Hvem skal vide det….?

Blog opslag

Skrevet af Barnlighed

15 jun, 2018

Det er et virkelig godt spørgsmål…

For vores vedkommende var det, at gå i fertilitetsbehandling noget meget personligt – og noget der gjorde virkelig ondt.. Tanken om at skulle fortælle vores nærmeste om noget, der gjorde så ondt var ubærlig..

Vores “rejse” ind i fertilitetsverdenen starter sådan rigtigt i april 2016, hvor jeg stopper med p-piller. I december 2016 må vi starte i fertilitetsbehandling, da der intet er sket – ingen menstruation eller noget! Vi starter derfor i december i IUI-behandling. Vi er begge af den overbevisning, at det da lykkedes lige om lidt, og derfor fortæller vi intet til nogen!

Jeg har på dette tidspunkt et kæmpe stort ønske om at skulle overraske mine forældre med en “bedsteforældre-titel”, og jeg kan ikke bære ikke at kunne få lov til dette. Tanken om at skulle fortælle dem om behandling er derfor slet ikke en mulighed for mig (allerede)…! Min kæreste og jeg holder det derfor begge fuldstændig hemmeligt. Vi gennemgår indtil juni 2017 flere IUI forsøg deriblandt også en svær overstimulering. Netop denne overstimulering må jeg lyve omkring for både arbejde og familie, da jeg er sengeliggende i over en uge – det er svært at skulle komme med forklaring til mine forældre, og det gør virkelig ondt at skulle lyve for dem!

Hen over sommerferien 2017 holder vi pause fra behandlingen! I august starter vi i første IVF-behandling, og det står nu klart for os, at vi må inddrage vores arbejdspladser, da denne behandling kræver en del mere end IUI. Både min kæreste og jeg går derfor til vores ledere. Jeg vælger at søge en paragraf 56, som jeg heldigvis hurtigt får godkendt. Det var en meget stor lettelse for os begge, at der var forståelse fra vores arbejdspladser særligt ift den fravær vi ville have. Og som I måske har læst i mit tidligere opslag omkring min samvittighed, så var netop dette noget, der fyldte enormt meget for mig.

Igennem vores IVF-forsøg og oplægning af fryseæg en del gange, så når jeg til et punkt i december 2017, hvor de mange negative svar tager alt for hårdt på os! Min kæreste og jeg vælger derfor at fortælle mine forældre omkring fertilitetsbehandlingen. Jeg husker tydeligt den aften – den var hård, virkelig hård – men samtidig også virkelig vigtig for os.. Vi havde på dette tidspunkt kun haft hinanden at snakke med omkring det hele – i et helt år! Mine forældre tager selvfølglig rigtig godt imod det, og er meget støttende! Men at se deres skuffelse over vores situation var virkelig hård 🙁 – og drømmen om at kunne overraske dem med en god “nyhed” ville nu aldrig blive virkelig (i hvertfald ikke på den måde jeg altid har ønsket)!

Efterfølgende kan min kæreste og jeg mærke, at lidt mere åbenhed vil være godt for os. Min kæreste vælger derfor at fortælle om vores behandlingsforløb til hele hans arbejdsplads samt nogle gode venner. Jeg har det noget sværere med det, og vælger at fortælle det til mine tætteste arbejdskolleger samt 4 gode veninder! Det er svært for mig at indrømme, hvorfor det er så svært for mig, for jeg ønsker ikke at tabuisere det at være i fertilitetsbehandling. Jeg vil bare sååå gerne være mor ligesom alle andre, og at skulle sige det højt, at jeg måske aldrig bliver det, gør bare alt for ondt…

De 4 gode veninder der nu ved det, har været enormt søde – men det har samtidig også gjort det hele meget mere virkeligt. Nu har jeg rent faktisk fortalt det til nogen – jeg får rent faktisk måske aldrig lov til at blive MOR….!

Jeg ved godt, at jeg på et tidspunkt skal have det sagt højt til flere – men jeg er ikke klar!

Den anden dag havde jeg bestemt mig for at fortælle det til en af mine bedste veninder fra barndommen. Hun når dog at fortælle lige inden, at hun er gravid – og der går klappen helt ned for mig.. Jeg vil jo absolut ikke ødelægge hendes glæde – og jeg vil absolut heller ikke have medynk, når jeg fortæller hende om min situation!

Det der har været sværest for mig er helt sikkert følelsen af, at når jeg siger det højt – så bliver det for alvor virkeligt… Det er lidt en mærkelig logik – for det er jo fuldstændig virkeligt om jeg siger det højt eller ej… Siger jeg det højt vil der være forståelse (fra de fleste) og min til tider (ofte) mærkelige opførsel og humør vil ikke blive opfattet så mærkeligt!

Så hvem skal vide det…? Det er et virkelig godt spørgsmål – og et spørgsmål uden et endegyldigt svar! Jeg tror på, at det vigtigste er, at man mærker efter, hvornår man selv er klar… Der findes ikke EN rigtig ting at gøre – det må være op til den enkelte, hvor meget man har brug for at fortælle det til andre. For mig har det ikke været det rigtige at dele det med alle lige med det samme – jeg vil dog til tider ønske, at jeg kunne have gjort det, da verdenen ikke bliver mindre ensom af, at jeg er (og føler) mig meget alene om det hele..

 

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!