerne dele det med mine veninder og især min søster, som jeg står meget tæt med, men min mand ville gerne have at vi holdte det for os selv, hvilket jeg selvfølgelig accepterede og respekterede, da vi er to om det her projekt. Vi snakkede meget frem og tilbage omkring fordele og ulemper ved at dele det med omverdenen, og hvad vi hver især havde det bedst med.  Jeg er typen der har brug for at snakke om tingene, og især når det er noget så følsomt, som har stor betydning for min hverdag og mit humør, hvorimod min mand sagtens kan leve med at ingen ved det, og at vi to bare kan snakke om det.

Vi valgte derfor kun at fortælle det til vores chef på arbejdet, da vi skulle have godkendt fridagene, hvor vi skulle til og fra klinikken midt i arbejdstiden. Vores ledere var heldigvis meget forstående og sagde, at selvfølgelig skulle vi have fri til det. Vi har valgt at vi begge er med til alle tiderne med klinikken, men vi har også 1,5 times kørsel frem og tilbage.

Vores første forløb (august 2019) løb ind i vores sommerferieplaner med familien, som vi blev nødt til at aflyse, da jeg skulle tage hormonindspøjtningen Pergoveris hver dag i en periode. Da jeg ikke vidste hvordan jeg ville reagere og hvordan min krop ville blive påvirket af medicinen, valgte vi at aflyse planerne og fortælle åbent og ærligt om vores situation. Det var rigtig rart at få luftet ud, men også lidt grænseoverskridende da vores forældre skulle have det at vide. Jeg var spændt på reaktionen fra folk, men blev kun positivt overrasket. Jeg vidste de ville støtte os og bakke os op, men at min far ligefrem blev glad for det, havde jeg ikke forventet. Min far havde troet vi ikke skulle have nogen børn, så han blev bare glad for, at muligheden for at blive morfar måske lå lige rundt om hjørnet.

Vi fortalte det dernæst også til resten af kollegaerne samt nogle venner, og var blevet meget mere åbne om det – jeg synes det var rigtig rart at kunne tale frit om det, og ikke skulle holde noget tilbage, hvis folk spurgte ”skal i ikke snart have nogen børn?” eller ”i skal da bare i gang”, men at jeg nu kan være åben og ærlig omkring det – det har virkelig været dejligt og betydet at jeg nu slapper meget mere af i det, nu skal jeg ikke gemme min medicin, fjerne cyklus-skemaer og kalendernotits når vi får gæster.

Men jeg har også haft en del tanker efterfølgende, om det nu var det rigtige at fortælle det til så mange – det kommer i et senere blogindlæg.

// Wishmeluck

1 Kommentar

  1. oprolevorter

    Heya i’m for the first time here. I found this board and I find It truly useful & it helped me out much. I hope to give something back and aid others like you helped me.

    http://www.oprolevorter.com/

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest